TALEBAN OG ”DEN VARME DYNE”
Over 60 veteraner var sammen med TV2´s korrespondent Simi Jan til te med Taleban, da den traditionelle ”Bogcafé” løb af stabelen onsdag den 20. marts 2013.
Simi Jan fortalte forrygende om sine oplevelser i Afghanistan og sine kontakter og interviews med talebankrigere, som hun kun ønskede at møde på ”neutral” grund og ikke i deres territorium, hvor hun risikerede at blive kidnappet. De ville gerne tale med ”hende den varme dyne”, og hun var tæt på at blive kone nr. to til den grønøjede mullah. Hun modstod fristelsen, men fik nogle gode historier – også fordi hun har lært sig at tale deres lokale sprog og ikke skulle bruge tolk.
Hendes bog ”Til te med Taleban” er baseret på hendes oplevelser i de fem år, hun boede i Pakistan og Afghanistan. Hun startede med at skrive den i et hundekoldt Kabul sidste vinter. Simi Jan foretrak at gå direkte til Taleban for at få deres version af historien. NATO-styrkerne, også de danske, bliver opfattet som en besættelsesmagt, der skal bekæmpes. Den internationale styrke vil de gerne af med.
Til gengæld er der mange kvinder, som frygter, hvad der vil ske i 2014, når soldaterne forlader landet. Kvinderne har i dag fået mulighed for at deltage i det offentlige liv og få en uddannelse. Men for nogle, bl.a. kvindelige politikere, er det med livet som indsats, fortalte Simi Jan. Det er barske udsigter i Afghanistan.
”MEN VI BLEV ONDE”
Olav Hergel fra Poliken fortalte om tilblivelsen af sin bog ”Men vi blev onde” – om bandelederen Sleimanns liv. Det havde ikke været nogen nem proces at få ham til at fortælle om sine meritter, og skrivningen stoppede flere gange. Pludselig ville Sleiman ikke snakke med Olav Hergel, og de måtte en tur på forlaget for at skrive en kontrakt. Sleiman mente, at han skulle have penge for sin medvirken, men det ville forfatteren ikke være med til. Men hvis bogen bliver solgt i mere end 10.000 eksemplarer, deler de overskuddet.
Sleiman, der er palæstinenser, havde en frygtelig barndom. Først i en flygtningelejr, der blev bombet af israelerne, og senere, da familien var kommet til Danmark, var der vold i hjemmet. Faderen forsøgte at myrde moderen, som dog overlevede. Det førte efterhånden Sleiman over i bandemiljøet i Askerød i Hundige, et voldeligt og råt miljø.
På et tidspunkt var det svært for Olav Hergel: ”Nu kan jeg ikke lide bogen mere”. Det var kun vold og værre og værre ting. Der var ingen forsonende elementer. Sleiman blev bl.a. skudt på fire gange. Olav Hergel mener, at Sleiman er ude af kriminalitet i dag, men det er ikke helt sikkert.
”KAMMERHERRENS NYE KLÆDER”
Hanne Sindbæk fortalte om ”Kammerherrens nye klæder”, bogen om Fritz Schur, som hun har skrevet sammen med Niels Sandøe og Thomas G. Svaneborg fra Jyllands-Posten. ”Der er tale om en mand, der lyver”, fastslog Hanne Sindbæk i sin karakteristik af Schur. ”Han pynter sig med lånte fjer og puster sig op, og det er lykkedes ham at blive formand for DONG og SAS. Han har også samlet penge ind til Venstre gennem den liberale erhvervsklub. På Esplanaden ligger hans hovedsæde, Schur Gruppen, en grossistvirksomhed med speciale i køkkenruller og toiletpapir. Der er 35 medarbejdere i gruppen.
Hanne Sindbæk havde interviewet Schur i fire timer hjemme på hans slot, og hun havde aldrig oplevet noget lignende. Han har arrangeret sig som en prins med kammertjener og to livvagter, der følger ham overalt. Schur ynder at sammenligne sin virksomhed med A.P. Møller-Mærsk, bl.a. at hans familie havde et 160 år gammelt logo, der med sine syv små bier mindede om Mærsks syvtakkede stjerne – én for hver arbejdsdag. Det viste sig dog, at det gamle logo havde ni bier og ikke syv, så den sammenligning haltede noget. Men begge foretagender har adresse på Esplanaden.
Schur blev ven med kongehuset og på rekordtid – 10 år – blev han udnævnt til kammerherre på prins Henriks fødselsdag. Hanne Sindbæk havde migræne efter det lange interview, og hun undrede sig over, hvordan Fritz Schur var blevet formand for de to store statslige selskaber.
”POLITIK DER FORANDREDE DANMARK”
Kaare R. Skou, der er et omvandrende politisk leksikon, fortalte om sin bog ”Politik der forandrede Danmark”. Han gik uden om det politiske magtspil, men satte fokus på det daglige politiske lovgivningsarbejde i bogen. I 1848 satte den grundlovgivende forsamling sig til at skrive en grundlov, men politikerne havde mere fokus på en lov om almindelig værnepligt, som betød, at de unge fra byerne skulle være soldater ligesom bønderkarlene. Det var Bondevennerne/Venstre, der kæmpede for værnepligten dengang, og det gør de også i dag. Venstre holder fast i værnepligten, som de ser som symbol på demokratiet, fastslog Kaare R. Skou.
Jernbaneloven fastsatte, hvor sporene skulle ligge. Her stødte politikerne sammen. De Nationalliberale ville have en jernbane på tværs af landet, mens bønderne ville have en nord-syd-bane i Jylland, som skulle følge hærvejen. Det handlede for dem om eksport at stude til Tyskland, men der boede til gengæld ingen mennesker på dén strækning. Jernbanen kom i vidt omfang til at knytte kystbyerne sammen – fiskerbanen, som den blev kaldt. Hæren var ligeglad, blot Fredericia blev et knudepunkt.
Kaare R. Skou kom med mange eksempler, men vi kan slå fast, at siden 1972 har økonomi været det dominerende politiske emne, og han sluttede med et citat af Svend Auken: ”Det ender med, at finansloven skal sendes til godkendelse i EF ( EU )”. Det var dengang, Auken var modstander af EF.
Det blev en eftermiddag med spændende indlæg og stor spørgelyst, inden vi drog ud i snevejret igen.
Niels Bjørn Hansen