Poul Trier Pedersen

”Jeg må have været 8 år, da en drøm begyndte at spire i mit ufordærvede sind”, skriver Poul Trier Pedersen (1921-2012) i ”Vejen til journalistik” – det indledende kapitel i erindringsbogen ”Omveje mellem mennesker og medier” og fortsætter: ”Drømmen begyndte, mens mine forældre havde kiosken på Nørre Boulevard i Nakskov… Naboen var en bladbygning, efter de lokale forhold ret så imponerende; her havde venstreavisen ”Tidende” til huse… en dag kommer jeg forbi sammen med min far, og en af typograferne lukkede det store kældervindue op for at snakke med ham. Jeg tog mig ikke af, hvad de talte om. Jeg havde nok at gøre med at se gennem det åbne vindue, høre den lifligt klirrende lyd fra linotype-maskinerne og indsnuse den varme lugt fra den smeltede legering af bly og tin – råmaterialet til aviser dengang.

Da de to mænd havde stået og snakket et stykke tid, mens jeg var optaget af at sanse, henvendte maskinsætteren sig pludselig til mig: ”Hvad hedder du, min dreng?”. Det måtte jeg jo fortælle ham. Hvorefter han drejer sig om og forsvinder bag sit dyr af en maskine. Dens klirren fik en lidt anden karakter. Så kom han tilbage med noget i hånden. ”Værsgo, men pas på, den er varm”.
Jeg passede på og lod det lille metalstykke glide fra hånd til hånd for ikke at brænde mig. Det skinnede som sølv og minsandten – mit fulde navn stod at læse med ophøjede bogstaver, blankt og flot. Det røg gennem hovedet på mig: Nu kan du trykke dit navn. Vi havde jo en stempelpude hjemme i kiosken…

Tænk at være typograf og sidde ved sådan en klimprende åbenbaring, der laver hele linjer der bliver til en artikel – og til sidst til en hel avis… og tænk at være journalist. Sidde deroppe på 1. sal og skrive på maskine og så få typograferne nede i kælderen til at sørge for, at det huhej blev til en avis, man kunne købe samme eftermiddag…
… Lige nu var jeg bare 8 år. En tanke var plantet. Orv, om man kunne blive journalist! Og jeg var jo ret god til at stave, forstod jeg på skolen”.
Et par år senere fik Poul Trier sin debut i avisen, for som 10-årig lavede han en kryds-og-tværs, som avisen købte for 25 øre.

Poul Trier ville gerne i gymnasiet, men det kneb med pengene, så forældrene sørgede for, at han efter mellemskoleeksamen kom i kontorlære i en lokal osteeksportforretning, og indimellem kørte han som bud på den 3-hjulede Long John-cykel. Senere læste han til student i sin fritid og blev cand.polit., og via journalistjob på bl.a. ”Dagens Nyheder” kom han til DR og blev landskendt. Han var med til at starte TV-Avisen i 1965 – en konkurrent, aviserne frygtede. Det giver Trier et eksempel på: ”Politiken havde på den tid en forfatter og en kulturperson til at skrive den daglige TV-anmeldelse. Han skrev meget positivt om den nye TV-Avis i de hektiske dage, men de stykker blev ikke trykt i avisen. Et medlem af redaktionen overtog jobbet, og de anmeldelser var ikke positive. Den vragede forfatter sendte mig dét, han ikke kunne få trykt. Han syntes, jeg i hvert fald skulle læse det”
Gode venner kunne forundrede sige til mig: ”Du tager dig da ikke af den slags skriverier?” – Jo, fandeme tager jeg mig af det! Man kan ikke på samme tid være åben og kommunikerende udadtil og så være bedøvende ligeglad med reaktioner. Jeg kender for resten ingen kolleger, der er det. Der er bare nogen, der er gode til at skjule deres sårbarhed. Hvad der overgik mig, var bagateller i forhold til, hvad et samvittighedsfuldt og elskværdigt menneske som Otto Leisner kunne lægge ansigt til”.

I træningstiden op til den nye TV-Avis fik medarbejderne en lang række råd om interviews med politikere og magthavere. Trier gengiver nogle af dem:
”Stil aldrig et spørgsmål, du kender svaret på … Aftal ikke spørgsmål og svar på forhånd, så interviewet bliver uspontant og uægte … Tag aldrig et interview om … Byg ikke en påstand ind i dit spørgsmål, så interviewpersonen kan føle sig forpligtet til først at tage afstand fra påstanden … Skab et tillidsforhold så du kan forlange svar på dét du spørger om … Del ikke ansvaret for redigeringen med interviewpersonen … Hold distance så du ikke bliver indspist og indforstået med interviewpersonen …”
”Nogle politiker mente i fuldt alvor, at TV’s folk ikke skulle have lov til at styre en samtale. Andre udviklede en teknik: de gjorde deres punktum’er uhørlige. Når en sætning sluttede, lå stemmen helt oppe, og de fortsatte lynhurtigt, så et spørgsmål fra intervieweren lød som en afbrydelse. Og afbrydelser har seerne altid på de interviewedes vegne betragtet som bøllemanerer”.

Trier valgte at slutte sin fastansættelse i DR og var derpå freelancer i over 25 år. Om dén del af sit liv skriver han: ”Freelance-virksomhed er nu ikke helt uden problemer… Det er ikke nok, at man har en god beskæftigelse lige nu og i de nærmeste måneder. Man bør hele tiden gøre noget for ordreindgangen, uanset hvad der siges i Mattæus-evangeliet – der skal være noget at rive i også resten af året og næste år. Det har jeg ikke været særlig god til at sørge for. Jeg har gerne engageret mig så stærkt i den aktuelle opgave, at fremtiden tegnede sig temmelig ubeskrevet i samme øjeblik, opgaven var løst. Pludselig står man dér med tomme hænder. Det var dét – og hvad så?”
Det lykkedes nu altid for Trier at få opgaver, og i erindringerne fortæller han levende om, hvordan han på et tidspunkt med tomme hænder fik en af sine mest spændende opgaver, nemlig en uge på sin hjemø med et morgenprogram i regionalradioen, sendt direkte fra et interimistisk studie, indrettet i en lille butik på hovedgaden i Maribo: