I erindringsbogen ”Dengang det var sjovt” (People’s Press) fortæller Jane Aamund underholdende om kolleger fra bladverdenen, især om sin tid på Berlingske i 1980/90’erne. Hun har haft mange usædvanlige oplevelser, nogle af dem halvfarlige, beskrevet sådan i bogens bagsidetekst:
”Janes verden er både kulørt og broget. Hun har bl.a.været bortført på Sardinien, på ferie med 98 mænd, er blevet anholdt af politiet og har været i ashram hos en indisk guru. Hendes hverdag har været befolket af store personligheder og tragiske skæbner, og de er alle genstand for Janes skarpe blik og morsomme pen”.
Her er et afsnit fra bogen, hvor Jane Aamund funderer over forholdene og ændringerne i et bladhus.
”I de år, jeg var medarbejder i Det Berlingske Hus, har jeg set fornyelserne komme og gå. Jeg har hørt alle meningerne gjalde ud af munden på de nye chefredaktører og redaktørerne for de enkelte redaktioner.
”Nu skal vi have virkelig dybdeborende journalistik”.
”Vi må have et andet format”
”Overskrifterne skal stå med større skrift”.
”Der må mere familiestof i søndagsavisen, mere rejsestof”.
”Mad og mode interesserer læserne meget”.
Nye redaktører hævede øjenbrynene over enten modestoffet eller det mere folkelige. De så Berlingske Tidendes læsere som intellektuelle æggehoveder. Andre så læserne som havde de alle sammen konservative meninger og respekt for Gud, konge og fædreland…
…Det mærkelige ved bladsucceser er, at det aldrig er læserne, der bliver trætte af det populære stof. Det er de nye redaktører, der ankommer med deres visioner. Et fænomen, man har svært ved at ændre, men man ser det tydeligt i oplagstallene, og alle bliver lige forbavsede hver gang. Læserne er slet ikke, som man forestillede sig. Det er nøjagtigt som i statistikker og spørgeskemaer. Folk svarer altid det, de tror, man forventer, eller som de tror, naboerne gør.
Gamle journalister finder sig i det. De ved, at der er perioder, hvor de er populære, og perioder, hvor de er udenfor. De tager det ikke med løftet pande, men med bøjet hoved. Nogle bliver aldrig populære igen, de bliver bare tålt og finder sig i at blive usynlige. Har de nået en vis alder, ser de frem til deres pension, hvor de kan dyrke deres hobby og være fri for de daglige ydmygelser.
Det lykkes for mange at slå igennem, for journalister er individualister og gode til i pressede situationer at dyrke sig selv, kæmpe for sig selv. Et stort bladhhus er som Ludvig den Fjortendes hof. Der står altid en bag gardinet parat til at høre alt og bruge alt for at stikke en kniv i ryggen på dem, man ikke kan lide.
Hvis man ikke selv kan fortælle gode sladderhistorier, opfange alt nyt på sin radar, der skal pejle dag og nat, eller har så meget humor at man ikke går på druk og tager piller i de perioder, hvor man er dømt usynlig enten af kolleger eller redaktører, så skal man ikke drømme om en fremtid i et stort, interesssant bladhus.
Der er redaktionssekretærer, som hævner sig over et langt livs ydmygelser ved konstant at messe ved hvert redaktionsmøde: ”Den nyhed har vi haft”. ”Hendes interviewede vi for et halvt år siden” eller: ”Politiken har haft den”. De bliver kaldt ”storykillers”, men det rager dem. De fortsætter for at tyre svagere medlemmer af journalistgrupppen”.