Modersmål er det rosenbånd,
som store og små omslynger
N.F.S. Grundtvig
Engang var der ord, MAN ikke brugte, i hvert fald ikke i avisen, ofte djærve, gamle ord, som blot ikke mere ansås for at være til pænt brug. Usømmelige ord. Hvis det var helt uundgåeligt at bruge sådan et ord, kunne man tilsløre det og med nedslagent blik skrive første bogstav af ordet, fulgt af et passende antal punktummer, hvilket betød, at det var læsernes eget ansvar, hvis de kendte ordet og altså kunne aflæse koden, f.eks. ‘r…’
Eksempel fra Weekendavisens tillæg ‘Bøger’ (side 4) den 4. april 2014: En overskrift lød: Ondt i r….. I selve teksten har man taget et skridt videre og tilføjet et enkelt bogstav mere:
‘I ka’ jo bare prøve at lade være at få ondt i rø… og så tage jer af det, I orker’.
I samme tillæg (side 14) fjerner man sløret fra endnu et par bogstaver og viser hele ordet i al dets glans og herlighed: ‘ Røv og æsler’, men det bør siges, at det her drejer sig om en overskrift på et læserbrev, der specifikt gælder den oplysning, at på engelsk betyder ass ikke bare æsel.
Når det gælder fremmede sprog, får ordene mere frihed, og punktummernes kyskhedsbælter forsvinder og viser sig først igen ved den danske oversættelse. Weekendavisens ‘Kultur’ havde – stadig den 4. april 2014 – en helsides artikel fra fodboldens verden. Den indledte:
De blårøde Paris Saint Germaine-faner bølger hidsigt, mens fadøllerne skvulper i hænderne på de over 42.000 fremmødte fans, der næsten mekanisk istemmer et taktfast: ”Marseille, Marseille, t’encule!” (Marseille, Marseille, vi knepper dig i r….!)
Så vanskeligt kan det være for det sproglige sædelighedspoliti at beslutte, hvor sømmelighedens punktummer skal sættes ind.