Vi kom vidt omkring i den dystre verden, som Bent Isager-Nielsen, tidligere drabschef og chef for Rejseholdet, har haft sit lange virke i. Over 40 år i politiet har givet mange erfaringer og oplevelser, som han fortalte underholdende om.
Flere elementer, der er kommet til i den senere tid, blev omtalt. Bl.a. fænomenet True Crime, altså den stigende brug af virkelige hændelser, som skildres i tv-programmer og artikler og som Bent Isager selv har taget aktiv del i. Hans erfaring er, at forbrydelserne behandles sobert og fremmer forståelsen af såvel grunden til forbrydelsen, dels af politiets arbejde.
Et andet nyt fænomen er anvendelsen af DNA, ikke bare fra den enkeltes DNA men også muligheden for at spore forbrydere ved hjælp af familierelationer, en metode, som har bidraget til opklaringen af forbrydelser, som måske har fundet sted for lang tid siden.
Bent Isager svarede på mange spørgsmål fra en yderst spørgelysten forsamling. Bl.a. fortalte han, at han havde yderst gode erfaringer med samarbejde med pressen, som han syntes behandlede kriminalstoffet sobert og redeligt.
Og, sagde han – selvom kriminalstoffet ofte fylder meget i medierne og måske efterlader et indtryk af et voldsomt omfang af drab og anden personfarlig kriminalitet, skal man bemærke, at Danmark er et af de mest trygge samfund. Så bevæg jer generelt roligt ud i livet.
(Tekst: Erik Schnettler, foto: Henrik Lüthcke)