Veteranklub-formand Palle Hermund kan sine klassikere:
Han kendte tegneseriefigurerne i ”Superman” og kunne derfor afsløre en sensationel Vietnam-historie som bluff.

Palle Hermund:
– Erindringer om Vietnam, Peru og Sovjet

Jeg husker tre begivenheder fra mit journalistliv, hvor rene tilfældigheder kom til at spille afgørende ind:
– Da jeg opdagede, at tegneseriefiguren Superman deltog i Vietnamkrigen
– Da jeg sad i Lima og rapporterede “alt roligt i Peru“ netop i de minutter, da generalerne begik statskup og styrtede præsidenten
– Da Anker Jørgensen midt under den kolde krig fortalte mig, at et festligt møde med Sovjetunionens ministerpræsident havde udviklet sig til noget i retning af et skænderi.

Først Vietnamkrigen. Jeg sad som ung udlandsmedarbejder på Radioavisen, da det nordvietnamesiske nyhedsbureau ifølge Reuters udsendte en detaljeret tilståelse fra en nedskudt amerikansk pilot om grusomheder mod civilbefolkningen. Han havde efter ordre bombet rent civile mål som landsbyer og hospitaler med napalm og fragmentationsbomber udelukkende for at skabe frygt og rædsel. To andre piloter, som han navngav som Clark Kent og Ben Casey, havde nægtet at gøre det samme og var derfor blevet stillet for en amerikansk krigsret, fortalte han ifølge bureauet. Altså en klar tilståelse af krigsforbrydelser.

Der var bare lige den hage ved historien, at jeg tilfældigvis netop havde bladet et nummer af tegneserien “Superman” igennem og derfor kunne huske, at Supermans civile navn var Clark Kent. Det tog kun én opringning at få bekræftet, at Ben Casey også var et fiktivt navn: Han var hovedperson i en populær amerikansk TV-lægeserie og havde aldrig været i Vietnam.

Med ét slag var historien forvandlet fra en tilståelse af grusomme krigsforbrydelser til et bluffnummer, hvor en amerikansk pilot tog gas på sine fangevogtere. Måske ikke en glorværdig politisk afsløring, for der blev begået masser af grusomheder, men et uventet serendipity-biprodukt af en af de propagandahistorier, som Vietnamkrigen var så rig på. Desværre ikke på grund af mine storpolitiske kundskaber, men fordi jeg læste tegneserier.

Historien om kuppet i Peru var heller ikke glorværdig, men vistnok ret typisk. Jeg dækkede en latinamerikansk udenrigsministerkonference i Lima i 1975, men den stod i stampe, og jeg ringede fra hotelværelset hjem til Radioavisen og rapporterede, at der ikke kom nogen historie, for der skete intet som helst – ja, jeg tror ligefrem jeg brugte udtrykket “ikke en hujende fis“. Pludselig blev telefonen afbrudt, og det var umuligt for mig at få forbindelse igen. En halv time senere ringede den dog. Det var den danske ambassade, der lige ville orientere hr. journalisten om, at der var statskup i landet. Præsident Alvarado var ved at blive væltet af en officersjunta, og der var demonstrationer foran præsidentpaladset. Det tog et par timer og var ublodigt, men jeg fik lavet en historie, og Peru skiftede politisk kurs for de næste fem år. Siden har jeg vidst, at man ikke altid er manden i centrum, fordi man er på stedet.

Historie nummer tre var et biprodukt af en tilfældighed: Jeg havde en rutinemæssig udlandsvagt engang i 1977 og bladede nogle nordiske aviser igennem i håb om at finde en eller anden lille historie at fylde i næste timeradioavis. Det norske “Arbeiderbladet” bragte en historie om, at de nordiske statsministre havde været i Finland dagen før i anledning af 60-året for Finlands selvstændighed, og at Sovjetunionens ministerpræsident Kosygin også var der. Han havde benyttet lejligheden til at mødes med kollegerne under en officiel reception, så der havde været et lille uformelt nordeuropæisk “topmøde” i festsalen i præsidentboligen i Helsingfors – midt under den kolde krig.

Hvad gør man på en kedelig dag? Jeg fik grønt lys til at tage ned på Christiansborg og sendte en seddel ind til Anker Jørgensen, der sad i Folketinget, om han ville fortælle Radioavisen om mødet med Kosygin.

Anker sagde ja, og så kom historien: Det havde været en ophedet diskussion, hvor Kosygin havde klaget over, at Danmark og Norge deltog i en NATO-øvelse i Nordatlanten og Østersøen. Den norske statsminister Nordli havde afmålt svaret, at Norge ikke havde løftet våben mod andre folkeslag siden vikingetiden, medmindre de havde angrebet Norge. Anker Jørgensen havde klaget over Sovjetunionens militære aktivitet i Østersøen. Stemmeniveauet havde været sådan, at samtalen vakte opmærksomhed blandt de nærtstående festdeltagere. “På et tidspunkt bad jeg hr. Kosygin om at tage det roligt”, fortalte Anker Jørgensen, og det blev overskriften både i Radioavisen og aviserne de følgende dage.

Serendipity? I hvert fald et uventet biprodukt af en kedelig rutinedag på redaktionen