Puk Damsgård på talerstolen – en lille spirrevip med stort format – fortalte om sin seneste bog: ”Hvor solen græder”. Den udsprang af hendes møde med en sofistikeret dulle i Syrien – en pige med røde negle, nedringet bluse, tatoverede øjenbryn, god uddannelse og fast stilling i en bank. Hvad får sådan en kvinde til at tilslutte sig revolutionen og gifte sig med en oprører/våbensmugler?
Til venstre: Puk Damsgård er netop flygtet fra et bombeangreb og sidder nu og samler sig efter oplevelsen.
Til højre: Puk lever tit under meget pritimitive forhold, når hun er i felten – her har hun indrettet ”kontor” på en sofa i et privat hjem med sin computer.
Puk følger kvinden, bor hos hende og ser hendes deroute fra det pæne borgerskab og den civiliserede tilværelse til det værste mareridt med blodbad. Kvinden kaldes Nour, men navnet er opdigtet for aht. hendes sikkerhed er hun anonym. Derfor er hun hovedperson i en bog, for som anonym kan hun jo ikke filmes til TV. Det samme gælder oprøreren ”Mohannad” og efterretningsofficeren ”Jihad”.
Med udgangspunkt i bogen fortalte Puk om sine 12 illegale besøg i Syrien. “Jeg er blevet sejlet over en å i en balje, har krøbet under pigtråd for at komme ind osv. Jeg kan være rædselsslagen, men det dør man jo ikke af, og dét, jeg tænder på som korrespondent, er ikke krudt og kugler, men livet, der leves på trods af forholdene”.
Når jeg kommer ind med oprørernes hjælp, er jeg afhængig af dem, og det betyder, at mine journalistiske dyder bliver stærkt udfordrede. Det er tragisk for os, at vi ikke kan komme ind alle vegne – det betyder også, at vi ikke rapporterer godt nok om IS.
Ofte bor jeg i private hjem, hvor kartofler på hylderne blander sig med håndgranater, og selvfølgelig er jeg bange, fx for kidnapning. Hvis det skulle ske, er der en plan. Og jeg får hjælp af en psykolog til at blive debriefet, og så har jeg jo min flymekanikermand at komme hjem til i Cairo!
Hvis dét, jeg oplever, ikke påvirkede mig, skulle jeg ikke være i jobbet mere. I Syrien-krigen er der nu 200.000 dræbte, og der er sårede og syge, som ikke kan komme i behanding, fordi hospitalerne er væk.
Hvor konflikten ender, tør jeg ikke spå om. Mennesket er et forfærdeligt brutalt væsen, og i Syrien skal hele systemet væk, så der kan skabes et ægte demokratisk grundlag. Måske bliver det ikke i vores tid. Men der er mange dejlige steder i Mellemøsten. Lige nu afholder mange sig fra at rejse dertil. Det er jeg lodret uenig i. Jeg selv har ikke planer om at flytte, for dét at være bindeled og kulturformidler mellem vore to verdener betyder noget for mig, og det er den del af arbejdet, jeg nyder allermest.
Martin Kjær Jensen foran den artikel i B.T., som gav ham den nødvendige nærkontakt og tillid fra Akkari til at skrive ”Min afsked med islamismen”.
Martin Kjær Jensen fortalte en historie, der på mange måder var en forlængelse af Puk Damsgårds – en beretning om Akkari, der som 14-årig eksemplarisk dansk dreng blev ”forført” af islamismen i en grad, så han som imam var med til at sætte den halve verden i brand pga. Muhammed-tegningerne. Senere angrede Akkari, og han går bodsgang i Martins bog ”Min afsked med islamismen”, skrevet på grundlag af utallige timers interviews.
Det begyndte med en artikel i B.T., hvor Martin dengang var (nu er han dokumentarfilmproducent). Efterfølgende udvekslede Akkari og Martin mails i 1½ år, hvor Akkari fik tillid til journalisten og sagde ja til at mødes med ham. I den mellemliggende tid havde Akkari rejst Danmark rundt og holdt foredrag, endda i moskeer, om hvorfor han havde mistet troen og nu tog kraftig afstand fra islamismen – eksempel på en avisoverskrift: ”Nu forstår jeg Pia” (Kjærsgaard)
Akkari fik dødstrusler, kom under PET’s beskyttelse og måtte skifte adresse hver anden uge, gøre sig ukendelig med solbriller osv. Martin Kjær Jensen aftalte med ham at skrive en bog på den betingelse, at alt skulle frem og ingen skånes. Afsløringerne i bogen er alarmerende, lige fra friskolernes og de arabiske foreningers svindel med tilsyn og offentlige midler til indoktrineringen, ikke mindst af de unge. Løgn-løgn-løgn ser ud til at være en særlig kvalifikation, og alt hos islamisterne kan undskyldes med kampen mod os, de vantro. Som eksempel nævnte Martin, at en arabisk volleyballklub fik offentlige tilskud – selv om et tilsyn ville afsløre, at foreningen måtte dække over noget helt andet, for i træningslokalet var højden kun 2 meter og 10 centimeter! Medlemslister, som udløser offentlige tilskud, blev påført falske navne for at pumpe medlemstallet op og opnå større tilskud. Men Martin Kjær Jensen understregede, at beskrivelsen i bogen selvfølgelig ikke gælder alle muslimer.
Kan man stole på, hvad Akkari nu siger? – og kunne man forestille sig, at han igen vender på en tallerken og indtager islam-synspunkter? Martin Kjær Jensen svarede, at han havde tjekket Akkaris oplysninger helt ned i detaljen, fx når han fortalte om hvordan lysekronerne og stolene i et rum så ud. Det passede! Og det er usandsynligt, at han vender tilbage til islamismen. Hans baggrund for bogen er jo, at han fortryder Muhammed-krisen, og at han synes, han skylder Danmark og især de unge noget andet end dét, han har stået for.
Faktisk har bogen kostet Akkari næsten alt. Han har mistet job i Mellemøsten og muligheden for at se sine børn dér. Han har ikke kunnet få en stilling i Danmark og er nu i Grønland som lærer. Hans indtægt på bogen er kun 30.000 kr. Den blev trykt i et førsteoplag på 3.000 og er siden kun genoptrykt i 1.500 eks., så en stor bestseller er det ikke, selv om den har været højt oppe på avisernes bestsellerlister og blev omtalt meget i både trykte og elektroniske medier. Måske nåede folk et mætningspunkt med Akkari, før de fik købt bogen! siger Martin Kjær Jensen. Forlaget har forsøgt at sælge den til udlandet, men forgæves, og bogen er ganske vist omtalt nogle steder i arabiske medier, men ikke oversat til salg.
Martin Kjær Jensen sluttede med at fortælle om Politikens forståelse for oprøret blandt islamisterne efter Muhammed-krisen. De udnyttede avisen groft og havde hemmelig kontakt med den om en løsning på krisen, og de har efterfølgende kaldt Politiken for ”nyttige idioter” til fordel for deres sag!
Måske kommer der en opfølgning på bogen. Martin Kjær Jensen arbejder nu med temaet i en dokumentarfilm. BEJ
.