Nauntofte om “Tyrannernes” fald

Syriens Assad er revnende ligeglad med sit folk. Foto: Finn Hillmose

Syriens Assad er revnende ligeglad med sit folk. Foto: Finn Hillmose

På en yderst velbesøgt Veterancafé onsdag den 24. oktober 2012 gav DR-veteranen Jens Nauntofte en levende og interessant beskrivelse af ”det arabiske forår”, som han fortæller mere om i sin kommende bog ”Tyrannernes fald”. 80-90 veteraner var mødt op for at høre om det arabiske oprør.

Meget passende startede Jens Nauntofte sit foredrag med at fortælle om en opringning fra den amerikanske præsident Obama til den ægyptiske præsident Mubarak, efter at Obama havde set ham holde en tale på TV. ”You must go” ! fastslog Obama ifølge Nauntofte, og så trak Mubarak sig. Der var selvfølgelig også et stærkt pres på Mubarak fra demonstranterne på Tahrirpladsen i Cairo, som på blot 18 dage væltede tyrannen.

Mubarak kom til, da hans forgænger Sadat blev myrdet ved en militærparade. Mubarak var vicepræsident, og han overtog magten med det samme. De, der myrdede Sadat, var den islamiske bevægelse, der blev en del af Taleban, Al Queda og Osama Bin Laden. Det førte frem til angrebet på tvillingtårnene i New York ”9-11”. Den mørkeste dato i det 21. århundrede, ifølge Nauntofte.

Jens Nauntofte kan ikke lide betegnelsen ”det arabiske forår”, men da det bliver brugt vidt og bredt, bruger han det også. I den arabiske verden handler det først og fremmest om religion og derefter politik, der er religion med andre midler. Det gør det meget svært at få indført demokrati efter vestlige principper. ”Det arabiske forår” startede med frugtsælgeren i Tunis, der satte ild til sig selv og udløste en eksplosion i den arabiske verden, som ingen havde ventet.

Det var tale om et oprør fra bunden, hvor undersåtterne krævede at blive borgere, fastslog Nauntofte. Han understregede, at de arabiske lande havde forskellige forudsætninger for oprøret mod diktatorerne. Han har til sin bog talt med en stribe eksperter, bl.a. kommentatorer og journalister, og med rådgiveren for præsident Assad i Syrien. Nauntofte vil dog ikke gætte på, hvad det ender med i Syrien, men han mener, at der indtil nu er blevet dræbt 33.000 mennesker.

Jens Nauntofte nåede i sit foredrag rundt til Tunis, Libyen, Ægypten og Syrien krydret med et par velanbragte vittigheder. Endelig mente han på et spørgsmål fra salen, at internettet har haft og har en stor betydning for ”det arabiske forår”. Her kan man kan skrive med hinanden. Og der var eksempler på, at en aktivist på en ægyptisk netcafé var blevet banket ihjel, fordi sikkerhedstjenesten kikkede ham over skulderen og så, hvad han havde skrevet.

Tiden løb hurtigt, og mødet gik over tiden.

Niels Bjørn Hansen

PS

Efter vores møde er “Tyrannernes Fald…” udkommet og har fået flotte anmeldelser. De tre største aviser, Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten, var helt enige – de gav bogen 5 stjerner af 6 mulige.