En busfuld veldisciplinerede journalist-veteraner indtog den 13. november 2011 Berlin og Alexanderplatz, da de ankom i bus fra København for at opleve Nordeuropas Paris i fire dage.
Hotel Park In, der var indlogeringssted for gruppen, var på et par måder en overraskelse. Højhuset blev bygget som Hotel Forum i DDR-tiden, men er flere gange blevet renoveret, senest kort før gruppens ankomst. Og her kom den første overraskelse: værelserne har nemlig for at spare plads, fået badeværelser helt ind i stuen kun skærmet af en væg med mat glas. Toilettet er bygget op med væg i samme materiale, men kun én glasdør til låns mellem bad og toilet. Meget moderne, men absolut kun egnet til deling mellem to personer, der kender hinanden virkelig godt. Blot til orientering for fremtidige Berlin-rejsende.
Udflugten til Berlin bød på middag i fjernsynstårnets drejende restaurant første aften, Berlin-rundtur i bus og efterfølgende lunch i restaurant Käfer på toppen af rigsdagsbygningen. Når man booker til restauranten, som i øvrigt er lækkert indrettet, får man samtidig adgang til “sneglen” rundt i kuplen, og det var endnu en mulighed for udsigt i det fine, klare vejr. Vejret var i øvrigt med gruppen på hele turen, når der var brug for det, også i Parken i Potsdam, hvor frokosten blev indtaget i de fine sale i Cecilienhof med senere mulighed for at spadsere i parken.
Gruppen var også i det nordiske ambassadekompleks, hvor der blev lejlighed til at møde ambassadør Per Poulsen Hansen og kulturatache Per Erik Weng. Sidstnævnte fortalte bl.a. om det hæsblæsende program, han har i Tyskland for det næste halvår, hvor Danmark er formand for EU. Og der blev tid til et smut i operaen til forestillingen “Candide”, der vist overraskede alle med sin kvalitet i musik, sang og scenografi.
Alt i alt en tur, der nok har udmattet selv den sejeste veteran.