Et menneske, som nok kan være usikker på sit blads høje idealer,
men altid sikker på at kunne skrive enhver af bladets artikler bedre,
hvis han/hun bare havde haft tid.
(Definition af en chefredaktør)
Om ‘brystløse’ amazoner og ordet ‘nedrig’
‘Tennissportens Amazone’ bliver der nu og da hvæset og hvisket i tenniskredse efter verdensstjernen Serene Williams.
Udtrykket kommer fra dem, som mener, at tennissporten har mistet sin ynde og feminine elegance og er blevet brutaliseret. At det er gået sådan, skyldes ikke mindst Serene Williams, skumler angriberne, for hun spiller tennis som en amazone. Hvor grovkornet og nedrig denne betegnelse er, ved enhver, der husker betydningen af ordet ‘amazone’ – betegnelsen på et krigerisk folkefærd, som udelukkende bestod af voldelige kvinder. Disse kvinder havde kun et enkelt bryst. Deres højre bryst havde de nemlig skåret af for at få plads til at spænde deres buer mest djævelsk. Deraf navnet, amazoner, som ad kringlede sproglige vildveje kom fra at betyde brystløs. Men ingen bør påstå hverken det ene eller det andet om Serene Williams, siger forvarerne af kvindernes moderne og mere maskulint prægede tennisspil.
Ifølge den græske myte om de drabelige amazoner smækkede de en gang om året alle døre og dyner på vid gab til ‘åbent hus’, og hvis der kom drengebørn ud af festlighederne, blev de øjeblikkelig aflivet.
Nedrig var et ord, man kunne se i Brorsons salme ‘Den yndigste rose er funden’. Der stod nemlig oprindeligt ‘Ak, søger de nedrige steder’. Det grimme ord blev i senere udgaver af salmebogen ændret til ‘ydmyge’ , som jo klæder den yndigste rose betydeligt bedre.
Ordet nedrig færdes stadig i sproget, nemlig i betydningen gemen eller lumpen.