Jannie Hartely Møller, tidl. medarbejder på Ritzau, fortalte om sin ph.d-afhandling om netjournalistik på DR, Politiken og Nordjyske.
I snit er der 23 elever i en folkeskoleklasse i en københavnsk omegnskommune.Veteranerne kunne klare snittet, da vi satte os i et klasselokale til heldagsseminar på RUC 28. september 2012 – nå, ja, der var et par stykker over klassekvotienten, men egentlig for få, for det blev en rigtig-rigtig god dag. Man kan selvfølgelig også vende det om og sige: Det var da godt, at vi ikke var flere, for spørgelysten var stor, og det er jo en gylden regel, at alle elever i en klasse skal kunne komme til orde. Forelæserne var glade, for som de sagde: Her er da tale om interaktiv undervisning uden forstyrrende facebook (normalt er halvdelen af de unge journalistspirer på facebook og derfor uopmærksomme, mens forelæseren er ”på”)
Så både veteranerne og forelæserne nød dagen.
Netjournalistikken: Jannie Hartely Møller, tidl. medarbejder på Ritzau, fortalte om sin ph.d-afhandling om netjournalistik på DR, Politiken og Nordjyske. Afhandlingen findes som bog og på nettet. Indlægget fortalte om kampen mellem de ”rigtige” journalister (de skriver på papir) og netjournalisterne (som i større omfang må arbejde med kortere, sjovere og mere letbenede nyheder). Men der er en udvikling i gang, hvor netjournalisterne flytter fra deres ”kosteskab” i et hjørne af redaktionen ind i rummet til en central desk og producerer flere egenhistorier, fx er der nu et halvt hundrede medarbejdere på Politikens netredaktion, så ”lillebror” er ved at vokse sig stor. Men der er stadig en tendens til, at papirjournalisterne er finere og ”magthavernes vagthund”, mens netjournalisterne er dem, der skal levere masser af trafik med lette og hurtige nyheder (mantra: 8 sek. før de andre netaviser!) og skaffe mange ”klik” og dermed annoncepenge – altså er netjournalisten mere ”købmand” end vagthund. Frygten for et journalistisk A- og B-hold findes derfor stadig, og netjournalisterne har det dårligt med, at klikkene på deres historier viser, at læserne hellere vil se noget om Obamas hund end om Obama!
Udenrigskorrespondenterne: Jørgen Skrubbeltrang har skaffet midler til en ph.d-afhandling om udenrigskorrespondenternes rolle i det moderne mediebillede. I Mellemøsten har han fulgt deres arbejde og skrevet sine oplevelser og deres udtalelser sammen i en fiktiv korrespondent (”Jan”) og en fotograf (”Thomas”) Skrubbeltrang viser, hvordan udenrigskorrespondentens rolle er ændret fra primært at være øjenvidne på stedet til også at være performer, dvs. iscenesætte sig selv og fx fortælle seerne i direkte indslag om problemerne med at nå frem til brændpunktet. Derfor står udenrigskorrespondenten snart på et tag i det ene land og snart i et andet og sender sin live, mens han vifter ind mod et sted ”her lige ovre på den anden side af bjergene”, hvor krigen (vist nok) raser. I de fire år fra 1980 til 1984, da Lasse Jensen var korrespondent i USA, fik han bevilget 4 liveindslag, altså ét om året. I Skrubbeltrangs undersøgelse nævnes et eksempel på 8 live fra en korrespondent på et døgn! Hvad betyder det for mediebilledet og for seernes oplevelse, at udenrigskorrespondentens rolle i dén grad er ændret?
Politiske skandaler i danske medier 1980-2012: Skandaler kan defineres på mange måder. Ritt på Ritz. Brixtofte i Farum. Thornings skattesag. Tamil-sagen. Birthe Rønns palæstinenseraffære osv. Mark Ørsten definerer skandale som en sag, hvor antallet af klager når et vist tal, fx mod en minister og hvor klagens følge fx kan være ministerens afgang. If. dén definition har der været 35 politiske skandaler fra 1980 til 2010 – kun 7 i hvert af de 2 første tiår, men 21 i ti-året fra 2000 til 2010. Hvordan er spindoktorens rolle? Hans opgave er jo at skabe en historie (eller lukke den), og der er i de senere år kommet langt flere spindoktorer. Kravet til ham er, at han skal være fagligt funderet, redelig og tale sandt. Men politikerne ved jo godt, at en lækage eller en konflikt slår mere igennem end en tale i Folketinget. Måske derfor stiger antallet af skandaler. Og måske har spindoktoren en rolle i fx skattesagen eller i lækagen om ”Den hemmelige krig” i Afghanistan. Hovedspørgsmålet er så, om skandalejournalistikken er til gavn og glæde og giver os et bedre demokrati?
BEJ
Fotos: Annette Hartung