Bodil Cath (f.1945 i landsbyen Stevning på Als som datter af en møbelsnedker) blev ”verdensberømt” i Danmark som hofreporter på B.T. En redaktionssekretær fandt på det mundrette navn Bodil Cath, fordi han syntes, at Bodil Cathrine Nissen fyldte for meget over en artikel.
Bodil Caths karriere før de bonede gulve og rejser verden rundt i årtier med kongeparret begyndte 2. juli 1962 som journalistelev i Sønderborg ved en tilfældighed. Hun havde, mens hun gik i realklassen (studentereksamen var der ikke råd til), gået til stenografiundervisning. I erindringsbogen ”Mit liv som Cath” (Lindhardt og Ringhof, 2009) fortæller hun:
”Min stenografilærer spørger mig en dag, om det ikke er noget at blive journalist? Og det synes jeg da lyder interessant. Han ved fra lokalredaktøren på Dybbøl Posten, at der bliver en plads ledig 1. juli. Jeg kan da prøve at henvende mig, siger han. Det gør jeg. Jeg får også stillingen, men kun på prøve.
Mine forældre er langtfra begejstrede. Mor ser hellere, at jeg skaber mig en fremtid på Danfoss. Her kan jeg få en sikker uddannelse, måske som teknisk tegner, fordi jeg er så god til at tegne… At blive bladsmører er ikke noget, mener mine forældre. Det er lige så slemt som at blive skuespiller eller balletdanser… Det ender med, at redaktøren, som er en flink mand, besøger mine forældre. De disker op med kaffe og kager og siger, at han endelig må sørge for at holde mig i arbejde, så jeg ikke farter for meget rundt.
Han holder, hvad han lover. Der er arbejde på menuen fra morgen til aften. Men det generer mig ikke. Hver dag skal der fyldes en hel side, og det er ikke annoncer, der optager spalterne. Hver eneste lille lokale ting, der hænder, skal berettes. Jeg er lykkelig de dage, hvor Klasselotteriets annonce fylder en god kvart side. Så skal der produceres mindre stof, færre artikler.
Også kulinarisk er mit nye job en svir. Jeg kan nemlig hente gratis daggammelt wienerbrød hos den flinke bager i Jernbanegade. Han ved godt, at journalistelever ikke hører til de mest velbeslåede, og han spørger mig, om jeg kender journalisten Ninka med det borgerlige navn Anne Wolden-Ræthinge. Det gør jeg ikke. ”Nå, men hun har også fået brød hos mig”, fortæller bageren. Om det var noget af det daggamle, spørger jeg ikke om.
Journalistelevlønnen i 1962 er bare 300 kr. om måneden. Det er i hvert fald, hvad jeg får i hyre. Heraf skal jeg udrede de 120 kr. til et værelse… andre 20 kr. går til arbejdsløshedskassen. Og resten kan jeg bruge til mine fornødenheder. Som en fri fugl, der nu kan bestemme over egne behov, køber jeg på afbetaling en skrivemaskine til 300 kr. Jeg betaler en halvtredser om måneden. Jeg mener med mine 17 år ikke, at jeg som vordende journalist kan leve uden at have min private skrivemaskine.
Oftest starter dagen kl. 8 om morgenen, nogle dage tidligere. Lige så ofte kommer jeg først hjem på mit værelse ved midnat. Den lange arbejdsdag generer mig ikke. Jeg vil lære faget og brænder for at vise mine forældre, at de har taget helt fejl af den uddannelse, jeg har valgt. Jeg ved dog, at jeg er nødt til at arbejde hårdt, for jeg besidder slet ikke den baggrund, der er nødvendig for at kunne være en god journalist…”
Bodil Cath bliver på et tidspunkt bedt om at skifte redaktion, men siger nej, fordi lokalredaktøren dér ikke er uddannet. I stedet gør hun noget utraditionelt. Hun får Ritzaus Bureau til at sende en annonce ud med denne ordlyd:
Grundet uforudsete omstændigheder søger ung journalistelev på Dybbøl Posten i Sønderborg luftforandring. Alle tilbud, som vil sikre færdiggørelse af min uddannelse, modtages med interesse.
”Jeg er ret sikker på, at Ritzau hverken før eller siden har modtaget en sådan annonce, og mit stunt vækker opsigt”.
Annoncen fører til flere tilbud, og Bodil Cath vælger Frederikshavns Avis, ”hvor jeg som politireporter får et særligt forhold til det lokale politi. De kalder mig ”Brenda Starr” efter en tegneserie med en blond, svulmende journalist (billedet), som ved, hvordan man klarer ærterne… Redaktionschefen kan indimellem efter arbejdstid godt lide at få en lille én på den lokale bar. Han vil selvfølgelig ikke have, at hans kone, som jeg sætter stor pris på, kommer og henter ham. Så hun henvender sig altid til mig og spørger, om jeg ikke lige kan smutte hen og hente ham. Seancen er lige så fast, som den er bizar. Jeg løber, så hurtigt jeg overhovedet kan, hen på baren, hvor jeg forpustet meddeler, at der er vigtigt nyt på redaktionen. Eilertsen rejser sig straks. Udenfor står Ebba og venter – og så går de hjem…
En dag ankommer en ny kvindelig kollega. Hun hedder Anne Marie Løn, og hun viser fra starten et stort talent for at skrive. Vi piger holder sammen, selv om vi er vilde hver på vores måde, og jeg bemærker, at hun har øje for folk og samfundet næsten som Steen Steensen Blicher. ’En skønne dag bliver du med garanti en berømt forfatter’ siger jeg til hende. For skrive, dét kan Anne Marie. Min journalistiske intuition viser sig senere at holde stik. Hun er noget særligt, og hun får udgivet en lang række bøger. Og jeg er ikke blot hendes fan, men også hendes ven.
Fra Frederikshavns Avis går turen til Fyns Tidende, videre til Nyborg Avis og derfra til politiredaktionen på Berlingske Tidende i København som bladets første kvindelige politireporter, videre til B.T som journalist på erhvervsstoffet og ind imellem mode, før hun bliver hofreporter. Her går Bodil Caths interview med prins Henrik i 2002 hele verden rundt, fordi han siger, at han ikke er tilfreds med at være nr. 3 (efter dronningen og kronprins Frederik), men vil være nr. 2 i hierarkiet.
Da Bodil Cath har 25 års jubilæum på B.T., er der omkring 500 gratulanter, og chefredaktøren holder en flot tale, der kommenteres af Bodil Caths 7-årige datter til Se & Hørs hofreporter, Mugge:
”Mama har aldrig fortalt, at hun var berømt. Det kunne hun da godt have sagt!”
Bodil Cath konkluderer:
”Selv om man er hofreporter gennem en lang årrække, bliver man aldrig privat ven med Hendes Majestæt og Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen. Det højeste, man kan håbe på, er, at der med årene opnås en gensidig forståelse og respekt. Det ville være fuldstændig uoverskueligt for regentparret, hvis de skulle være private venner med dem, som de måske nok på et eller andet plan synes om, men som de gennem livet møder så mange af”.