Poul Erik Andersson kom som 18-årig i 1958 til Lolland Falsters Folketidende. Bladets kvindelige medarbejdere var tilsyneladende i gode hænder hos den unge journalistspire. Foto: Bent Rej

Poul Erik Anderssons tilbageblik på sin elevtid:
På Faaborg Avis lærte man at bukke

Poul Erik Andersson har tidligere fortalt om sin ansættelse som elev på Faaborg Avis i efteråret 1957 (læs her på hjemmesiden: Jeg blev ansat af ”Carl den Grusomme”) Her er flere af hans tidstypiske oplevelser fra perioden:

Redaktionen på Faaborg Avis bestod af en ung journalist og èn, der var lige så gammel som bladet. Den unge skulle oplære eleven, hvad han ikke havde megen lyst til, og den gamle anede ikke, at der var en elev. Han var  opslugt af sit egnshistoriske arbejde og sad altid med to fingre i skrivemaskinen. Undtagen den morgen, hvor han blev fundet med hovedet i skrivemaskinen – stendød.

Jeg havde naturligvis drømt om at sætte en dagsorden i den lille by, men dagene blev præget af korrekturlæsning og modtagelse af annoncer. Og sidstnævnte var noget af en prøvelse: Dels skulle jeg forstå det fynske sprog, dels forstå hvad det betød, at en so skulle fare (hvor skulle den løbe hen?)

Avisens fladtrykspresse var simpel. Først blev der trykt fire sider på den ene side af papirarket, og så blev der trykt et tilsvarende antal sider bagpå, hvorefter arket blev foldet sammen til en 8 siders avis. Det var elevens opgave at rage 50 aviser til sig på samlebåndet, hvorefter de blev bundtet og fik påskrevet destination.

Distributionsapparatet var bl.a. Fåborg-Nyborg Jernbanen, der kørte forbi bladhusets baghave. Her gjorde toget holdt  hver dag kl. 13. Ofte måtte jeg i firspring løbe ned til lokomotivføreren og bede om 5 minutters ekstra ventetid. Og mens redaktør Carl Nielsen med sved på panden råbte og skreg, blev avisbundterne transporteret ned til toget, hvorfra den hvide damp bølgede op i haven. Men det var ikke alle abonnenter, der fik avisen til tiden. Og så ringede telefonen ved 17-tiden, og jeg måtte straks sætte mig på cyklen og køre ud med avisen.

Annoncørerne var fredet i klasse A. Da jeg havde brugt en hel weekend på at skrive om fjernvarmen, der blev lagt ned i gadenettet, forklarede redaktøren mig, at Kulkompagniet i Fåborg var en af de største annoncører, og vi kunne naturligvis ikke skrive om fjernvarme, der var en konkurrent til kullene…

Og straks i det nye år var det min pligt at gå rundt til de handlende i byen og aflevere avisens Nytårskalender. Og det skulle ske efter følgende retningslinier: Når døren var åbnet, skulle jeg gå direkte frem mod disken, aflevere kalenderen, og mens jeg bukkede dybt, skulle jeg sige: Faaborg Avis ønsker Dem et godt nytår! Derefter gik jeg baglæns, og stående ved døren bukkede jeg endnu en gang, inden jeg forsvandt ned ad gaden til næste forretning. Min tid på danseskolen “Andersen & Jensen”, var ikke helt spildt. Jeg var virkelig god til at bukke!