Julius blev født i Kalundborg i 1863 som søn af en sukkerbager. Som voksen blev han præst ved Helligkors Kirke på det fattige Nørrebro i København. Han tilhørte Indre Mission, så det var næsten symbolsk, at mødet foregik i Indre Missions københavnske højborg, ” Bethesda”. Julius havde et varmt hjerte for de svage i samfundet. Og det hændte, at han kom hjem uden frakke, fordi han havde givet den til en frysende medborger. Julius` argeste fjende var dog Socialdemokratiet, fordi partiet afviste kirke og kristendom.
Julius viste sit stridbare sind i 1902, da han blev opsøgt af en kvinde, der med papirerne i orden ville bestille vielse på vegne af sin bror, murersvend August Jensen, og hans forlovede, Marie Amalie. Pastor Julius sagde nej. Han mente, at parret havde levet i synd, da brudgommen havde haft et forhold til Marie Amalie, mens han var gift med en anden. Julius henholdt sig til sit præsteløfte og Bibelens ord om hor. Parret havde ellers fået kongebrev og undtagelse fra bestemmelsen i Danske Lov, hvor der står: “End besover ægtemand i sit ægteskab nogen anden kvindes person, da må han ej efter hustruens død komme i ægteskab med den, han besovet har.”
Med den besked blev kvinden sendt ud af præsteboligen. Og så kørte sagen. Næste dag stod historien i Social-Demokraten, som i forvejen havde et ondt øje til Julius. Præsten havde bl.a. bortvist en rød fane ved en begravelse, fordi der stod ”Folkets vilje, højeste lov” på flagdugen.
Det forsmåede par klagede til biskoppen, der pålagde Julius at gennemføre vielsen, men Julius fastholdt sit nej, selv om han med en provsteretskendelse blev idømt en bøde på 200 kr. eller 20 dages fængsel.
Social-Demokraten mente, at Julius var blevet sindssyg, og fortsatte med at forfølge sagen. Julius skrev i sin dagbog, at den slags journalistik, var skabt af Satan. Sagen rullede nu for fuld fart. Og Julius kærede til Højesteret, hvor han selv førte sin sag, iført kjole og krave, og han henviste til præsteløftet – og udgav i øvrigt bagefter sin lange forsvarstale. Højesterets dommere frikendte Julius med stemmetallene syv mod seks og beklagede, at der ikke var noget fortilfælde, de kunne henholde sig til.
Da Julius vendte tilbage til Helligkors Kirke, blev han varmt modtaget af sin store menighed og fik en laurbærkrans, som han lagde ved alteret. Kristeligt Dagblad havde under sagen lovet Julius, at der stod et skrivebord parat til ham, hvis han blev dømt og måtte gå fra sit embede.
Folketællingen fra 1906 viser, at murersvenden og hans forlovede blev gift, men var meldt ud af Folkekirken. Julius var ikke tæmmet og holdt stadig dunderprædikener. I 1907 forlod han Helligkors Kirke til fordel for et mere fredeligt embede ved Brejninge Kirke på Sjælland. Han døde i 1927 og fik sin grav på Vestre Kirkegård, hvortil trosfæller samlede ind til et gravmonument, som Nikolaj af og til kikker forbi.
LL
