Isabella Miehe-Renard om succes og depressioner

I erindringsbogen ”På” (Samlerens forlag) fortæller Isabella Miehe-Renard en livshistorie om succes og depressioner (som 400.000 danskere oplever mindst én gang i deres liv) og giver en beskrivelse af en snes år i TV-verdenen fra hendes start i 1986 på Kanal 2.
Hun tog imod et tilbud om at blive castet, selv om hun var ”genert, grublende og bange for at føre sig frem” i en alder af kun 19 år og uden nogen form for uddannelse. Det skete på anbefaling fra hendes niece, Camilla Miehe-Renard, der allerede var et kendt navn i branchen.
”Jeg lærte at holde ballerne samlet, når jeg allerhelst ville skide i bukserne på grund af frygtelig mange nerver. Jeg lærte, at TV ikke er for sarte sjæle”.
Isabella blev morgenvært, men Kanal 2 var lukningstruet og derfor søgte hun til Nordisk Film og blev vært i ”Eleva2eren”, TV2’s nye ”fredagsflagskib”. Om tiden op til premieren i oktober 1988 skriver hun:
”Jeg sover ikke. Spiser ingenting. Jeg er så nervøs, at jeg instinktivt gør mit bedste for at forsvinde…jo mindre jeg fylder, des mindre vil der være tilbage af mig, som nogle kunne kritisere, hvis det nu ender galt med min TV-debut. Kun kaffe i store mængder og smøger i pakkevis for at føle en vis mæthed – men jeg forsvinder ikke…

Og om selve premieren:
”Mine knæ rystede, jeg famlede med manus-kortene og gjorde med robotvillighed, hvad der blev hvisket i øresneglen. Hvis de havde bedt mig sætte mig på hug og tisse på studiegulvet, havde jeg gjort det uden tøven”.
”Eleva2eren” blev en succes for TV2 og Isabella Miehe-Renard. Senere blev hun vært i nyhedsudsendelserne:
”Folk skulle bare vide, hvad der reelt foregik i det store nyhedsrum bag ved oplæseren med koncentreret front mod kamera 1 og 2. Mens den 16 sekunder lange startjingle kørte over skærmen klar til et billedmix ind i nyhedsstudiet, var der fuldt knald på øresneglkommandoerne. ”Isabella, tophistorie ikke klar, gentager: ikke klar. Du åbner med historie 3. Forstået?”. (Hurtigt nik til kamera!) ”Godaften, her er Nyhederne onsdag den 6. decemner” (teksten på teleprompteren spoler løs og leder efter oplæg til historie 3!). Vi når det og får indslaget sat i gang. Ovre ved redaktørens plads starter et voldsomt skænderi. En reporter kræver pludselig mere tid til sin reportage, mens den stadig er under redigering i båndmaskinen. De kan ikke blive enige, så under nedtællingen 8-7-6-5-4…råber jeg som vanligt ”hold kæft”“!” ud i lokalet og får 3 sekunder efter læst nedlæg til kameraet uden voldsom støj. Og håber på, at de når til enighed, inden den omdiskuterede reportage skal på om 6 minutter!
Endelig kommer et længerevarende indslag, og så er der tid til at løbe hen bagved og få opklaret, hvad fanden der sker med rækkefølgen fra nu af og de resterende 18 minutter. Tonen er rå. Der er ikke tid til samtaler. Tilbage til pinden for at læse 3 hurtige Ritzau-telegrammer op. ”Og nu til noget helt andet. Vi kan præsentere en rigtig solstrålehistorie. Vi har mere om den i de sene nyheder kl. 22. Og nu er vi nået til vejrudsigten ifølge DMI. Tak for nu og på gensyn!”
Det er 15-16 år siden, jeg sad i den stol. Jobbets indbyggede stressfaktor og tumulten undervejs bag skærmen har ikke ændret sig. Ellers ville det ikke være en nyhedsredaktion…”
Isabella Miehe-Renard fortæller om oplevelser i sin videre karriere, der bl.a. spænder fra en Robinson-ekspedition med TV3 til bogmagasinet ”Bestseller” i et par år på DR2…og, ikke mindst: Tankevækkende refleksioner over sine depressioner, den første som 27-årig, summeret op i disse ord fra bogens bagsidetekst:
”Siden jeg fyldte 19 år har mit liv været præget af TV, 40 daglige smøger, ingen sport, arbejdsmani, et indviklet kærlighedsliv, ingen børn, for meget alkohol, anoreksisymptomer. Senere osse depressioner, lykkepiller, indlæggelser og et selvmordsforsøg. Det vil jeg gerne dele med jer. Måske som en advarsel eller bare et lille råd til de mange unge wannabees, der står i kø efter at komme på”.