Henri T. Meyer med sin berømte kuffert.
Henri T. Meyer (f. 1908) var en legende i ugebladsverdenen fra de første skriverier i Hjemmet i 1927 til mange efterfølgende årtiers artikler hos Allers Etablissement, især Familie-Journalen. Han er blevet portrætteret af Ib Johannesen (chefredaktør på Billed-Bladet m.m.) i bogen ”100 publicister”. Her er klip fra beskrivelsen, som Ib Johannesen har givet overskriften “Ugebladenes troldmand” :
”Familie-Journalens hemmelige våben hedder Henri T. Meyer, men skriver under 10 forskellige mærker. Så hvis fx Jan Thrudvang eller Henriette er Deres yndlingslæsning, er Meyer stadigvæk manden. Han bruger højst sit virkelige navn en gang om ugen. Ingen, der bare en enkelt gang har mødt dette indbegreb af en journalist, kan glemme ham. Altid festligt klædt i den besynderligste blanding af ulastelighed og yderst sjusket nonchalance med en gennemtygget cigar i munden, med fedtede briller, der hele tiden er ved at glide ned af næsen, kommer han trækkende med en indkøbsvogn af ældste model. På den er fastspændt en kæmpekuffert. Den følger ham overalt til receptioner, premierer og på rejser i ind- og udland. – Hvad har du egentlig i den? spurgte jeg. – Småting og arkiver. Ja, i dag også tre buketter syrener, for de er så dejlige lige nu, og måske kan jeg glæde en nydelig dame… Den blå Bog, Hof- og Statskalenderen, Adelsårbogen, køreplaner til hele landet, kort over alle vigtige byer, billeder af kendte danskere, appelsiner og andet forråd. Pas og hvad der ellers er nødvendigt, hvis man pludselig skal til Varde eller Venedig, kan man også finde i den enorme læderkuffert.
… I 11 år kørte han en herregårdsserie, som stadig gemmes i fornuftige folks skuffer. 11 år! Det er omkring 575 artikler. Alle var ens opbygget: et opslag med en god menneskelig skildring og et historisk lynstrejf, altid præcis 80 linjer a 60 anslag. Meyer har regnet ud, at det gav ham 5 øre pr. ord, så han elskede folk, der kunne være både godsejere, kammerjunkere og kammerherrer, og jo flere fornavne des bedre (for Meyer var freelancer og på linjebetaling) Hver uge i 20 år har han skrevet om kendte mennesker i ”Vi besøger”-serien. Oftest folk, der var i vælten netop dén uge, selv om artiklerne er lavet 10 uger før. Det lader sig gøre, fordi Meyer både er synsk og helt eventyrligt velorienteret. Hans dag starter kl. 4 om morgenen, hvor han bryder den avispakke, der kastes af af hans avismand. Hjemme læser han avisen grundigt og tager så første tog til Valby (hos Aller) og arbejder til kl. ca. 20, hvorefter han går i seng med nogle kryds-og-tværs’er.
På arbejde i de rygende ruiner morgenen efter, at tyskerne under 2.verdenskrig jævnede Allers Etablissement med jorden.
Meyer er synsk på en fornuftig facon. Han forudså under krigen bombningen af B&W eller rettere Sukkerhuset og flyttede derfor i tide fra det farlige naboskab. Han forudså også, at Allers Etablissement ville blive schalburgteret, for tyskerne gik jo efter Tivoli og Langelinie Pavillonen, det store folkekære. Han var dengang redaktør af Allers Weeekend og bad sine medarbejdere fjerne alt vigtigt fra redaktionen. Selv tog han negativarkivet med hjem. Få dage efter var bygningerne jævnet med jorden. Meyer slog telt op midt i de rygende ruiner til sædvanlig tid næste morgen og begyndte at arbejde på sin medbragte skrivemaskine. Gutenberghus og Berlingske assisterede med teknik, og Meyer var på tryk igen kort tid efter. Han arbejder som freelancer, da han mener, at stykbetaling holder ham ung. I hans fattige ungdom ringede vækkeuret hver morgen kl. 4, hvor han så gik i gang med at skrive. Når Assistenshuset (lånekontoret, red.) åbnede, pantsatte han uret og spiste morgenmad og frokost for femmeren. Ud på eftermiddagen solgte han dagens produktion for ca. 10 kr. og indløste vækkeuret, som jo skulle bruges igen næste morgen…