Kontant redaktør med succes

Morten Pedersen, chefredaktør på BT 1966-1979, var en kontant bladskrædder. Han havde ingen skuffer i sit skrivebord, for alle sager på papir blev afgjort på sekunder, og når medarbejderne kom til ham, blev spørgsmål og svar udvekslet, mens de stod i døren. Kritik af dagens avis bestod i, at han rev sider ud og lagde dem i redaktionschefernes ”dueslag” med påskrifter som: ”Sikke noget vrøvl”, ”Drop den sag – den er håbløs” – eller: ”Vanvittigt nonsens”.
Hans breve til journalisterne var også korte og klare. ”Sov godt!” stod der på et A4-ark til en journalist, som længe ikke havde produceret større ting. Andre fik hilsener som: ”Er du her endnu?” eller ”Rejser du snart?”. En medarbejder, der fik et tilbud fra Ekstra Bladet, fortalte ham det i håb om lønforhøjelse, men fik i stedet en fremstrakt hånd med ordene: ”Tillykke og hav det godt!”. Hun gik grædende tilbage og fik kun med tillidsmandens hjælp lov til at blive på BT.
Morten Pedersen havde succes som bladmand. I hans tid havde BT oplag på over 200.000 eks. på hverdage og vandt den evige kamp over Ekstra Bladet.
(Kilde: ”Historien om en avis”)

En sand historie – eller det der ligner?

Børge Munk Jensen var i årtier legendarisk sportsredaktør på BT. Under OL i Melbourne i 1956 blev han efter nogle dage uden større nyheder rykket for en forsidehistorie og leverede omgående denne: ”Paul Elvstrøm nær ædt af haj”. Da chefredaktør Ralf Buch i telefonen forsigtigt spurgte, om historien nu holdt 100%, lød svaret: ”Paul Elvstrøm er sgu ligeglad, og hajen hører vi med garanti aldrig fra!”.
Børge Munk Jensen arbejdede for BT og senere Berlingske i over 50 år og blev i 2001 hædret med en æresmedalje fra the International Society of Sports Psychology.
(Kilde: ”Historien om en avis”)

Sådan får man en solohistorie

I 1977 var en dansk pige blandt gidslerne i et kapret Lufthansa-fly i Mogadishu, og dén historie var en af BT’s hårdtslående journalister, Indius Pedersen, sendt af sted for at dække. Han fik et hjertegribende interview med moderen og meddelte redaktionen i København, at det var en solohistorie.
”Er du nu sikker på, at moderen ikke også snakker med Ekstra Bladet?”, spurgte nyhedschefen, og Indius Pedersen svarede:
”Ja helt sikker, for da moderen fortalte mig, at hun ikke kunne sove på grund af nerver og spænding, forærede jeg hende et par af mine gode sovepiller. Så hun vågner med garanti ikke før i morgen!” – og sandt nok: BT havde historien solo.
(Kilde: ”Historien om en avis”)

Opskriften på en spiseseddel

Niels Heie, forsker på Den grafiske Højskole, beskrev i 2003 kunsten at skrive en spiseseddel, så den får folk til at købe avisen:
”En spiseseddel er en bouillonterning, der ved hjælp af et enkelt foto og lige så mange ord, som der er fingre på en snedkerhånd, afgiver så meget stof til fantasien, at læserne spørger sig selv, om den postulerede  nyhed er så interessant, at det er værd at købe hele avisen”.
Det blev på BT udtrykt i en tommelfingerregel til nye journalister: ”Hvis ikke du kan fortælle essensen i din historie med fire korte ord, så er den sikkert alt for kedelig og ikke noget, vi skal trætte læserne med”. Eksempler: ”Thorning snød i skat” og ”Nu vil Margrethe skilles” – ultrakorte budskaber, som kan læses på avisstativerne fra flere meters afstand, selv når man cykler forbi.
(Kilde: ”Historien om en avis”)

En chefredaktør i øjenhøjde med sine medarbejdere

Carl Th. Jensen er den længst regerende chefredaktør på BT. Han var chef i to perioder, først fra 1926 til 1937 og så igen fra 1955 til 1962. Carl Th. Jensen var kendt som en meget bestemt mand, der klart markerede, at der er forskel på en chefredaktør og en gemen journalist. Men han havde et stort problem, og det var hans lille højde. Kun journalist Arne ”Myggen” Hansen var mindre (1 centimeter!) og var måske derfor Carl Th. Jensens yndling. For ikke at blive set ned på af bladets journalister, når de kom på hans kontor, fik Carl Th. Jensen savet noget af stolebenene. Så kom gæsterne ved hans skrivebord til at sidde i passende øjenhøjde med den store chef, skriver Bjørn Westergaard i ”Historien om en avis” og tilføjer, at det måske også var dét trick, der sikrede Carl Th. Jensen så mange år som bladets øverste chef!

Redaktionsmøde med skudklar riffel

Terkel M. Terkelsen var medlem af Det danske Råd i London under 2. verdenskrig og kommentator i BBC’s danske afdeling. Det skrev han læseværdige bøger om, bl.a. “Særmelding fra London”. Efter krigen var han i en periode øverste chef for Berlingskes redaktion. Men efterhånden satte rutinen ind, og mere og mere blev overladt til næste lag i chefpyramiden, Niels Nørlund og Aage Deleuran. Under et lørdagsmøde i lederkollegiet var hans tanker helt klart andetsteds. Eftermiddagen bød åbenbart på en jagtudflugt, og under mødet rejste han sig fra sit pompøse skrivebord og fremdrog fra et skab sin jagtriffel, som han begyndte at pudse. Niels Nørlund var dén, der først genvandt fatningen: “Jamen, redaktør Terkelsen, vi har da ikke gjort Dem noget!”.

En anden anekdote fra samme bladhus gælder Svend Aage Lund, der ligeledes i en periode var øverste bladchef. Hans ry var blakket, fordi han havde været medstifter under besættelsen af Dansk-Tysk forening. Men det valgte Huset at leve med. Som bladleder var han effektiv, skønt han af uddannelse var ingeniør og havde indledt sin karriere i Industrirådet. Men sprogligt var han ingen ørn. Det beviste han i en af sine taler ved avisens årlige fødselsdagssammenkomst i Palmehaven på Hotel d`Angleterre. Slutordene på peptalen var: “Bid tænderne sammen og smil!”.
(Kilde: Victor Andersen)

De første nyheder på tryk

• De gamle grækere opslog nyheder på deres talerstole.
• De gamle romere smurte en træplade med gips, som de skrev nyhederne på.
• Den første egentlige avis – verdens ældste – menes at være udgivet i Kina omkring år 700. Den blev trykt på udskårne træplader, og nyhederne var kejserlige efterretninger.

I Europa var de første nyhedsbreve håndskrevne og kun velhavere havde råd til at købe dem, men da Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten omkring 1450 opstod muligheden for billigere produktion og større oplag, og inden århundredets slutning vandrede bogtrykkere, næsten som naverhåndværkerne, fra sted til sted med deres trykudstyr for at udgive ”flyveblade”. Det ældst kendte er fra 1493 om Columbus’ opdagelse af Amerika.
Postmestre gjorde det til en bibeskæftigelse at udgive nyheder. De åbnede simpelt hen folks breve og stjal nyhederne derfra!
I 1563 under krigen mod Tyrkiet kunne man hver dag i Venedig købe de trykte nyheder for en Gazetta – det er på den måde, betegnelsen for en italiensk avis skal være opstået.
Men først da postvæsenet blev ordentligt organiseret fra slutningen af 1500-tallet opstod muligheden for at få en avis ud til abonnenterne hver dag, så der gik altså ca. 150 år fra Gutenbergs opfindelse til den daglige avis – den ældste regnes for at være ”Strassburger Zeitung” fra 1609 (billedet – det er i hvert fald den ældst opbevarede)
Ifølge Wikipedia går avisens historie i Danmark tilbage til 1634, hvor det første privilegium blev udstedt, og avisen var på tysk. Den ældst bevarede avis på dansk er fra 1657 og hed ”Ny Affvjser”. Den blev udgivet af bogtrykker Peder Morsing. Ved hans død overgik avisen til enken og herefter til Henrik Gøde, der omdøbte avisen til ”Europäische wochentliche Zeitung”.

Den længstlevende danske avis er Berlingske Tidende fra 1749. Avisen kom to gange om ugen og fra 1841 dagligt.
(Kilder: ”Avisen” af H.R. Brøcker og Wikipedia)

Hvorfor siger vi ”Tante Berling”?

De fleste tror vistnok, at skældsordet/kælenavnet ”Tante Berling” bliver brugt, fordi Berlingske (Tidende) er for pæn, jomfruelig og tantet. Og det er nok også rigtigt. Men der er faktisk en god forklaring mere, nemlig at Elisabeth Berling og Anna Maria Berling udgjorde avisens ledelse i en snes år fra omkring 1780.
T. Vogel-Jørgensen skriver i ”Berlingske Tidende gennem to Hundrede Aar”:
”Det er ikke lykkedes at konstatere, om den gamle betegnelse Tante Berling stammer fra dette tidsrum. Betegnelsen er ofte spøgefuldt af andre blade, ikke sjældent med et anstrøg af malice, brugt om det privelegerede og siden officielle blad, der holdt mere på formen end de øvrige blade gjorde. Men givet er det i alle fald, at formen Tante Berling forekom i datiden.
I samlingen ’Glædesvers’, som stammer fra familiebegivenheder i den berlingske slægt, findes også hyldestvers til de to damer, som nu ejede bladet, og når deres nevøer eller niecer i sangene henvendte ordet til dem, brugte de underiden formen Tante Berling. Det synes en nærliggende formodning, at udtrykket fra familiekredsen kan have bredt sig til offentligheden”.
En helt anden forklaring kan være, at inspirationen kommer fra udlandet, fx blev Vossische Zeitung kaldt Tante Voss, og Altonaischer Mercur blev kaldt Tante Mercur.

 

 

 

 

 

 

 

 

Sådan så facaden ud på Berlingske i Pilestræde  i 1765. Dengang var husnummeret 93, senere blev gadenumrene i Købmagergade-kvarteret revideret, og Berlingske fik sin nu så kendte adresse: Pilestræde 34.
Tegningen t.h. er gårdens indre i 1765. I sidebygningen var der ølbryggeri, og da Berlingerne holdt op med at brygge, blev der indrettet redaktionslokaler og administrationskontorer. I mellembygningen i baggrunden var der trykkeri.

 

 

Telefon på Berlingske Tidende – og rørpost!

Telefonen blev opfundet i 1860 af italieneren Antonio Meucci. Amerikaneren/skotten Alexander Bell byggede videre på den og demonstrerede sin opfindelse i 1876 i USA. 5 år senere kom telefonen til Danmark (den første telefoncentral med 22 abonnenter blev oprettet i 1881), og i 1882 holdt det første apparat sit indtog på Berlingske Tidende. Det fik nr. 358, så der var altså ikke mange at ringe rundt til. Der gik 15 år, før Berlingske fik endnu en telefon! I de 15 år var det ene apparat fælles for hele huset, altså både redaktion, sætteri, ekspedition og administration, så når der blev ringet, skulle medarbejdere somme tider hentes langvejs fra i en anden bygning.
Da telefon nr. 2 kom, blev den anbragt på redaktør Manicus’ kontor. Han tog den nødigt og betragtede den mest som en slags dørklokke, så når den ringede, gik han ud på gangen og meddelte: ”Det ringer stærkt på telefonen!” – i håb om, at en eller anden ville tage den.
Men Berlingske Tidende fik til gengæld tidligt rørpost – ganske vist i en Storm P.-version i 1890’erne. Redaktionen lå på 2. sal i forhuset og sætteriet i mellembygningen, så der var langt imellem dem. I bogen ”Berlingske Tidende gennem to Hundrede Aar” beskriver T. Vogel-Jørgensen opfindelsen sådan:
“Fra redaktion til sætteri etableredes en svævebane en miniature: En lille kobbercylinder, der kunne lukkes op, og hvori de sammenrullede manuskripter kunne placeres, var horisontalt fastgjort i en line. Ved hjælp af et håndsving kunne det i hast føre manuskripter tværs over gården til sætteriet og aftræk af satsen tilbage til redaktionen. Svævebanen forsvandt først, da den nye ejendom byggedes i 1929”.

2 dygtige journalister – og krukker!

To af de store i dansk presse er Jørgen Bast (1894-1965) og Andreas Vinding (1881-1950). De var ikke kendt for at sætte deres lys under en skæppe, og det blev der skrevet en satire over i bladudgivernes tidsskrift ”Dansk Presse”, som gengav en samtale imellem dem. Først sagde Vinding: ”Under George VI’s kroning i London stod jeg i øsende regn i 1. række. Da kongen fik øje på mig, lod han sin vogn standse og sagde: ’Sid ind, Andreas, der er ingen mening i, at du skal stå dér og blive våd’. Så var det Jørgen Basts tur: ”Da jeg i sin tid overværede det første møde mellem Stalin, Truman og Churchill, kom  jeg i snak med Stalin. Og netop som vi stod og sludrede om gamle dage i Kreml, hørte jeg Truman sige til Churchill: ’Hvem er det, Jørgen står og taler med?’

Da Bonne snød sig ind på Amalienborg

Johnny Bonne var pressefotograf på Ekstra Bladet hele sit voksne liv. Faktisk begyndte han sit virke som ”Blå dreng”, dvs. avisbud på Politiken i 1943. Hans kolleger beskyldte ham for at være doven: ”Bonne har to kongebegravelser på én film!”, hævdede de. Men selv om Bonne var selektiv mht. opgaver, var han først og fremmest en charmetrold, som med et forsorent smil klarede alle situationer. Efter en restaurering  af Amalienborg var der stor offentlig interesse om, hvordan de kongelige gemakker nu så ud. Der var adgang forbudt for pressen. Men ikke for Bonne. Han lånte noget håndværkertøj og spankulerede lige ind på kongeslottet med kameraet i værktøjskassen. Resultatet af ekspeditionen blev næste dag præsenteret i avisen som ”Margrethes uindviede soveværelse”… Forargelsen over den frække avis fik sine steder endnu et nøk opad. Det samme gjorde oplaget”, fortæller fhv. chefredaktør Bent Falbert i bogen ”Vidnerne. Historien. Dansk Pressefotografi i 100 år”.

”Øh, det må De meget undskylde”

“I dag skal, så vidt jeg forstår, de nye journalister uddannes på samlebånd, så de alle sammen skriver ens, har samme mening, får det samme i gage og går i strejke samtidig. Måske er det derfor, der ikke er brug for så mange provinsaviser mere. De skrev efterhånden det samme alle sammen og i samme sprog. Efter min mening svarer denne nye uddannelsesform til at lære at svømme ved hjælp af en bog. I min tid lærte vi at svømme ved at blive sendt på hovedet ud i bølgerne. Det, vi skrev, kom i mange tilfælde i avisen i nøjagtigt den form, vi havde skrevet det, enten fordi det blev anset for godt nok eller fordi redaktionssekretæren eller redaktøren ikke havde tid til at lege læremester. Når der var fejl i elevens reportage, fik han det som regel at vide, lige så snart avisen var udkommet. Den rasende foreningsformand var i telefonen med det samme: ”Hvad i syv… er det for noget forrykt sludder. Jeg sagde aldeles ikke, at vores kasserer havde drukket reservekapitalen op. Jeg sagde, han havde trukket retningslinjerne op!” – Øh, det må De meget undskylde …” – og så måtte redaktøren forhandle om et dementi.
(Arne ”Myggen” Hansen,1921-2005, i bogen ”… så vidt jeg husker”, Forlaget Centrum, 1982)

Paul Hammerichs dårlige smag?

”Som lærling i anmelderfaget blev jeg midt i 1950’erne sendt til min første danske film, en såkaldt harmløs farce med den uundgåelige Poul Reichhardt i hovedrollen”, skriver Paul Hammerich i sin ”Danmarkskrønike 1945-72” – og det var nærmest en katastrofe, at han skrev en positiv anmeldelse:

”Tilskuernes veltilpasse vibrationer forplantede sig i mit sind – det var egentlig en veldrejet og småskæg bagatel, hvilket jeg meddelte læserne. Den følgende dag følte jeg den kulturelle spedalskheds isolation på Politiken. Samtlige konkurrenter havde pandet filmen et godt stykke ned under den åndelige sygekassegrænse.
Det var en grim plet på bladets kritiske skjold,
og sagen var så alvorlig, at en opmand, chefredaktør Hakon Stephensen, måtte løse billet til 2-forestillingen for at kontrollere min ejendommelige reaktion. Resulatet blev et midertidigt berufsverbot og en sysselsætning med mindre væsentlige materier som amerikanske westerns og sporadiske TV-anmeldelser”.

Paul Hammerich kunne trøste sig med, at i hvert fald én fra kulturparnasset, Carl Th. Dreyer – en af de helt store i dansk film – var ret forsonlig:
”Vi skal ikke foragte de brede folkelige film, som jeg tror har en mission. De småfolk, som sidder i trange boliger, og som længes efter et solstrejf ind i sjælen, de kan måske leve på en sådan film i en hel uge. Herhjemme taler man hånligt om Morten Korch-film, men det skal man ikke gøre. De mennesker, der er fortrolige med den slags film, føler sig måske næste gang tiltrukket af film på et højere plan. Det ville være tåbeligt og arrogant kun at tænke på kunstfilm – så ville verden være kedelig at leve i!”

Sådan klarer man hurtigt et interview

På Nationaltidende i 1950’erne var Erik Bach en af de gode skribenter, men ikke af de flittigste, sagde kollegerne, og når de spillede familiemausel på redaktionen, var han ikke meget for at rykke ud. En dag bad redaktionssekretæren ham om at gå over på Hotel d’Angleterre og interviewe en af byens prominente gæster, den amerikanske tyggegummifabrikant Mr. Wrigley.
Interviewet forløb sådan:
Bach: – Mr. Wrigley, hvor anbringer De Deres tyggegummi, når De spiser?
Wrigley: – Hva’?
Bach: – Sætter De det fast under tallerkenen?
Wrigley: – Det var da et mærkeligt spørgsmål. Har De ikke andet at spørge om?
Bach: – Har De noget andet, jeg kan spørge om?
Wrigley: – De kunne f.eks. spørge, om der er udsigt til, at Danmark vil importere tyggegummi.
Bach: – Er der da det?
Wrigley: – Nej!
Bach: – Nå, men så er der vel ikke andet at tale om…
Derefter forlod vi hotellet og gik tilbage til bladet. Bach stak hovedet ind i redaktionssekretariatet og sagde: ”Han ville ikke sige noget”. Og gik derefter tilbage til kortspillet.

Erik Bach var indimellem grundigt træt af at blive kostet rundt til opgaver og bestemte sig for en fridag på arbejdet. Han foreslog en tur til Falster for at interviewe en videnskabsmand og sagde på redaktionen: ”Det kan ikke nytte noget at ringe til ham i forvejen. Så siger han bare nej. Vi må tage derned og prøve at overtale ham”. Sammen med pressefotografen (Arne “Myggen” Hansen, red.) kørte han så på en dejlig biltur gennem det skønne Danmark til Falster, nåede frem til eksperten og sagde til fotografen: ”Bare vent – jeg kommer om 1 minut”. Bach ringede på døren. Videnskabsmanden lukkede op.
– Goddag, sagde Bach, jeg er journalist. Vil De interviewes?
– Nej, sagde manden og lukkede døren.
– Det var dét, sagde Bach.
(Arne ”Myggen” Hansen,1921-2005, i bogen ”…så vidt jeg husker”, Forlaget Centrum, 1982)

 Da Politiken snød konkurrenterne for en forsidehistorie

“I 1952 havde Politiken en sensationel forsidehistorie: Der var fundet spor af olie i Danmark ved en boring i Sønderjylland. ”Nyheden var hjemme. Nu gjaldt det om at forsvare den. Det krævede kløgt, da provinsudgaven allerede var på Rådhuspladsen kl. 23.30. Og når Bladkompagniets vogne hentede de første sække, plejede chaufførerne at smide nogle endnu våde eksemplarer af de nye aviser ind på de andre bladredaktioner. Så havde konkurrenterne tid til at ”låne” de bedste historier til deres 2. udgave. Men den nat tålte Politiken ikke, at kolleger citerede bladet for oliesensationen. Derfor skrev, satte og prægede vi en hel snydeforside uden mindste oliespor. Den blev trykt i 100 eksemplarer og sendt med bladbilerne rundt til Berlingske, Nationaltidende og Social-Demokraten, alt imens avistoget kørte den rigtige forside ud over det sovende land. Herlige drengestreger på en tid, da ingen tvivlede på, at konkurrencementalitet var en dyd. Bedriften viste sig for resten at være en pseudobegivenhed, som kostede Politiken mange penge. I ugevis holdt man stædigt en reporter og en fotograf på borestedet for at forevige det aldrig indtrufne øjeblik, når olien sprang”.
(Paul Hammerich i danmarkskrøniken ”Fred og ingen farer”)

Redaktionschef – det hjalp på kassekreditten!

I 1959 offentliggjorde professor Kaare Svalastoga en liste over den sociale rangorden i Danmark. Paul Hammerich skriver i sin danmarkskrønike:

”Visse erhverv var lavt prioriteret på prestigelisten, f.eks. handelsrejsende, og så blev de i stillingsannoncerne kaldt salgskonsulenter, salgsingeniører, salgschefer eller topsælgere. Denne inflatoriske spekulation i honnette ambitioner gav komiske vibrationer i min branche, hvor enhver menig journalist efterhånden blev ophøjet til redaktør uden at redigere noget som helst. Følgevirkningen blev, at redaktørerne blev chefredaktører og de ledende redaktionssekretærer blev redaktionschefer. Da jeg selv blev forlenet med sidstnævnte titel (men fortsatte med samme dont som dagen før), mærkede jeg omgående snobberiets gavnlige effekt: Pludselig så min bankbestyrer positivt på oprettelsen af en kassekredit!”

Paul Hammerich fortæller om en anden snob-effekt:
”Jeg lånte engang min studenterhue til en fjern ven, der havde forladt Folkeskolen efter 7. klasse. Han skulle blaffe til Jylland, og statuskokarden gjorde det lettere at komme op at køre. Jeg så den aldrig mere. Formentlig sidder den hver december på hovedet af en juletræssælger. Så gør den da praktisk nytte på forfængelighedens marked”

Fyres – eller chefredaktør?

”Jeg stod under et hårdt tiltrængt brusebad efter en uge i bush’en i grænseområdet mellem det sydlige Sudan og Bokassas centralafrikanske republik.
– Telefon fra København, sagde damen – personlig samtale.
Det var Ejbye-Ernst, der meddelte, at mit afrikanske eventyr var slut, og at jeg skulle tage første maskine til København.
Hans forklaring forsvandt et eller andet sted undervejs mellem Rådhuspladsen og Bangui.
Selvfølgelig anede jeg årsagen til hjemkaldelsen. Når en chefredaktør ringer over 5.760 km for at fortælle en udenrigsreporter, at han skal pakke og komme hjem, så er det for at blive fyret.
Udenrigsreportere har altid dårlig samvittighed. De bruger mange penge sammenlignet med kommunale eller politiske reportere. De føler, at de drikker bladets beskedne overskud op, og de beklæder hidtil ukendte damers halvnøgne børn og fører udgiften på rejseregnskabet som pleje af vigtig kilde.
Udenrigsreportere ved inderst inde, at de burde fyres, fordi de har det for godt. De synes også altid, at de laver for lidt, og de kaster sig derfor ud i faretruende eventyr for at få bugt med deres dårlige samvittighed og eventuelt komme af med livet, om ikke for andet så for at komme chefredaktøren i forkøbet.
To dage efter stod jeg på Rådhuspladsen. To måneder senere var jeg ganske rigtigt ikke længere udenrigsreporter. Til gengæld var jeg chefredaktør.
Det har bl.a. den fordel, at man ikke behøver opsøge livsfarlige situationer på eksotiske steder. De opstår helt rutinemæssigt for éns næse midt på Rådhuspladsen…”
Herbert Pundik (chefredaktør på Politiken 1970-1993) i bogen ”100 publicister”

Forsvind – du får en masse for det!

En af provinspressens personligheder var J.P. Sundbo (1860-1928), hyrdedreng og landarbejder, senere højskolelærer og journalist og fra 1898 redaktør af den nyoprettede Vestjyllands Socialdemokrat i Esbjerg. Han var kendt for et iltert temperament og for sin kamp for den lille mands rettigheder og hadske angreb på borgerskab og kapitalisme.
Et af hans ofre blev tømmerhandlersønnen fra Ribe, købmand og skibsreder Ditlev Lauritzen. En  anekdote siger, at Sundbo en dag mødte Lauritzen i en af byens banker. Lauritzen rakte en meget stor sum penge over skranken til kassereren, hvortil Sundbo bemærkede: ”Det var en grumme masse penge”. Lauritzen svarede: ”Ja, og dem skal du få, hvis du vil rejse fra Esbjerg!”
Det blev Lauritzen, der rejste først. I 1914 flyttede han sin rederivirksomhed til København. Den dag i dag lever der folk i Esbjerg, der er fast overbevist om, at hvis ikke Sundbo havde jaget Lauritzen ud af Esbjerg, havde byen haft et stort skibsværft og en tørdok og søfartsmæssigt spillet den samme rolle i Danmark, som Bergen gør i Norge og Göteborg i Sverige.
Kilde: Bogen ”100 publicister”

Slut med Z

Kristian Rosted var fra 1912 en farverig redaktør af Møns Folkeblad, og det kunne også præge hans artikler, fx da han skrev om en fest for C. Th. Zahle, der som nyslået konseilspræsident var kommet til Stege for at lade sig fejre i sin valgkreds. Rosted gengav loyalt en række af hyldesttalerne, men da han syntes, at det kunne være nok, sluttede han brat:
”Her må vi desværre afbryde vort referat, da der ikke er flere Z’er i vor sættekasse!”.
Kilde: Bogen ”100 publicister”

Bevingede ord – inspireret af en fjerpen

Et af de mest kendte opslagsværker i Danmark er ”Bevingede ord” af T. Vogel-Jørgensen (1891-1972). Historien om værket begyndte en aften, da Vogel-Jørgensen som 11-årig faldt over udtrykket ”Vejet med en fjerpen”. Han spurgte sin far, hvad det  betød, og sammen slog de op i Arlauds samling af ”De i det danske Sprog hyppigst anvendte Citater”, men fandt det ikke, så først langt senere fik Vogel-Jørgensen besvaret sit spørgsmål og dermed viden om Ægyptens dødetro, om sjælen, der for Osiris domstol får vejet sit hjerte på en vægt med en fjerpen. Fra den dag samlede Vogel-Jørgensen på citater, og i 1940 udkom på Gads Forlag 10.600 ”Bevingede ord”, der siden er udkommet i mange udgaver og varianter (nogle af de bevingede ord er gengivet i ”Citater” her på Journalistveteranernes hjemmeside)
Vogel-Jørgensen blev uddannet som journalist hos sin far på Svendborg Amtstidende, senere blev han storreporter på Ekstra Bladet, forfatter til kriminalromaner og noveller, redaktør af ”Verden og Vi”, derefter Berlingske Tidende, Søndags-B.T., Berlingske Forlag – og som sidejob redaktør af fagbladet ”Journalisten” 1919-1921.
Vogel-Jørgensen er portrætteret i bogen ”100 publicister” af Nele Poul Sørensen. Hun slutter:
”Måske undrer det læseren, at denne en af dansk presse store og betydelige personligheder kun er omtalt som T. Vogel-Jørgensen. Til hans ikke så få idiosynkrasier hørte, at han uvist af hvilken grund afskyede sit fornavn. Det måtte aldrig nævnes, endsige bruges. Undskyld, Vogel, men et historisk værk kræver, at pesonalhistorikerens fornavn kommer med. Det var Thorkild – og det var slet ikke så galt”.

Redaktøren hængte sin søn ud i avisen

Knud Rée (1895-1972) var kendt for sin strenge retfærdighed som redaktør på ”Vestkysten”, fx fik journalisterne at vide, at politiske modstandere skulle have samme plads i referaterne fra et vælgermøde som de Venstre-folk, der var avisens grundlag.
Rées retfærdighedssans kom på en prøve, da ”Vestkysten” kørte en kampagne mod spritbilister. I strid med Det presseetiske Nævn skrev avisen navnene på bilister, der var taget for spirituskørsel, selv om de endnu ikke var dømt. Det skete under den faste rubrik ”Nattens spritbilister”. Det var med nogen ængstelse, en ung politireporter kom hjem fra politistationen med nattens liste, for blandt navnene var Knud Rées søn. Rée løb listen igennem uden at sige et ord, Men da manus blev rakt tilbage – og dermed godkendt – var der foretaget en enkelt rettelse: Sønnens navn stod nu øverst.

En anekdote om Rée fortæller i øvrigt, at da små bogstaver blev indført ved lov i retskrivningen i 1948, inviterede han en lektor fra København til at fortælle medarbejderne om det. Da lektoren havde brugt 5 minutter på de mange undtagelsesregler, afbrød Rée mødet med ordene:
”Det er for indviklet. Herefter skal kun Vorherre, Vestkysten og Venstre skrives med stort – og lad os så gå til bords!”

Sov bare videre…!

Otto Fog-Petersen var i årene 1950-1979 chef på Berlingske Aftenavis og kendt for ikke at kunne fordrage sløseri. Medarbejderne skulle være der – og til tiden! Men han havde samtidig en udviklet sans for menneskelig skrøbelighed. Medarbejderne skulle – selv om det var en aftenavis – møde meget tidligt, og da det ikke skete, ringede Fog hjem til en søvndrukken synder:
– Har De ikke et vækkeur?
– Jo.
– Hvilken tid har De sat det til at vække?
– Klokken 4.30.
– Hvorfor stod De så ikke op, da det ringede?
– Fordi jeg først kom hjem klokken 5.
– Det er i orden. Sov videre…!

Hvis Jesus kommer til Køge…

Kristian Svarre, redaktør af Østsjællands Folkeblad i Køge 1961-1968, var typografisk puritanist, så ingen artikel måtte have mere end en 2-spaltet overskrift (og helst en 1-spaltet på 14 punkt)
Det protesterede medarbejderne imod og spurgte:
”Jamen hvad nu, hvis Jesus kommer igen? Så må vi vel bruge større overskrifter?”
Kristian Svarres svar:
”Ja – hvis det bliver i Køge!”

Livet på Politiken – den rene elskov

I 1888 fejrede Politiken (grundlagt i 1884), at oplaget passerede 10.000 eksemplarer. Derfor skrev Henrik Cavling (1858-1934) nogle henførte ord om tilværelsen med ”den eneste ene”, bladet som han på det tidspunkt havde været ansat ved i 2 år:
”Hvad der skiller Politiken fra andre blade er den enkelte medarbejders ubegrænsede hengivenhed for det blad, han tjener. Politiken er for ham ikke et embede, hvori han skal slide sine timer for sit brød. Nej, Politiken er for ham som en elverpige, der lokker og ægger ham og antænder elskoven i hans bryst… hun fordrer hans hjerteblod, og han giver alt, som dén giver, der kun lever for én følelse. At tjene Politiken er en lidenskab…”

Duel på ord – og pistoler!

En teateranmeldelse i Politiken 5. februar 1900 førte til en duel på liv og død mellem kritikeren Edvard Brandes og kgl. skuespiller Robert Schyberg. Brandes skrev om Schyberg, at ”han havde den underligste, forsigtigste gang. Man tør ikke antyde, hvad man kom til at tænke på”.
Dagen efter passer skuespilleren Edvard Brandes op på Strøget og giver ham en lussing, som han ikke vil undskylde, og så svarer Brandes igen ved at udfordre ham til en duel på pistol i Dyrehaven, hvor skuespilleren møder op med sine sekundanter – og teaterlægen!
Fire kugler udveksles, uden at nogen bliver ramt, men Brandes stopper som anmelder på Det kgl. Teater, fordi han samtidig bliver anklaget for, at hans hårde skriverier skyldes skuffelse over, at han ikke er blevet direktør på teatret, og at det ikke vil opføre hans skuespil.
Både Brandes og Schyberg idømmes 14 dages fængsel. I arresten viser Brandes sit format: På de 14 dage lærer han sig hollandsk til husbehov. For ham må intet minut gå til spilde, og ”jeg har længe savnet kundskaber i dette sprog”.
Kilde: Politikens historie set indefra 1884-1984

 

Det var bare for meget…

Dette foto blev taget i 1910 af Politikens berømte første pressefotograf, Holger Damgaard, og det kom aldrig i bladet, fordi det er for dristigt. I 100-års-jubilæumsbogen skriver Bo Bramsen:
”Hvordan den allestedsværende fotograf er sluppet ind i dameafdelingen på badeanstalten ”Helgoland” i Svanemøllebugten er uopklaret, men damer i alle aldre poserer evident frivilligt. Det er navnlig den sensuelle havfrue til højre, der foruroliger moralens vogtere”

Juleaften er som regel 24. december…

”Det er lidet heldigt, at De i notitsen ”Dag til Dag” har skrevet: ”Juleaften den 25. december” – sagde Henrik Cavling til Politiken-journalisten I. C. Jørgensen.
Journalisten fik hævn et par år senere, da Cavling i en billedtekst til det store juletræ, Politiken havde rejst på Rådhuspladsen, skrev hvor smukt det ville tage sig ud ”når lysene tændes i dets løv”.

Avisen giver overskud – ca. 1 krone!

Politiken-journalisten Anker Kirkeby holdt mange foredrag i 1930’erne om, hvor vigtigt det er at holde avis og fortalte en anekdote om, at det også er billigt – ja, nærmest ren fortjeneste. Kirkeby havde historien fra Norge, hvor kommunen ville tage fattighjælpen fra en mand, fordi han holdt avis. Det mente kommunen var luksus. Men manden forsvarede sig med denne forklaring:
”Avisen koster mig 3 kr. i kvartalet. Jeg kan om sommeren ikke undvære avisen som bund i fugleburet, og hele vinteren bruger jeg bladene til at dække sprækker i gulv og ved vinduer. Derved sparer jeg 7 kr. til brændsel. Desuden gør papiret tjeneste som dug på bordet, nu og da også som håndklæde og karklud = besparelse på 3 kr. om året. Brugte aviser lægger jeg på ildstedet. 2 eks. er nok til at bringe en halv liter vand i kog. Det er 3 kroners besparelse. I alt sparer jeg 13 kr. pr. år, og avisen koster mig kun 12 kr. Jeg får med andre ord 1 krone om året bare for at læse den”.
Kilde: Politiken 1884-1984

Vil De være journalist?  – så skriv først en kronik

Når journalister søgte ansættelse på Politiken blev de mødt af den berømte redaktør Henrik Cavling med spørgsmålet: ”Kan De skrive – så skulle De skrive en kronik. Det er en god begyndelse. Ja, så er det en aftale”, sagde Cavling, mens han fulgte sin gæst til døren.
Sådan foregik det også i 1927, da Poul Graae søgte ansættelse – og kort efter opsøgte Graae igen Cavling:
”Der var intet genkendelsens blik i Cavlings øjne ved næste besøg. Skønt damen ved skranken lige havde været inde at fortælle ham det, spurgte han alligevel, hvad man hed. ”Graae… og De vil være journalist. Så skulle De skrive en kronik, det ville være en god…” Man henledte spagfærdigt hans opmærksomhed på, at det havde man gjort, og at det just var derfor, man havde meldt sig igen. ”De sagde nemlig sidste gang…” Såh”, afbrød han, ”De har allerede…og den har været trykt, siger De. Ved De, hvad – De skulle skrive én til!”
Derpå igen det elskværdigste smil, da han fulgte ud: ”Farvel hr. Grøn”…
Kilde: ”Politiken 1884-1984”

Farven til forskel på Politiken

Tom Kristensens bog ”Hærværk” er af nogle kaldt kulminationen på hans forfatterskab. Den berømte bog er senere omsat til spillefilm og skuespil på Det kgl. Teater. Bogen ”udleverer” medarbejdere, Tom Kristensen arbejdede sammen med på Politiken 1927-1929 som anmelder – en virksomhed han først genoptager i 1931. Da han vendte tilbage til redaktionen, blev han mødt af redaktør Valdemar Koppel med ordene:
”Hør, Tom, hvis der er noget på bladet, De ikke er tilfreds med, vil De så ikke godt stikke hovedet ind til mig og sige det i stedet for at skrive en ny stor bog?”. Og Koppel tilføjer ironisk: ”Siden De har skrevet ’Hærværk’ har Politiken forandret sig meget. Vi har fået ny vægfarve i forhallen”.
Kilde: ”Politiken 1884-1984”

En leder kostede Politiken tusinder af abonnenter

Politikens største dumhed i besættelsesårene var en leder 28. april 1940. Den betegnede Churchill som en farlig mand, delvis skyld i besættelsen af Danmark.
Lederen blev til efter henstilling fra Politikens bestyrelsesformand 1932-1940, Erik Scavenius (den senere meget omdiskuterede udenrigsminister), og Einard Skov blev sat til at skrive den. Han afleverede teksten med ordene: ”Sådan kan den skrives, men jeg vil ikke anbefale, at den kommer på”.
Niels Hasager besluttede, at lederen skulle trykkes, og reaktionen fra læserne var formidabel. På to måneder mistede Politiken 15.000 abonnenter, hvoraf mindst halvdelen må tilskrives lederen, konkluderer bogen ”Politiken 1884-1984”. Resten af faldet tilskrives, at bladet nu er under tysk censur og derfor ikke så interessant at læse, og at en del abonnenter mener, at Politiken har medansvar for forløbet af 9. april på grund af bladets pacifistiske holdning i 1930’erne.
Selv om bladet nu var under censur, lykkedes det at få ord i spalterne, som man i dag må undre sig over gik igennem, fx dette Gruk af Piet Hein (her tegnet af Hans Bendix i 1956):
Vi menneskers moral er slet ikke så trist
Jeg, for eksempel, er idealist
Jeg undværer gladelig ærter og flæsk
Hvis én, som jeg under det, får sine tæsk!

Den sidste store valgaften på Rådhuspladsen

Ved valget i 1953 oplever Politikens Hus sin sidste store valgaften på Rådhuspladsen. På husets facade man kan aftenen igennem følge valgresultaterne på et stort stillads (billedet), hvor folk dristigt kravler rundt og sætter nye tal i hullerne.
30.000 står på Rådhuspladsen for at kigge tal, men ikke mindst for at se og høre, hvad der sker på den lille projektørbelyste scene, som er anbragt i et hul i facaden. Povl Sabroe (’Den Gyldenblonde’) har  hentet talrige revykunstnere ind med Ib Schønberg i spidsen, fx synger Elga Olga den senere udødelige ”Solitudevej”.
Den glade stemning holder sig til langt over midnat. Men, står der i ”Politiken 1884-1984”, så er en knap 40-årig tradition dermed forbi. Ved valget fire år senere har det nye medie, TV, ikke bare stjålet publikums opmærksomhed, men også Sabroes underholdningsform.

Pressemuseet

En af Politikens legendariske journalister er Anker Kirkeby (f. 1884), som var på avisen fra 1907 til sin død i 1957 – dog med et sidespring til Dagens Nyheder i 1915, hvor han var chefredaktør (i 21 dage!)
Som ung havde Kirkeby planer om at blive lægemissionær eller skuespiller, men han blev journalist og gennem hele sit arbejdsliv stærkt optaget af pressens forhold. Derfor stiftede han Pressemuseet. Det åbnede i 1955, to år før hans død, i beskedne lokaler på Frederiksberg, flyttede senere til Journalisthøjskolen i Århus og fik fra 1984 permanent adresse i Odense på udstillingsstedet Brandts Klædefabrik.

”Én gang til – for prins Knud”

Hvorfra kommer egentlig vendingen ”Én gang til – for prins Knud”, som i årtier har været bevingede ord og refrain i en revyvise? Ophavsmanden er Bent Thorndahl på Politiken i 1958. Anledningen var premieren på en fransk ballet i Falkoner-Centret, hvor prins Knud og hans gemalinde sad i en sideloge, hvor de ikke kunne se en meget omtalt badeværelsescene.
Efter forestillingen beklagede de kongelige sig til direktør Blicher-Hansen, som straks arrangerede et dacapo-nummer med den dejlige Noëlle Adam og hendes partner. De eneste tilskuere var prins Knud og gemalinden, nu placeret på 1. række. Politikens fotograf tog et billede, og da Bent Thorndahl skulle skrive en tekst, faldt de bevingede ord ham i pennen.

“Oh, Danmark…”

I 1959 opfandt Knud Bidstrup rubrikken ”Oh, Danmark” i Politiken. Han gengav nogle af ugens sproglige ”jok i spinaten” fra aviser m.m. – faktisk var hans overskrifter somme tider sjovere end selve fejlene. Eksempler:

Helt ny konstruktion
”De 600 kr. lå i et aflåst pengeskab, hvis dør stod åben” (Næstved Dagblad)

Enhver kan vel kvaje sig
”Herren har i dag ved et uheld hjemkaldt min kære mor” (dødsannonce i Politiken)

 De må have misforstået opgaven
”Hun trak i 20 år, før hun blev knaldet af sædelighedspolitiet” (Ekstrabladet)

 Hvad søens folk bør vide
”Et tal er en angivelse af en vis mængde enheder, og at nævne tallene i en sådan rækkefølge, at hvert nyt tal bliver en enhed større end det foregående, kaldes at tælle” (lærebog for kyst- og sætteskippere)

 Han har åbenbart været fingernem
”Der er taget fingeraftryk af fodspor fra gerningsmanden” (Ærø Folkeblad)

Dét han slår takt med?
”Den fortrinlige violinist hr. Poul Olsen er kommet til skade med sit ene ben og kan ikke spille” violin (Helsingør Dagblad)

Det er i hvert fald nok bygget af kvadre
”Koret og skibet er opført i romansk tid af en mand ved navn Kvadre” (Langelands Folkeblad)

Men det gør Jens Henrik nok ikke!
”I artiklen skrev vi, at en af de ti afbildede elever, Jens Henrik Frandsen, er død. Oplysningen er ikke korrekt. Han lever og bor i dag på Fyn. Vi beklager” (Øboen, Langeland)

En bog til Hans Bendix tur/retur

Tegneren Hans Bendix reducerede sin store bogsamling for at gøre et flyttelæs fra Hellerup til Østerbro mindre. Blandt de kasserede bøger var ”Ferdinand og Caroline”, som Bendix nogle år tidligere havde ”tigget sig til” hos forfatteren, kollegaen Bo Bramsen.
På et tidspunkt skal Bo Bramsen holde foredrag om det royale ægtepar. Han plejer at lade et eksemplar af bogen cirkulere blandt tilhørerne, men har ikke bogen mere og køber den i et antikvariat til 3-dobbelt pris af den oprindelige (noterer han med en vis stolthed)
Da Bramsen kommer hjem, ser han, at bogen er Bendix’ frieksemplar med Bramsens fornemme dedikation på titelbladet. Så afsender Bramsen atter bogen til Bendix med følgende tilføjelse på titelbladet: ”Med fornyet respekt og usvækket hengivenhed for den store mester fremsendes denne bog på ny i håb om en bedre forankret plads i den bendixske bogsamling!”

Anderledes kunne det ikke skrives

Politikens lægemedarbejder Erik Olaf-Hansen har fulgt en retssag mod en overlæge. Efter dommen skal han skrive en leder om sagen, men han er nødt til at forlade bladet, før dommen er afsagt. Hvad gør man så? Jo, Olaf-Hansen skriver to ledere. Den ene kan bruges, hvis lægen bliver dømt, og den anden hvis han frifindes. Redaktionssekretærerne er imponerede, for begge ledere begynder med den samme sætning:
”Ja, anderledes kunne det naturligvis ikke gå…”

Nu vil jeg Kraft-edme sove!

Povl Sabroe (’Den gyldenblonde’) fortæller i ”Politiken 100 år” om bladets musikanmelder, Hugo Seligmann.
”Jeg sad ved siden af ham, da han skulle anmelde Tenna Kraft på hendes afskedsaften i Det kgl. Teater. Jeg skulle kun skrive om publikumsstemningen, og da jeg opdagede, at Carl Behrens, den altid trofaste premieregæst og anmelder, var faldet i søvn, gav jeg Seligmann et puf i siden:
”Se Behrens – han sover”.
Fornærmet svarede Seligmann:
”Derfor behøver du sgu’ da ikke vække mig!”.

Prins Knud: ”Er du fræk?”, fotograf!

Pressefotograf Bjarne Lüthcke fortæller denne anekdote fra sin ungdom:
Jeg stod i lære som fotograf i Kongens Lyngby, og som en af mine første selvstændige opgaver skulle jeg forevige ’Årets Fugleskydning’ med deltagelse af byens spidser.
De kom marcherende med det lokale marineforeningsorkester i spidsen til Sorgenfri Slot, hvor den afgående fuglekonge, prins Knud, var vært ved en fugtig morgenanretning. Efter dét marcherede man videre til Lottenborg Kro, hvor dagens fugleskydning skulle foregå. Efter adskillige timer og mange flasker lykkedes det til sidst at nedskyde den stakkels fugl.
Min opgave lød på at fotografere den afgående og den nye fuglekonge med foreningens bestyrelse, og man stillede velvilligt op men desværre i en lang vaklende række. Jeg bad så om, at man ville stille op på 2 rækker for at få et bedre billede, hvilket prins Knud syntes var en dårlig ide, idet han gav mig et knæ i skridtet og derefter en skalle med ordene: ” Er du fræk fotograf?”. Heldigvis brugte prinsen ikke alle sine kræfter så jeg overlevede. Dog lidt rystet.
Årene efter har jeg dog kunnet fotografere kongehusets medlemmer uden problemer.

Cavlings drengedrøm

  Henrik Cavling (1858-1933, chefredaktør på Politiken 1905-1927) er et ikon i medieverdenen, og Cavling-Prisen, den fornemste danske journalistiske udmærkelse, blev indstiftet og opkaldt efter ham i 1944. Cavlings forældre, Jeppe og Bengta, indvandrede fra Sverige, og faderen var hele sit liv analfabet. I bogen ”Journalisten. En biografi om Henrik Cavling” fortæller Sven Ove Gade, hvad der inspirerede Cavling til at blive journalist:
”Oppe ad hovedgaden, den gamle Kongevej, ligger Lyngby Kirke og lidt længere ude Sorgenfri Slot. Her stod en dag i 1869 en flok drenge og ventede på det nygifte par, konprins Frederik og kronprinsesse Louise. De skulle synge en sang, når parret kørte ind på slottet. Da kareten med de kongelige nærmede sig, så en af drengene, at slotsforvalteren banede vej for tre mænd, der trak notesbøger op af lommen og gav sig til at skrive.
”Jeg vidste dengang ikke, hvad en referent var, men forstod, at disse mænd nedskrev, hvad der foregik, for senere at give offentligheden meddelelse. Det mærkelige skete da, at denne i ydre henseeende så ringe gerning ikke blot fremkaldte en pludselig, voldsom interesse for mig, men overraskede mig, så jeg aldeles glemte tid og sted, grebet af den mystik i tilværelsen, uden hvilket menneskelivet ville være en simpel reguladetri”.
Barndomserindringen var så levende for Cavling, at det var dén, der dukkede op hos ham, da han i oktober 1927 på sin sidste aften som redaktør kiggede ud af hjørneværelset i Politikens Hus.
Cavlings vej til journalistikken var slynget. Først var han math i marinen, derefter smed. Sideløbende tog han en præliminæreksamen og en maskinistuddannelse, derefter en lærereksamen på Blaagaard Seminarium og forsøgte sig som skuespilforfatter, men opgav efter at have fået to stykker afvist af Folketeatret.
25. maj 1882 skrev han på eget initiativ sin første reportageartikel (om Donse krudtværk ved Hillerød, der sprang i luften). Artiklen blev bragt i Dags-Avisen og afslørede, skriver pressehistorikeren Svend Thorsen, at Cavling var ”den fødte journalist”, men trods flere opfordringer opgav Cavling først sin lærergerning i 1885 og slog sig ned i Berlin som freelancejournalist for Politiken.

Når man anstrenger sig for meget, bli’r det bare for meget…

Herbert Pundik, der blev min chef og min ven og er kendt for sit driftsikre, direkte, matter of fact-sprog, tiltror man ikke at have haft problemer med at finde tonen. Men et sted i Asien havde han engang i tidernes morgen indtelefoneret en artikel, hvis indledning – i fagsproget kaldet lead – han var rævestolt af. Den havde kostet blod, sved og tårer. Da han kom hjem og så udgaven af Politiken med artiklen, var første afsnit skåret væk. Hvorfor? spurgte han ærgerligt Paul Hammerich, der havde redigeret den. Svaret var simpelt og direkte: “Du havde gjort dig for meget umage”.
Niels Barfoed i erindringsbogen “Farvel så længe”

Taget med bukserne nede…

I ”Tør hvor andre tier – en krønike om Ekstra Bladet” rister Gregers Dirckinck-Holmfeldt en rune over en af bladets legendariske journalister, Poul Dalgaard, der fik Cavling-prisen to gange: I 1949 (sammen med Anders B. Nørgaard) for optrevlingen af ”Ederkoppe-sagen” og i 1965 for afdækningen af boligforholdene i Danmark.
Dalgaard levede hårdt med mange besøg i kantinen, og på vej til dén, standsede han en dag på redaktionsgangen ved den åbne dør til Gretelise Holm:
”Jeg ææælsker dig’ erklærede han flere gange uden at lade sig afbryde af hendes vedholdende: ”Hold kæft, Dalle! Jeg har travlt”. Midt i denne dialog smed han bukserne. Og da hun stadig ikke reagerede imødekommende, vandrede han videre uden bukser ind i kantinen, hvor han vakte større opmærksomhed. Ikke mindst hos Hilmar Baunsgaard (bestyrelsens formand), der et øjeblik efter trådte ind i kantinen med et selskab af kolleger fra Folketinget, som han var ved at vise rundt i huset. Dalgaard modtog dem med et: ”Røvere og ransmænd! Det er, hvad man er omgivet af. Nu stjæler de sgu selv bukserne af én!”.
Dalgaard sagde i et afskedsinterview: ”Man har drukket for meget og sovet for lidt og mange gange kørt for hårdt; det er sikkert noget med vores tilværelse. Jeg mener, journalister får en for hård medfart og er for hårde ved sig selv”.
Dirckinck-Holmfeldt slutter: ”Dalgaard var 58 år, da han stoppede i 1985. Han slog sig ned i Irland, hvor han tog sit eget liv i marts 1987. Efter alt at dømme, var det bl.a. hans fortjeneste, at vi fik bagmandspolitiet i 1973.

(Sex)livet på redaktionen i 1960’erne

”Mit nej var ikke på skrømt, når en af Politikens klamme redaktører tog mig på brysterne eller skubbede mig op i et hjørne for at pille lidt mere, hvis vi var alene i elevatoren. Han var ikke den eneste, der tog sig friheder i 1969…fx den ubehøvlede stodder, der tog det som en selvfølge, at han kunne kneppe mig en aften da jeg sad mutters alene på mit kontor og arbejdede sent. Han tog afvisningen meget personligt. Næste morgen lå ’O’s historie’ på mit skrivebord med en lille hilsen fra ham: ”Læs den. Narrefisse”.
Det skal han ikke have utak for. Jeg læste den med interesse.
Sexchikane. Ordet fandtes ikke i denne journalistelevs vokabularium. Det faldt mig ikke ind at klage. Tillidsmanden ville have grinet sig syg og fulgt mig til dørs med små klap på kinden eller andre steder. Rolig nu”.
Mette Fugl i erindringsbogen ”Fra koncepterne”. Politikens Forlag, 2014

Kom bare og se min bare – jeg er straks færdig!

Livet på avisredaktionerne var vistnok lidt anderledes for et halvt århundrede siden. I hvert fald blev der indtaget flere stærke varer, og hvad deraf kan følge. Kjeld Koplev fortæller i bogen ”Den kejtede  kommunist” fra sin journalistelevtid (1962) på Land og Folk om et par af bladets kendte skribenter, forfatteren Otto Gelsted, kaldet Gelle, og Hans Kirk:
”Gelle var, sin alder til trods – han var vel omkring 75, da jeg dukkede op – stadig meget omsværmet. Der var et rend af universitetsstuderende, der alle skulle skrive eksamensopgaver om Otto Gelsteds produktion og derfor måtte høre ordene af digterens egen mund, Specielt var der af uransagelige grunde mange unge kvindelige studerende, der søgte hans bistand. Smukke unge piger, der ikke så meget som skelede til min side, men havde hele deres opmærksomhed hæftet på Gelles grå hår og gnæggende gammelmandsstemme.

Morgenen begyndte som regel med, at Hans Kirk åbnede døren til Gelles kontor og tilråbte ham et gjaldende goddag. Gelle brummede så et eller andet uforståeligt til svar, hvorefter Hans Kirk trådte ind, satte sig og fik en sludder. Gerne over en kop kaffe, eller for Gelles vedkommende dét, der var en smule stærkere. Men en morgen ville skæbnen, at der meget tidligt var dukket en kvindelig studerende op på Gelles kontor. Og på en eller anden måde må de være kommet videre end til en gennemgang af hans græske digte, da Hans Kirk flåede døren op og råbte sit godmorgen. I hvert tilfælde fandt han Gelle midt i et samleje,og digteren med bar ende oven på den unge studine. ”Åh, undskyld jeg forstyrrer”, kom det forfjamsket fra Hans Kirk, der hurtigt trak døren i efter sig. ”Det gør skam ikke noget”, råbte Gelle forbavsende højt og klart. ”Kom bare indenfor. Jeg er færdig om et ganske lille øjeblik!”

Koplev tilføjer:
”Otto Gelsted (t.h.) var også ufatteligt distræt. En dag blev han i ganske beruset stand tiltalt af en ham ukendt kvinde på ”Strøget i København. ”Jamen, Otto”, sagde kvinden” ”hvordan er det, du ser ud?”. ”Med hvilken ret”, replicerede Otto Gelsted, ”tiltaler De mig, min gode frue?”. ”Jamen, Gelle, jeg er jo din mor!”.
Koplev fortæller også om  redaktionschef Thorkild Holst, som havde en fin humor. På det tidspunkt var der skarpe modsætninger mellem medarbejdere, der hyldede den russiske kommunisme, og en anden fløj, især typograferne, der havde Mao som deres stjerne.
En dag troppede Thorkild Holst op i bladets kantine for at få en kop te, og det fik en af de rapkæftede typografer til at råbe: ”Nå, Holst, skal det så være kinesisk eller russisk te i dag?”. Thorkild Holst: ”Åh, det skal såmænd blot være centralkomite!”

Det kan gøres bedre af en halvsenil!

Ove Martin, ansat på Information fra 1. april l948, blev en af dansk presses legendariske skikkelser. Professionel – men en tyran over for sine medarbejdere. J.B. Holmgaard giver et eksempel i erindringsbogen ”Sket i livet”:
”En af dem, der fik Martins bramfri slagfærdighed at føle, var den senere chefredaktør Ejvind Larsen, dengang en ung håbefuld medarbejder placeret i det kontor, som vi kaldte ”Slyngelstuen”. Ejvinds telefon ringede, og redaktionschefen var i røret: ”Har De en telefonbog? Godt, slå op på vognmænd, Find én med en god stor bus. Tag ud til et alderdomshjem med ham og stop så mange som muligt af de gamle ind i bussen og kør herind til Store Kongensgade med dem”.
Ejvind ”Mangeord” Larsen var ikke helt med. ”Ja, æh, jo, men hvad skal jeg bruge dem til?”
”Det skal jeg sige Dem, hr. Larsen. Hver og én af de dér gamle, halvsenile fyre kan skrive en bedre artikel, end dén, De lige har afleveret!”

Ove Martin var fuld af journalistiske ideer. Holmgaard fortæller, at han fx fik en række kendte personer til at gå op til mellemskoleeksamen, og artiklen fremkaldte jubel, da det viste sig, at hverken Poul Henningsen, H.C. Branner, Peter Freuchen eller Lis Groes klarede sig godt nok til at kunne komme i gymnasiet.

Prikken over i’et – og en musikalsk honnør

Den røde prik i navnet på Information har siden avisens fødsel i 1945 været dens grafiske kendetegn. I erindringsbogen ”Sådan begyndte det” fortæller Børge Outze, at tryksagskonsulent Robert Holmberg – dengang ansat i Gutenberghus – fik ideen:
”Der var navnlig tænkt på et ”hoved” på løbesedler i en kritisk situation – noget, der kunne fange opmærksomheden. Holmberg fandt, at der måtte noget mere end en typografisk udformning til at give et ord fra dagligsproget som ”Information” et særpræg og ville så bruge farve. Men behersket. Altså prikken over i’et. Den så ikke ud af nok. Så gjorde han den større, og efterhånden fik den sin speielle form, hverken prik eller accent. Han har været lige ved at opfinde den pietheinske superellipse ved den lejlighed! Og han valgte rødt, fordi ”det er den festligste farve og antyder temperament”.

I erindringsbogen foræller Outze mange facts og anekdoter fra avisens første tid, bl.a. at alle, som dengang var på ”Information”, husker 9. juni 1945, for det var den dag, gardens musikkorps for første gang efter krigen marcherede i St. Kongensgade igen:
”Vi hang i vinduerne alle sammen og oplevede den tort, at garden marcherede forbi i tavshed. En af os kom i tanker om, at det naturligvis var en skik, man havde indført i besættelsestidens begyndelse, da man ikke ville spille for Fritz Clausens medarbejdere på ”Fædrelandet” (det nazistiske blad som beslaglagde lokalerne under krigen)
Vi skrev til gardens chef – og siden har der været musik i gaden på dén strækning, når garden marcherer igennem. Den første dag, den nye skik blev indført, hilste tambourmajoren op til vinduerne!”.

Den ideelle redaktionssekretær – findes ikke!

”Den ideelle redaktionsekretær er først og fremmest en mand af udpræget ordenssans, der altid ved, hvor han har lagt alting, som aldrig glemmer noget og ved besked om alle bladets enkeltheder. Selv i de mest bevægede øjeblikke taber han aldrig fatningen og overblikket. Nervøsitet kender han ikke til, selv om det synes umuligt, at bladet den nat kan blive færdig i rette tid. Han ved nøjagtig, hvad der har stået i de andre blade, og sørger omhyggeligt for, at hans eget aldrig kommer bagefter. Han er fuld af ideer og véd at anvende hver enkelt medarbejder til netop den opgave, der ligger for ham. Han sætter liv i de sendrægtige og mod i de forsagte, dæmper de altfor overmodige eller voldsomme ned. Alt hvad der er forkert i bladet, går ud over ham, det er hans fejl alt sammen; ingen falder på at rose ham for, hvad der er godt. Han kræver det heller ikke. Den ideelle redaktionssekretær tænker kun på en eneste ting i denne verden: Bladet, der skal komme næste dag”.
Sådan lyder et portræt fra 1946 i bogen ”Af Politikens historie”, skrevet af Valdemasr Koppel – og med denne tilføjelse:
”Den ideelle redaktionssekretær eksisterer ikke!”

 Ekstra tilbud til avisens læsere – eksempler fra Politiken

Hvem har æren af, at det første juletræ blev rejst på Rådhuspladsen i 1914, og at ideen senere er efterlignet over hele landet? Det har Politiken, og juletræet er bare et af mange initiativer, Politiken satte i gang, især under den foretagsomme og iderige Henrik Cavling (Politikens redaktør 1905-1927; i hans redaktørtid blev oplaget mere end 3-doblet fra 22.000 til 75.000)Initiativerne kunne være for at støtte en god sag eller knytte læserne tættere til bladet. Mange andre aviser og blade har fulgt ideen op. I bogen ”Politikens historie” er nævnt en lang række initiativer ”lige fra de rene narrestreger til store, omfattende og bekostelige foranstaltninger”, som der står i bogen. Eksempler:
Friluftsteater i Dyrehaven (premiere i 1910) – Novellekonkurrence – Navnekonkurrencer (som bl.a. førte til opfindelsen af ordene ”bil” og ”S-tog”) – Svampeture – ”Højskolen for Samfundskundskab og politik” (en forløber for Politikens Foredragssal) – De første radioudsendelser i 1922 og den første TV-demonstration i 1932 – Overførsel af fotografier telegrafisk i 1908 – En årlig konkurrence om at kåre den hurtigste på en skrivemaskine – En årlig altankonkurrence for at forskønne København – En årlig konkurrence om den smukkeste kolonihave – En årlig konkurrence om det flottest pyntede butiksvindue – En konkurrence om årets bedste legetøj – En årlig arkitektkonkurrence om at tegne det smukkeste hus (et år lod Politiken de 3 bedste huse opføre; de kan ses endnu mellem Ordrupvej og den katolske kirke på Ordruphøj) – Læserrejser indenlands og udenlands, fx til Tyskland, England, Frankrig (5 døgns parisertur i 1913 for 125 kr. med fortæring og alle seværdigheder inkluderet, herunder besøg i nattelivet; om nogle af Politikens ture blev der efterfølgende udgivet bøger, turistførere, en slags forløber for den berømte serie ”Turen går til…”) – Juleindsamlinger for værdigt trængende, juleaftenfest og varmestuer for hjemløse og feriekolonier for svagelige børn.

 

_________________________________________________________________________________

Klik her for at læse:
TV-anekdoter
RADIO-anekdoter
UGEBLAD-anekdoter
…og anekdoter om LIDT AF HVERT