Fotos: Finn Hillmose
Et afrikansk ordsprog siger, at når et menneske dør, brænder et helt bibliotek.
Det er en tanke, man kan få, når man hører Georg Metz – ja, altså ikke at han skulle dø, men at et helt bibliotek vil forsvinde med ham, for Metz viste ved ”nytårssammenkomsten” 14. januar 2016 i Veteranklubben endnu en gang sin store paratviden og fortælleevne. Den ene anekdote afløste den anden, fulgt af kulturhistoriske bemærkninger og suppleret med sidespring og beske kommentarer til den aktuelle politiske situation.
Det var kort sagt en god ”forestilling”, vores kollega leverede, da han fortalte om danske sange og salmer, som vi derefter sang, akkompagneret fornemt af Mogens Bæhncke. Udvalget af sange havde Metz hentet i sin bog ”Den danske sangskat”. Her er eksempler på hans kommentarer:
Brorson, en af vore største salmedigtere, havde som biskop i Ribe 1741-1764 et distrikt fra Sydslesvig op langs vestkysten til Limfjorden og mod øst over til Vejle – et kæmpeområde, hvor Brorson skulle rundt på visitats med den tids langsommelige transport. Hans smukke salmer står i kontrast til hans liv, der var hårdt og trist, fx havde forgængeren begået underslæb, som Brorson skulle dække, og han havde en mentalt retarderet søn, der blev spærret inde i bispegården. Brorson var pietist og stærk i troen, og blandt hans mest ”geniale” strofer citerede Metz:
Gik alle konger frem på rad
i deres magt og vælde,
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde.
– men det var nu salmen ”Her vil ties, her vil bies”, vi mindedes ham med.
Ambrosius Stub: På gaden i Ribe kunne Brorson møde en af samtidens store digtere, Ambrosius Stub (1705-1758). Ribe var så lille, at de to genier måtte støde ind i hinanden jævnligt. Men der er ingen beretninger om, hvordan de havde det med hinanden. Ambrosius Stub havde det også svært. Han blev forvist fra Valdemar Slot med en anklage om at have forgrebet sig på en tjenestepige. Ironisk nok blev han derefter lærer på en pigeskole (!) i Ribe. Han endte sine dage i elendighed, druk og sorg over manglende anerkendelse med kun godt 2 rigsdaler på lommen, dvs. at der ikke engang var penge nok til hans kiste, som kostede 3 rigsdaler. Men skrive kunne Ambrosius Stub, og det mindedes vi med ”Den kedsom vinter gik sin gang..”
Ingemann var en af de fire store salmedigtere (Brorson, Kingo, Grundtvig, Ingemann) – men foruden salmerne fik Ingemann afløb for sin digtekunst i drengebøger, bloddryppende romaner og eklatante skuespilfiaskoer på Det kgl. Teater! Hans kone var også kunstner. Da Bertel Thorvaldsen så hendes billeder, syntes han, at der manglede noget, så han forsynede hendes kvindelige figurer med nogle ordentlige baller og bryster!
Steen Steensen Blichers liv var lige så mislykket som Brorsons og Stubs. Blicher døde af druk, men skrev så følsomt, at når Metz’ mor udfoldede sig – hun var meget temperamentsfuld – så vidste Georg og hans far lige, hvad der skulle til. De satte en plade med ”Sig nærmer tiden, da jeg må væk…” med Aksel Schiøtz på grammofonen. Så græd hans mor som pisket, og dermed fik Georg og hans far ro til en samtale på tomandshånd!
Andre fortællinger og anekdoter handlede lige så livfuldt om Aakjær, Drachmann, Gerson, Oskar Hansen og Rifbjerg, og de var så gode og så mange, at Metz måtte skære nogle af de sange væk, han havde valgt, for at holde tiden – men alt i alt var det så livligt, at flere af de 80 deltagere bad om da capo, så det måske kunne blive en tradition for klubben at begynde det nye år med en sangdag, sådan som det nu er sket både i 2015 og 2016. bej
