Mikael Bramsen-erindringer

Mikael Bramsen blev journalist på den nye TV-Avis fra dens fødsel i 1965. Før den tid var han på Information (fra 1962) og på Helsingør Dagblad (fra 1964), og pludselig var han så et kendt ansigt på et landsdækkende medie.

I erindringsbogen ”Journalister med monopol” skriver han:

”Det var nyt for mange at blive folkeeje. Et af de kendteste ansigter fra nyhedsfronten, Poul Trier Petersen, fortalte, at en ældre dame på gaden havde bedt ham om at binde hendes sko. Jo, det syntes hun godt, hun kunne tillade sig, nu hun kendte ham.

Og der var en herre, som havde forestillet sig, at skærmens brystbillede af mig skjulte mere majestætiske proportioner. I hvert fald udbrød han, da han første gang stod over for mig: – De er jo ikke så høj som i virkeligheden! 

I bogen skriver Mikael Bramsen seriøst om sine 22 år på TV- og Radioavisen, bl.a. som EF-korrespondent i Bruxelles, og undervejs fortæller han anekdoter. En af dem handler om udlandsmedarbejder Peter Dalhoff:

”Han tog sit arbejde alvorligt, men ikke højtideligt. Hjemme hos købmanden havde han en dag fået ros for sin seneste ’Horisont’ fra Mexico. Da han forklarede, at det var fra Peru, svarede beundreren: – Nå, men det var nu en god udsendelse alligevel, men det er fordi vi lukker ned for lyden, mens vi drikker aftenkaffe! 

I dag stiller en reporter sig op på et hvilket som helst gadehjørne i et hvilket som helst land på kloden og sender direkte hjem. Mikael Bramsen giver et sigende eksempel på, hvor mange timer det kostede i 1971 at lave et lille indslag i TV-Avisen fra ministerpræsident Alexei Kosygins besøg i Jens Otto Krags sommerhus i Skiveren ved Skagen. Et kort interview på stedet – og så:
”Af sted ad landeveje og hovedveje gennem hele Vendsyssel og det halve Jylland, for i Århus havde de dét, der skulle til: Fremkaldelse af 120 meter-rullen af film. Det tog ca. 40 minutter. Imens blev det separate lydbånd overspillet fra Nagra-båndoptageren til en oversætter i København, som skulle skrive tekster. Lydbåndet blev derefter overspillet til et 16 mm lydbånd, der siden blev sat i et klippebord sammen med den knap nok tørre film fra fremkalderen. Seks sekunders startindløb blev limet på af en klippeassistent, film og lydbånd blev synkroniseret ved klappet, og så gik det i skarpt trav hen til filmprojektoren, der kunne sende signal op i et sendetårn, hvorfra der kunne kigges til tårnet på Søsterhøj ved Århus, som så transmitterede til Post- og Telegrafvæsenets tårn på Åboulevarden i København, der igen sendte det til tårnet på Radiohuset” – og efter disse mange timers rejse hen over det meste af Danmark kom der så 3 minutter i TV-Avisen…

… og indimellem kunne al besværet være spildt:
”Et filmhold blev sendt til Dubai, da et charterfly var forsvundet med mange passagerer i et bjergfyldt område. Et tremandshold blev sendt af sted fra København til Dubai, og reporteren aflagde rapport til kameraet. Filmen blev hastigt returneret, fremkaldt, klippet – og på stedet droppet, da redaktionssekretær Johannes Aakard så indslaget. Grunden var, at reporteren havde en dårlig vane, når han blev nervøs og skulle koncentrere sig. Hverken lydmand eller filmfotograf havde bemærket det under optagelsen. Mens han rapporterede om de mange omkomne flypassagerer, hvoraf en del var danske, kløede han sit lem”…

Også dengang prøvede politikerne at tale udenom, når journalister stillede skrappe spørgsmål, og det kom der en interessant styrkeprøve ud af efter en valgaften:
”Poul Trier Petersen havde stillet statsminister Krag et spørgsmål om regeringsforhandlinger efter valget, men i stedet for at svare, begyndte Krag at takke alle de gode partifæller, som havde gjort et stort arbejde under valgkampen. Da det skete, og Krag selv ville bestemme, hvad han skulle sige, gik Trier baglæns med strakt arm og holdt mikrofonen, som om han var et mikrofonstativ. Det var første gang, en journalist i huset gjorde oprør mod politikernes dengang store autoritet og den høflige omgangsform, man havde foran seere og lyttere”.

Fra sin tid på Radioavisen husker Mikael Bramsen, at en af kollegerne, Jørn Træholt, krydrede sine foredrag med bl.a. denne bemærkning: – Min hustru er i den lykkelige situation, at hun kan slukke for mig! 

I dag er der cola og vand på de fleste arbejdspladser. Sådan var det ikke i 1960’erne, heller ikke i DR. Mikael Bramsen husker en episode, hvor en af filmfotograferne havde fået lidt for meget, men var kørt ud på optagelse i bil, da han blev dirigeret ind i politiets kø ved en kontrol. Fotografen sprang ud af bilen og gik med filmkameraet på skulderen hen til politifolkene og spurgte på TV-Avisens vegne, om der skete noget interessant. Det gjorde der ikke – og så kørte han roligt ud af køen og hjem til Rosenørns Allé.

Vi koketterede også lidt med det, skriver Mikael Bramsen: ”Dagen efter en fest mødte jeg kollega Lone Kühlmann i toget og klagede over tømmermænd. Hun svarede: – Åh, du kommer måske fra arbejde?”