”På de største sproglige dybder
går de fedeste tanketorsk”
Jacob Paludan
Madonna. Måske er ‘madonna’ som en slags synonym for ølåbner ved at glide ud af dagligsproget, sikkert presset af dåsernes fremmarch på markedet. Ifølge Slangordbogen har vi haft ‘madonna’ hos os i sproget siden 1921. Dengang gik den noget kuldslåede vits ud på, at det var ‘den, der løftede blikket’.
Anker Jørgensen sagde i hvert fald hverken ‘madonna’ eller ‘samfundshjælper’, da han i sin tid som statsminister flyttede ind på Marienborg og over for en journalist kommenterede den statelige bygnings størrelse ved at erklære: ”Huset er så stort, at det kan være svært at finde ølåbneren.”
Virak. Et ord som ‘virak’ skranter og bliver mere og mere forhutlet. De unge kan ikke finde ud af at udtale det korrekt, men lægger trykket på anden stavelse. De ved heller ikke, at det betyder ‘hyldest’ og ‘æresbevisning’ men bruger det synonymt med ‘brok’, ‘ballade’ og ‘optøjer’.
Han er ej mere. At den fadæse harmer Helle Bygum Knudsen, giver hun udtryk for i et brev til Sprogmuseum, men så fortsætter hun med et spørgsmål af en anden sproglig karakter og skriver: ‘Og ganske vist er det længe siden, jeg var ung-ung, men da stødte jeg på et mærkeligt ord, eller snarere taleform, jeg gudskelov ikke har hørt siden. Jeg skulle skrive en artikel, formentlig om Kaninavlerforeningen i Østbirk Sogn og Herred, og ringede til den formand, jeg kunne finde i telefonbogen for Skanderborg og omegn. En rystende, ældre kvinde besvarede mit spørgsmål, om jeg traf ham, med ordene: ”Nej, han er ej mere”. Det vidste jeg ikke lige, hvad betød, så jeg fremturede med spørgsmålet: Nå, men hvornår kommer han hjem? Jeg er blevet mindre hensynsløs med årene, men hvor kommer det sære udtryk fra? Og er det ikke meget godt, at den eufemisme er død?’
Svar: Vendingen er ældgammel og har nok sine rødder et sted nede i folkedybet. Det forekommer flere steder i litteraturen, f.eks. både hos Oehlenschläger og Holger Drachmann. Mest berømt er dog Johan Hermann Wessels brug af talemåden, nemlig i den gravskrift, han satte under et portræt af en på Wessels tid elsket scenekunstner af den morsomme slags, Gert Londemann (født 1718 i Smidstrup, Ribe Stift, død 1773): Det lød:
”Man sukker, for han er ey meer.
Man husker, hvad han var, og leer.”