Jeg er ikke antisemantiker
– Mange af mine bedste venner er ord.
Gert Smistrup
Flid, arbejdsomhed og trange kår i Victoria-tidens middel- og underklasse og en uvirksom rig overklasse – men for dem alle gjaldt, at deres børn nok skulle ses, men ikke høres (maleri af Ford Madox Brown)
MIG-MIG-MIG-generationen og selviscenesættere – er et par af de mærkesedler, der hæftes på vor tids teenagere og unge, men kun yderst sjældent hører man nogen turde hviske den gamle regel for opdragelse, i hvis skygge mange af nutidens unge er vokset op: ”Børn skal ses og ikke høres”. Almindeligvis tror man, at den norm for børns adfærd stammer fra den victorianske periode i Storbritannien. I de dage havde opfattelsen ganske vist sin storhedstid, men formuleringen stammer helt tilbage fra år 423 før vor tidsregning, nemlig fra Aristofanes’ ”Skyerne”, hvor den tilmed kaldtes ‘en gammel regel’.
I de såkaldt toneangivende kredse i Vesteuropa slog udtrykket først for alvor igennem i det 17. århundrede, og ret snart derefter blev det knæsat i dele af borgerskabet i Danmark. Men vor tids unge vil åbenbart både ses og høres og markere hele deres selvværd.
Man kan stadig høre folk – de ældre af slagsen, altså veteranernes jævnaldrende – sige: ” – og mig, sagde hunden.” I sig selv betyder denne tilføjelse ikke noget, men den kan f.eks. betragtes som en demonstration af en klædelig beskedenhed for den, der føjer sit eget navn til f. eks. opremsningen af en række notabiliteter eller kendisser af en slags. Udtrykket er nok et levn fra fortidens mange folkelige vendinger og ordsprog. der sluttede med ”sagde kællingen” eller ”sagde drengen”. Folkemindeforskere har i øvrigt konstateret, at vendingen ” – og mig, sagde hunden” har været brugt i Danmark så langt tilbage som i 1700-tallet.