28 journalistveteraner til Sarajevo under kyndigt lederskab

Moskeer med minareter, der ligner raketter, ses alle vegne i byens skyline ligesom korsene over de katolske og ortodokse kirker. Fem gange i døgnet lyde muezzinens kalden til bøn, ligesom kirkeklokkerne giver sig til kende flere gange hver dag.
I gaden, hvor vi bor, er der en sær blanding af østens mystik over de små handelsboder og mellemeuropæisk borgerlighed manifesteret ved huse fra 1800- og 1900-tallet, de fleste stadig med spor efter skud og granatnedslag.
Vi er i Sarajevo, byen der i halvfemserne var belejret i næsten 1500 dage, og granathuller og nogle udbrændte ruiner er sporene efter serbiske militsfolks bombardement med kugler og granater af en den værgeløse og i næsten alle henseender uskyldige befolkning. Vi er på rejse i Bosnien-Hercegovina med Journalisternes Veteranklub.
Turen begynder noget stresset med en lang bustur fra København til Billund i sjaskende regnvejr og bidende vind. Så hårdt slår vinden mod bussens frontrude, at vi bliver bekymrede for, om Storebæltsforbindelsen er åben for trafik. Vi kører dog planmæssigt over broen, men skønt vi mærker, hvordan vinden hiver i bussen, når vi sikkert frem til bestemmelsesstedet og kommer i luften med nogen turbulens.
I Tuzla i det nordøstlige Bosnien, hvortil vi ankommer nogenlunde planmæssigt, er dejlig sensommer og lige vejr til at standse op og nyde det. Men nej, vi har stadig ca. tre timers kørsel for os til Bosniens hovedstad Sarajevo, så efter at have forceret det diminutive bagagebånd i den lille internationale lufthavn under ombygning, tager 28 gæster og rejseleder Steen Ramsgaard plads i den moderne bus, der i seks dage skal være vort andet hjem, og kører ud af byen. 

Undervejs i skumringen får vi lejlighed til at se lidt på det landskab, vi kender så godt fra fem års TV-reportager. Ruiner af sønderskudte og afbrændte huse mellem nye huse, genopbygget eller under konstruktion. Mange af de nye, færdige huse, er øjensynligt ubeboede, og vi får at vide, at mange har været tilbage og genopbygget deres huse, men de bor ikke i dem til daglig. Det kan være, fordi de bor i udlandet og kun bruger husene som sommerhuse, eller fordi beboerne bare har villet demonstrere, at her boede de, inden nogen kom og jog dem bort under krigen. Vi er i kroatisk område, og det kan være svært for serbere eller muslimer at vende tilbage som om intet var hændt… 

Efterhånden falder mørket på, og det eneste indtryk selskabet får af landskabet, er bussens bevægelser op ad bakke og rundt i hårnålesving. Her går det for første gang op for os, hvor bjergrigt og ufremkommeligt dette land er, og hvor vanskeligt det må have været at køre nødhjælpskonvoj med tunge lastbiler. Ja for den sags skyld at føre krig.
Omsider når vi da frem til turens mål, Sarajevo og Hotel Astra Garni, og selskabet får lige tid til at overbevise sig om, at det er rigeligt komfortabelt til at være vor basis i nætter. Det ligger lige på grænsen mellem den europæiske del af den berømte by og de genopbyggede muslimske handelsgader.
Det er også her, vi skal indtage vores aftensmad, og hvis nogen skulle have frygtet, at der ikke kunne serveres vin til maden, bliver deres frygt gjort til skamme. De fleste muslimer i Sarajevo er tilsyneladende kun tro mod et af buddene i Koranen: De spiser ikke svinekød. 

Første dag i denne forunderlige by byder på foredrag fra starten. To af slagsen, det første leveret af Adnan Huskic  der bl.a. er lektor ved universitetet og leder af ”Friedrich Naumann Foundation. Han er en energisk foredragsholder, der på glimrende engelsk tager os igennem det bosniske samfund på halvanden time, og det er alt andet end optimistiske toner, der lyder.
”Alle politikere og embedsmænd, der har tjent i det offentlige i Bosnien i de sidste 25 år (siden Dayton-aftalen), er rige”, siger han. ”og hvorfor?”, og han svarer selv på spørgsmålet: ”De er korrupte og samfundet er gennemsyret af nepotisme, og det hjælper ikke at vælge nogle andre, for de har set, hvordan man kan rage til sig, og så begynder de også. Alle har de venner og familie, som de ansætter eller giver opgaver. Derfor bliver der ikke lavet noget for at forbedre dette samfund. Derfor er den almindelige befolkning fattig og i mange tilfælde uden arbejde og landet stadig så uudviklet”, er hans budskab.
Og så tilføjer han: ”Alle venter på, at det internationale samfund skal komme tilbage og hjælpe med støtte og med at rede trådene ud, men de kommer ikke, for Bosnien er ikke længere en sikkerhedsrisiko i Europa. Vi må klare os selv, og det kan vi måske også – med tiden, men tid er det eneste vi ikke har, hvis dette samfund skal overleve”.
Næste foredragsholder er Leila Bicakcic, der bl.a. leder internetportalen CIN, som er et journalistisk dybdeborende medie, hvis væsentligste indhold er afdækning af korruptionen i samfundet. Hun begynder med slå fast, at hvis vi er deprimerede på Bosniens vegne over, hvad vi har hørt fra sidste ærede taler, vil hendes foredrag være endnu værre end forgængerens.
”I Bosnien har vi ikke en mafia i den gængse forstand. I Bosnien har mafiaen et helt land”
Og så fortæller hun uden filter om forbrydere, der malker staten og uden blusel fremmer egne interesser. Hun lægger ikke fingrene imellem, når hun skildrer politikere, som hendes medie har skrevet om, der lever højt og flot med ulovligheder, korruption og nepotisme. Og når nye kommer til magten ved de mange valg, er det dem, der tager for sig.
Da hun bliver bedt om et eksempel, fortæller hun om entreprenøren, der var kriminel, inden han blev politiker. Ved nogle fikse manøvrer og nogle interne handler lykkedes det ham at sælge en grund flere gange, bl.a. til kommunen. Prisen steg ved hver handel, og til sidst ejede han selv 10 mill. i landets valuta svarende til 40 mill. kr. Alt det blev dokumenteret af journalisterne ved hjælp af dokumenter, de havde indsamlet.
Sagen kom også for retten, men blev afvist af dommeren, fordi en eller anden havde stavet mandens navn forkert på et retsdokument. Dommeren ejer nu en attraktiv grund til sit sommerhus.
Jamen er det ikke farligt at skrive om sådan noget i et land som Bosnien? ”Jo, men egentlig bliver vore medarbejdere kun truet eller chikaneret i den fase, hvor indsamlingen af dokumenter finder sted, og det er jo lykkedes os at få sager frem til retten, siger Leila Bicakcic, der understreger, at CIN aldrig bruger anonyme kilder, men ikke altid offentliggør kildernes navne.
”Den største trussel kommer fra forbrydernes forsøg på at sværte os overfor vore internationale sponsorer gennem deres forbindelser i udlandet ved at udbrede fake news og rygter om os, men det har vi lært at imødegå ved et tæt samarbejde med sponsorerne,” siger Leila Bicakcic.
Internetmediet CIN samarbejder bl.a. med britiske Guardian og flere andre medier i udlandet. Mediet kan findes på Facebook og på adressen WWW.CIN.BA  

Efter formiddagens noget deprimerende indføring i Bosniske forhold er tiden kommet til at se nærmere på Sarajevo, hovedstad i Bosnien-Hercegovina. Byen, der som ingen anden by i Europa, har spillet en hovedrolle i skæbnesvangre politiske begivenheder i dette og forrige århundrede, samt i flere århundrede før det har været en slags katalysator for mødet mellem det orientalske og det europæiske.
Vores kyndige guide Elsa Lojic, som vi her møder for første gang, fører os først gennem den gamle osmanniske bydel ned til rådhuset, som har en særlig ikonisk status. Som det ligger der midt i byen, var den smukke gamle bygning i centrum for de serbiske kanoners skudfelt fra højderne omkring byen under den over 1400 dage lange belejring, og til sidst var det kun en rygende ruinhob. Nu er rådhuset smukt restaureret efter alle kunstens regler og ligger igen i centrum, hvor end man kigger ned på Sarajevo fra højderne.

Sarajevo har mange broer, og vi kommer omkring nogle af dem og får fortællingen om andre. F. eks broen, der har fået navnet Romeo og Julie, fordi et kærestepar blev skudt her under seneste krig i Bosnien. Latinerbroen skulle egentlig have haft navnet Gavrilo Princip efter den serbiske anarkist, der i 1914 skød og dræbte det Østrig-Ungarske kejserdømmes tronfølger og hans hustru. Mordet skete ikke på selve broen men på et gadehjørne i nærheden, hvor der nu ligger et museum. Den begivenhed, der førte til første verdenskrig.
I det hele taget oser Sarajevo fra hver husmur og hvert gadehjørne af historie, der vidner om den centrale rolle, byen har spillet i verdenshistorien. Som ”broen” mellem orienten i skikkelse af det osmanniske rige og Europa. Som centrum for snart den ene og snart den anden nationale kamp. Og senest altså som byen, der var belejret i næsten 1500 dage og beskudt med artilleri og af snigskytter styret af serbiske ekstremister og militser.
Minderne om den tid er mest påtrængende som rødmalede pletter på fortovet, hvor en granat under belejringen har dræbt flere mennesker eller messingplader på husvæggen med en snes navne og to datoer. En for fødsel, en for død. Nogle steder har beboerne ladet deres huse eller i enkelte tilfælde ruiner stå med arrede vægge som en tavs protest mod de overgreb, der har fundet sted.

Vandringen gennem Sarajevo har dog også sine opmuntrende sider i mødet med den orientalske kultur og dens europæiske modstykke. Overalt møder vi smil og venlig imødekommenhed og spor af den kampånd, der satte disse mennesker i stand til at overleve den længste belejring i Europas nyere historie. Det vidner bl.a. ”Håbets tunnel” om, som byens indbyggere gravede under den besatte lufthavn i 1993, og som var byens eneste livline til omverdenen. Igennem den kilometer lange og halvanden meter høje gang blev byen forsynet med mad, bl.a. i form af levende dyr og våben. Hele tiden var tunnelarbejdet udsat for intens beskydning, og i gulvet ved tunnel-nedgangen er der stadig en ueksploderet granat i cementen. I tunnel-museet er der en biograf, hvor billeder fra Sarajevo under belejring og beskydning flimrer hen over lærredet akkompagneret af brag, når de flammende granater slår ned. Et sandt mareridt har det været at leve under disse forhold.
Nu er der fred, og Sarajevos indbyggere kan ligesom vi tage den helt nyindviede svævebane op til de højder, hvor fordums skiløbere og bobslædekørere i 1986 konkurrerede i vinter-OL. I eftermiddagssolens varme og klarhed tager vi en afslappet pause, mens vi beundrer Sarajevo og dens nye, gamle rådhus i midten.
Ved Dayton fredsaftalen, som alle de stridende parter skrev under efter at NATO havde bombet de serbiske nationalister ud af deres stillinger i højderne udenfor Sarajevo som straf for granatmassakrer på byens markedspladser, blev landet Bosnien-Hercegovina en føderation med lokalt selvstyre og tre præsidenter. Ikke nogen holdbar løsning, sagde alle, men sandheden er, at der i øjeblikket er fred. Ingen synlige grænser eller kontrolposter og ingen skyderier eller overfald.

Nu er det kun de forholdsvis smalle og snørklede vejes ufremkommelighed, der gør det svært at komme fra sted til sted indenfor en overskuelig tid. Men kører man i dagslys, oplever man et utroligt smukt land med en enestående natur. Forrevne bjerge og klipper, hvor man ville have forsvoret at der kunne bo mennesker. Store skove og skovklædte bjergsider. Og så hist og her et hus eller en landsby. Og nede i dalens dyb ved floden en noget større by. Landets mange floder var det, allerede den oprindelige befolkning i landet tænkte på, da de gav landet navnet Bosna – ”Vande der strømmer”. 

Derfor er det igen broerne, der bliver ”hovedperson” i vores rejse. Denne gang broen i Visegrad over floden Drina. Berømt efter den jugoslaviske nobelpristager Ivo Andrics bog ”Broen over Drina” om flere generationers skæbne på begge sider af vandet og på selve broen. Et drama om kærlighed, elskov og død. Vore dages historie om broen over Drina handler også om død. Her myrdede serbiske nationalister under krigen om Bosnien flere hundrede mennesker med skydevåben og knive. Broen over Drina på dette sted har været ødelagt 6 gange gennem historien på grund af sin placering, bl.a. i 1914 og 1943, men under krigene i halvfemserne forblev den intakt og vidner om de voldsomme og tragiske begivenheder i dette blandede område. 

I Visegrad finder vi også et mindested, der skal fortælle omverdenen om serbernes sejre og overlegenhed i området, hvor der trods etnisk udrensning stadig bor mange kroater og muslimer. Det er et monumentalt område bygget på en lille holm i floden, og det indeholder både en lille gade med cafeer og souvenirkiosker, en biograf, hvor de spiller patriotiske film, og en kongressal. Alt er nypudset og næsten klinisk rent, og på en væg ses et stort maleri, der understreger de serbiske sejre i Bosnien. Det forestiller med studenten og morderen Gavrilo Princip forrest, de sammensvorne bag mordet på tronfølgerparret i Sarajevo i 1914. Dette er sandelig serbisk område.

Også i Mostar spiller en bro en vigtig rolle. Den ikoniske højbro oprindelig bygget i 1566. Broen spillede i århundreder en vigtig rolle som forbindelse til orienten og fyrster og ejeren benyttede den som toldsted, hvor købmænd, der skulle over floden, betalte dyrt for at passere. På visse tidspunkter ejedes broen, der stadig forbinder det muslimske område med omverdenen af herremænd, der tjente formuer på passagerne.
Broen der blev berømt på grund af sin højde over vandet, er i vor tid en yndet legeplads for unge mænd, der springer i vandet efter penge, som turister kaster ned. Men broen, der havde stået i godt 400 år, blev ødelagt af en af de mange granater, som kroatiske separatister dængede ned over byen i 1993. Nu er broen rejst igen i den oprindelige stil, som fik den på listen over UNESCOs verdensarv. 

Men et besøg i Bosnien-Hercegovina kan ikke være uden stedet for et af de mest tragiske folkemord i nyere europæisk historie. Serbiske militsers mord på mere end 8.300 drenge og mænd i Srebrenica i juli 1995.

 

Derfor kører vi ud til mindelunden med gravene for de myrdede. Lange rækker af hvide stenstøtter virker ekstra stærkt i skumringstimen. Foran de etablerede grave er der løs jord efter nye grave, og befolkningen i området leder stadig efter massegrave, for der er endnu mange savnede.

Her møder vi enken Hiba Ramicis, der er leder af organisationen Zelepodrina – Kvinder fra Drina-regionen. I et stilfærdigt tonefald står den værdige kvinde klædt i sort under en stor baldakin og fortæller os gennem tolk, hvad dette sted betyder for hende og om de etniske udrensninger, der kom forud for belejringen og myrderierne i højderne på vejene ud af byen. Hendes historie er ikke anderledes end de mange andre i mønsteret omkring den etniske udrensning, der skulle danne grundlag for et nyt, ”rent” Storserbien.
Hun boede i en naboby til Srebrenica. Hendes mand, der var ansat i politiet, blev en dag arresteret af en kollega, og hun så ham aldrig igen.  Så begyndte nogle mænd fra landsbyen at brænde bosniakkernes huse ned. De gik fra hus til hus og konstaterede, hvem der boede der, hvorefter de satte ild til huse, som tilhørte uønskede, somme tider med beboerne i. Hendes far blev truffet hjemme af en mand, han kendte. Manden tillod faderen at skjule sig for morderne. Hun ved ikke hvorfor, for manden gik sammen med sine kammerater videre til næste hus og brændte det ned med beboere.
Til sidst flygtede hun og en gruppe kvinder op i skoven, hvor hendes spædbarn døde. De gik tilbage til landsbyen for at begrave barnet, men natten efter fandt de graven åben og barneliget væk, og de hørte, at terroristerne havde ledt efter guld, fordi der gik et rygte om, at muslimer havde for vane at grave deres guld ned. Kvinden har også mistet sin søn i myrderierne, og hans lig er fundet, og hun besøger ofte hans grav i mindelunden. Liget af hendes mand er endnu ikke fundet, men hun møder ofte den kollega, der arresterede ham. Han er nu en fremtrædende politiker i området, men hun håber, han en dag vil komme for retten…Før vi tager afsked med Hiba Ramicis beklager hun, at vi ikke har tid til at besøge hende, for hun ville gerne have serveret kaffe. I stedet har hun taget hjemmelavet æblemost med til os som et tegn på den gæstfrihed, som er så naturlig på disse kanter.

Efter enkens beretning er det svært for selskabet at forestille sig en fremtid i dette land, hvor samfundet er korrupt, og befolkningen hele tiden løber ind i deres familiers banemænd, der går frit omkring. Der kommer dog en smule optimisme fra den honorære danske konsul i Sarajevo, Mirza Durmisevic, som er født i Sarajevo og var 13-14 år, da han kom til Danmark. Efter en tid som flygtning i Jelling, en uddannelse på universitet i Danmark og flere års ansættelse hos Novo, valgte han at vende tilbage til Bosnien for at åbne en forretning for hospitalsudstyr. Han er nu gift her og har en datter. Også hans far er tilbage i Sarajevo.
”Der kommer mange unge bosniakker tilbage i disse år. Jeg savner, at de tager nogle initiativer og ideer med sig, men de er unge, og vil på længere sigt kunne erstatte den gamle garde af politikere, der lever efter princippet politik er lig med magt, er lig med penge. Hvis Bosnien-Hercegovina i løbet af kort tid kan komme ind i EU vil det også hjælpe.”
”Jeg har et godt liv her. Hvis vi kan overbevise de unge om, at de også kan få det godt, skal vi nok overleve”, siger Mirza Durmisevic. 

Det regner søndag formiddag, da vi skal til at tage afsked med Sarajevo. En sidste vandring imellem handelsboder og små restauranter, en sidste kop tyrkisk kaffe (husk ikke at røre for meget rundt) og en snak med de andre rejsedeltagere afslører, at det har været en rejse fuld af oplevelser og ny viden. 

Et godt eksempel på de modstridende følelser, der besjæler det pressede Bosniens indbyggere får en af rejsedeltagerne i paskontrollen i den diminutive internationale Tuzla Airport. Den sædvanlige noget bistre politimand kigger på hendes pas og konstaterer, at hun er turist. ”Hvad synes De om Bosnien?” siger han på formfuldendt engelsk, hvorefter han selv kaster sig ud i en beklagelse over den måde, samfundet kører på, arbejdsløsheden og de unges håbløse situation.
”Men landet,” siger vores rejsedeltager, ”Det er noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set”, hvorpå betjenten lyser op i et stort smil, takker hende mange gange og siger: ”Det skal også nok gå alt sammen.” Et stempel i passet og farvel til Bosnien.                                        Ref: Peter Hertz