Der manglede kun sneen. Resten var ren idyl ved julefrokosten i Peter Lieps Hus i Dyrehaven den 8. december 2016. Pejsesalen er fornyet og forbedret, julebuffeten god, stemningen varm og hyggelig, og antallet af deltagere var tæt på rekord: 87.
En julefrokost er traditionernes fest. Så igen i år bød klubben på sange og quizzer, og mandelgaverne var julekalendere med skrabelodder, så måske er der nu en millionær blandt Veteranklubbens medlemmer.
Vinderen af årets julequiz med spørgsmål om medierne blev Jonna Gade (billedet) med 14 rigtige af de 20 spørgsmål (se dem her på hjemmesiden under Quizzer – dér finder du også svarene)
Der måtte lodtrækning til, før vi fandt vinderen af Fremtidsquiz 2016. Kampen stod mellem Bent Sennenwaldt og Peter Kay. Begge havde 16 rigtige af 20 spørgsmål. Peter Kay vandt lodtrækningen, og præmien er 1 års gratis medlemskab af klubben.
Her på hjemmesiden under ”Sange” kan du se årets julefrokostsang. bej