Journalistik kan føre til mange ting. Også til et job som daglig leder af et museum – Skibsklarerergården på havnepladsen i Helsingør. Hans-Henrik Landsvig indrømmer det gerne: Det er et hus, man går hen og falder for. En velhaver reddede det fra forfald med en indsats på mange millioner kroner, og Landsvig siger, at han så inderligt forstår gavmildheden. Selv opvask efter 36 personer, der har spist flæsk i persillesovs, kan blive en god oplevelse, fordi den betyder, at man kommer til at opleve at gå alene i det gamle hus.
Landsvig fortalte ved 3 arrangementer 23., 24. og 28. april 2011 Veteranklubben om sammenhængen mellem skibstyper, Sundtold og samfundsudvikling i Helsingør som illustreret i Skibsklarerergården – og han fulgte med deltagerne til havneområdets anden store seværdighed, Kulturværftet. (Den tredje er Kronborg). Værftet udmærker sig ved at rumme et meget flot bibliotek med en prægtig udsigt og et lille museum om skibsværftets historie plus et kulturhus. Så der er en vis grund til, at Helsingør nu kalder sin gamle færgehavn for en “kulturhavn”. Claus Seiden