”Hørte De Radioavisens midnatsnyhed – Alice Vestergaards mikrofonstemme? Pressens Radioavis’ sidste nyhedsudsendelse i nat blev læst op af den 25-årige kvindelige journalist Alice Vestergaard”
Sådan stod der i BT lørdag den 3. november 1962, og avisen kaldte det ”en historisk nyhed”:
”Dermed er det for første gang lykkedes et såkaldt damemenneske at komme til mikrofonen i Pressens Radioavis med ’rigtige’ nyheder. 28 års forvisning til fiskerinoteringer, skibspositioner, børskurser og varenoteringer er forbi”, skriver BT’s kvindelige journalist med slet skjult jubel.
Citatet er fra bogen ”IKON – journalistikkens førstedamer” af Mette Vibe Utzon (Verve Books). I 1962 havde Alice Vestergaard været uddannet journalist i 7 år. Hun kom fra en stilling på Vendsyssel Tidende i Hjørrring til Pressens Radioavuis – som stillede dén betingelse, at hun skulle være klar over, at kvinder ikke fik lov til at komme til mikrofonen for at læse nyheder, men for at skrive tekster, mændene kunne læse op. Men Alice Vestergaard måtte dog vikariere ved mikrofonen for en kvinde, der læste fiskerinoteringer. En dag spurgte Gunnar Nu Hansen, om hun ville læse nyheder op, og så fik hun sin debut.
”Enhver avis – og dengang i 60’erne var der mange – bragte nyheden og dertil et billede af 25-årige Alice Vestergaard iklædt mørke briller, kort og velfriseret hår og et nobelt lille hjerte i en kæde om halsen med billedteksten: ’Sådan ser hun ud! Nu er De sikkert ved at vænne Dem til hendes stemme…’
… Der kom mange læserbreve og opringninger. Folk klagede – at lade en kvinde læse sådan noget med krig og ødelæggelse op!”
Der var også begejstrede lyttere, men: ”De radioaviser, jeg begyndte med at læse op, varede ikke mere end fem minutter. Senere kom jeg til at læse de store udsendelser, som varede en halv time. Men især morgenradioaviserne, altså kl. 6, 7, 8 og 9, har jeg læst mange gange.
Man havde ikke reportere på Radioavisen dengang – andre journalister, der kom udefra og forstyrrede det hele! Det var ren telegramoplæsning. Vi sad mest og skrev vore telegrammer ud fra Ritzau…der skulle en folketingsåbning til, for at der kom lyd fra de personer, det handlede om i salen, og sådan var det stadig, da jeg forlod radioen. Det er lidt uvirkeligt. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg har været med til det, for nok er jeg gammel, men så gammel synes jeg altså ikke, at jeg er…”
I 1965 startede TV-Avisen, og dér brød Alice Vestergaard igen en barriere, da hun blev den første kvindelige nyhedsoplæser (1972), og så begyndte debatten på ny, bl.a. med disse ord af Jens Kistrup i Beringske Tidende: ”Vi skal have tillid til dem, vi skal kunne tro på, hvad de siger. Kan de kvindelige speakere få os til det? Lad os tie med svaret. Hvem har lyst til at blive stenet?”
Efter nogle år som studievært vendte Alice Vestergaard tilbage til jobbet som reporter på TV-Avisen. Senere blev hun chef på Søndags-BT og på TV2 Lorry. Det var et tilfælde, at hun blev den første kvindelige nyhedsoplæser i radio og TV, siger hun:
”Jeg var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Og hvis der var nogen, der mente, at jeg kunne, ville jeg gerne prøve at leve op til det…hvis de synes det, så okay, for sådan var jeg opdraget hjemme (på en gård i Vendsyssel)…Jeg er et meget privat og genert menneske, så det er ret paradoksalt, at jeg har været så udadvendt i mit arbejde…men man må gå ind og tage øretæverne, for ellers oplever du ikke noget. Men jeg kom aldrig til at bryde mig om at være et kendt ansigt”.