”At skrive er menneskeligt.
At redigere er guddommeligt”
(Stephen King
amer. forf. Født 1947)
1) ‘Galimatias’
2) ‘Blusel’
– to støvede museumsord, som nylig er blevet hentet frem i lyset og brugt i dagspressen af folk fra den yngre generation:
1) Galimatias
Det var ordet, som Københavns børne- og ungdomsborgmester Anne Vang fiskede frem, da hun kommenterede en aktuel situation inden for sit område. ”Det er jo galimatias!” sagde hun. I normaldansk bruges ordet synonymt med ‘vrøvl og forvirret sludder”. Hvor det stammer fra, ved ingen rigtigt. Der er dem, som mener, det er sat sammen af det latinske ord for ‘hane’ (gallus) og det græske ord for ‘viden’ (matheia). Meget frit udlagt: al den ‘viden’, en hane står og galer op om, som i ordsproget ‘Enhver hane kro’r sig på sin mødding’ – vrøvl og forvirret sludder. Eller som det hed i en vise fra Scalarevyen i 1922: ”Det danske vrøvl, der frodigt gror/ved fælles kaffebord.”
2) ‘Blusel’
dukkede op i fjernsynets ‘Natholdet’, hvor komikeren Jan Gintberg som medvært begyndte en sætning med: ”Uden blusel…” Så afbrød han sig selv og sagde med forbløffelse: ”Siger man DET?” Måske skyldtes forbløffelsen, at han uventet kom i tanker om de betydninger, som ordet ‘blusel’ også bærer med sig ud over den i normaldansk gængse, ‘skamfølelse’ . De gammeltestamentlige sider af ordet betyder jo nærmest ‘nøgenhed’ og hentyder meget præcist til de dele af legemet, som ifølge de hellige skrifter sandt for dyden bør skjules. Men i vore dages sprogbrug har de alderstegne ord med de usømmelige associationer mistet kraften. Man kan ligefrem bruge den i en vis forstand selvmodsigende vending ‘synlig blusel’. I hvert fald stod der i Information engang i en kommentar om tv bl.a : ”…har ført til skandaløse udsendelser af kriminalmagasin-typen, hvor journalister uden synlig blusel eller udtalte forbehold har stillet sig villigt til rådighed.”
Copulation
Og mens vi er ved de ord, som har skiftet betydning i tidens løb: For mange af de kolleger, der arbejder med slægtsforskning, kommer det overraskende, at der i de gamle kirkebøger står ‘copulerede’ eller ‘copulation’ om ens ædle, afdøde tip- og tiptipoldeforældre. Ordet, som i dag betyder parre sig – inkl. diverse saftige synonymer – betød i de gamle kirkebøgers forstand ’viede til hinanden’, og uden for kirkebøgerne brugtes ordet copulering om sammensmeltning og indbyrdes forbindelse både i botanisk og grammatikalsk sammenhæng. I 1814 blev der indført skemaer, som sognet skulle anvende i forbindelse med alle begivenheder, der fandt sted i kirken. Her var overskriften ændret fra Copulation og til ægteviede.