I 2002 skrev jeg til Børsen Fredag, og Hjemme Hos-reportager til Billed-Bladets særtillæg. Så forskelligt, og dog. Alt sammen om mennesker, dyr, steder, levemåder, særheder, passioner.

Jeg fik lyst til at portrættere Kirsten Hüttemeier og kulsorte Putte. Den sidste kongepuddel i hendes kongerække. Jeg har siden i hendes erindringsbog ”Mit liv med mad og mennesker” set, at jeg ikke var den eneste journalist, der fik en særdeles afmålt, for ikke at sige frysende, første kontakt i telefonen. Kirsten kunne hele spektret: Koge, stege, brase, bage, sylte – og altså også fryse! I samtalen var hun nordenvinden selv, med det helt store DE, og hvorfor skulle hun stille op mere, og hun var 88 og havde frygteligt travlt med et par og halvtreds bøger, hun skulle redigere fra.

Før jeg sagde farvel – og ikke tak! – til isdronningen i det nordjyske, spurgte jeg, om jeg måtte sende et par reportager, jeg havde skrevet, til evt. overvejelse. Det måtte jeg. På dét tidspunkt var jeg kun blevet afvist af to personer/instanser i mit skrivende liv, mærkeligt nok begge nonner, ”overnonner” hhv. fra Sostrup Kloster og fra Klostret i Trørød: ”Vi har en Verden for os selv” og ”Vi lever i en anden Verden” – har man hørt magen?

Siden kom der andre til, bl.a. en såkaldt livsstilsekspert, der ikke ville fortælle om eget hjem og liv. Hykler.

Hundebrev åbnede døren. Jeg ville have Hüttemeier, og min underbevidsthed hjalp mig. Jeg blev den eneste i Verden, der lavede nummeret: Da jeg lukkede A4-konvolutten til hende, tegnede jeg, én for én, de hunde, hun havde haft, fra hun var barn og dem, hun valgte og købte til sig selv som voksen. Kuverten sprællede af gravhund, bedlington terrier, pudler, pudler, pudler og en enkelt engelsk bulldog, med implicit kærlig hilsen til racen som sådan og til hendes morfars hund, bulldoggen Tiger, et kæmpebrød, som maleren Carl Locher elskede højt, og hele familien med.

Tre dage efter lå et vidunderligt varmt brev i postkassen: Hundene havde givet pote, den korteste afstand mellem hundeelskere er ikke-eksisterende. Det ville en anden stor hundeelsker, Victor Borge, have været enig i. Glemmer aldrig hans lysende smil, da vi mødtes på Esplanaden i firserne, han med storfølge af familie og personlige oppassere, jeg med min smukke store hvide ungarske hyrdehund. Han stoppede hele karavanen for den.

Kirsten skrev, nu af sig selv dus, at jeg og min fotograf var mere end velkomne. Hun glædede sig og havde bestemt, at vi skulle have serveret forelskede hummerhaler…Hvor hyggeligt kan det blive?

Dagen oprandt og var uforglemmelig i indhold og stemning

Kirstens scoop med Amerikabåden. Et af Kirsten Hüttemeiers egne scoops var, da hun tog ind til rederiet Svenska-Amerikalinien på Kongens Nytorv, spurgte efter direktøren og præsenterede ideen: Hun ville have norske, danske, finske og svenske journalister om bord på Amerikabåden og skrive om turen, køkkenet, maden og passagererne. Selv ville hun naturligvis hellige sig MADEN.

Hendes artikel om sørejsen skulle være til Nationaltidende. Dem ringede hun til inden sit spontane besøg, og de var med med det samme. Det var direktøren for Svenska-Amerikalinjen også: ”Bra idé”.

Alle sluser åbnedes, og det store projekt blev søsat med dramatik. Sejlads i lodsbåd i storm ud til kæmpeskibet ’Gripsholm’ og opstigning i mørke på en hængetrappe ned langs skibet. Hun havde aldrig været så bange. Heldigvis havde hun Gunnar Nu under sig, som snakkede og snakkede: ”Kig ned Kirsten, hvis du falder, griber jeg dig”, muligvis fordi han selv var bange, som hun sagde. Kirsten havde ikke spor lyst til at kigge ned, men alting får en ende, og foroven ventede kaptajn Wulff med cognac.

Selskabet fik superdinner, tre retter og frisk dessert – ananas – der fik Gunnar Nu til at råbe til Kirsten: ”Er dette græskar”?

I alt 25 nordiske journalister og fotografer var med, grundet Kirstens idé. Hjemvendt blev hun modtaget af sine forældre på kajen, og de tog til deres lejlighed i Holbergsgade. Efter to timers hvilepause skrev Kirsten sin artikel, hendes trofaste far gik hen og afleverede manuskriptet til Nationaltidende, og næste dag var dén historie på.

Mange så hendes talent, ikke mindst Irma-Børge Olsen. Reklamedirektører, chefredaktører grossister og fabrikanter kontaktede Kirsten Hüttemeier og fik hende med på alskens mad-pr i alle medier: TV, radio, telefonservice, foredrag, demonstrationer, bøger, særarrangementer. Dansk Landbrug må ha’ elsket hende. Af sig selv – og til det sidste – broadcastede hun brugen af gode danske mejerivarer. Det var fløde, mælk og SMØR. Ikke noget margarine over Hüttemeiers stegekunst.

Kirstens karameller i Danmarks første TV-udsendelse. Med i Kirsten Krøniken skal hendes TV-optræden, ikke de sidste 12 programmer med ’Kirstens Madmagasin’, som mange sikkert husker, men faktisk det allerførste, der blev sendt i DR. Her havde Jens Frederik Lawaetz, der var TV-underholdningschef fra 1949, banket en slags studie op til en prøveudsendelse i Tivoli, i Dansetten.

Kirsten var engageret til at arbejde for et dansk grossistfirma, der solgte engelsk husblaspulver. Hun mødte Lawaetz, som straks så, der var krummer i Kirsten, og bad hende lave noget hurtigt i studiet. Hun fandt på flødekarameller, kogte karamelmassen i forvejen i dét, hun kaldte sit ”husblaskøkken”, og løb fra Divan 1 med kogende karamelmasse i en kæmpegryde til studiet i Dansetten, hvor hun kogte massen færdig, hældte den ud og trillede den til kugler. Prøveudsendelsen kunne kun ses ét sted: Politikens foredragssal.

Lawaetz var ikke færdig med Kirsten. Da den rigtige premiere skulle i luften 6. oktober 1951 fra endnu et primitivt studie, denne gang i Rosenørns Allé, bad han Kirsten lave noget sammen med farmaceuten Sven Holm, Danmarks store pletfjerner. Lidt Gøg og Gokke-agtigt i opbygningen (billedet). Kirsten skulle bage og lave mad og sørge for at svine undervejs, så Sven Holm kunne fjerne alle spor!

Må vi se det i dag – eksisterer programmet mon endnu? Det er kult-stof.

Eva Nystad (datter af Politikens redaktør Henning Nystad) debuterede som 5-årig i filmen “Poeten og Lillemor i forårshumør” og fortsatte ved filmen til 10-års alderen. Som 19-årig blev hun tekstforfatter på reklamebureauet Lund & Lommer og har derefter skrevet digte, drevet journalistik, arrangeret udstillinger, lavet design, keramik, skulpturer og bogillustrationer.