Lene den heldige …

Et møde om kunsten at skrive en biografi

Lene Johansen fortalte om arbejdet med at skrive bogen - eller "at trampe rundt i et andet menneskes liv", som hun udtrykte det. Fotos: Finn Hillmose.

Lene Johansen fortalte om arbejdet med at skrive bogen – eller
“at trampe rundt i et andet menneskes liv”, som hun udtrykte det.
Fotos: Finn Hillmose.

6-7 forlag og journalister havde længe kredset om den kendte advokat Knud Foldschack, 60 år, for at få lov til at skrive hans erindringer. Alle kunne se den gode historie om advokaten med den ulykkelige barndom, som senere blev kendt for at kæmpe for de usædvanlige i samfundet.
Det blev Lene Johansen, 47 år, der fik muligheden, og den 10. januar 2013 fortalte hun 70 veteranjournalister om arbejdet med at skrive bogen – eller ”at trampe rundt i et andet menneskes liv”, som hun udtrykte det.

Et år på en skulder
”Vi kendte ikke hinanden, men jeg syntes, han var et fantastisk menneske”, sagde Lene Johansen, der flere gange blev kontaktet af forlagsredaktør Pernille Wass fra People`s Press, inden hun sagde ja til at skrive bogen, der efter hans ønske kom til hedde ”Knud den heldige”.
”Og det kom til at betyde et år med Knud, hvor jeg nærmest sad på hans skulder”, sagde Lene Johansen. Hun forlod i 2010 TV-Avisen for skrive bøger.
Arbejdet bragte hende og den lille advokat tæt sammen, og han tog hele dage fri for at være sammen med hende om projektet. Han ville gerne have, at bogen kørte i to spor, dels om hans opvækst, dels om de sager, der senere har gjort ham kendt: Ungdomshuset på Jagtvej, Christiania, gidselsagen omkring ”Danica White” og klimatopmødet COP15.

En ”god” historie
Knud Foldschacks mor var en svensk rigmandsdatter, Inez, der som 15-årig blev gravid og sendt ud på en ø for at føde barnet. Siden kom hun til København og forelskede sig i en travkusk, der døde af blodforgiftning. Så mødte hun skibsreder Knud Foldschack sen. og fødte den lille Knud, der var så spæd, at ingen vidste, om han ville overleve. Lene Johansen kunne godt se den gode historie, ”men det værste for en forfatter er at få en god historie og så ødelægge den”.
Knud Foldschack var ikke et ønsket barn, moderen magtede ikke rollen, faderen havde travlt med sin spritrute til Sverige. Og lille Knud måtte se til, når faderen puttede børnene af sit næste ægteskab ind i sin Mercedes og kørte på ferie med dem.

En søsterhånd
Det forsømte barn kom på børnehjem. Og under arbejdet med bogen kørte Lene Johansen og Knud Foldschack rundt til de steder, hvor Knud havde sin opvækst. Han troede, at børnehjemmet Asserbohus var det værste, et barn kunne opleve, indtil han kom til Pederstrup på Lolland.
I børnehjemstiden lærte Knud Foldschack både at stjæle og lyve. Der kom først lys i den lille drengs liv, da han på Sankt Lukas Stiftelsen mødte Søster Helena, der gav ham den kærlighed, han altid havde savnet. Og selv da han som 17-årig kom til hende med langt hår og afghanerpels og meddelte, at han havde meldt sig ud af Folkekirken, var hun forstående.

Kunsten at vælge fra
Under arbejdet interviewede Lene Johansen nogle af de mennesker, der har kendt Knud Foldschack, men hun tog ikke samtalerne med i bogen. ”Det er et valg, man må træffe”, sagde hun. De mange timers samvær med Knud Foldschack blev optaget på bånd, der blev skrevet ud og redigeret. Knud Foldschack deltog ikke i det arbejde.
”Når jeg sætter mig ind i en taxa, fortæller jeg jo heller ikke chaufføren, hvordan han skal køre”, sagde Knud Foldschack, der som en ”mandelgave”, dukkede op i slutningen af mødet og svarede på spørgsmål. ”Jeg havde tillid til hende og til, at hendes ideer nok var bedre end mine blafrende tanker”.

Reaktioner
Knud Foldschack har fået mange positive reaktioner på bogen, fx fortalte advokat Merethe Stagetorn ham under et tilfældigt møde i Farum-toget, at hun havde fået bogen i julegave, ”og hvor er den god”, sagde hun.
Nogle af reaktionerne viser, at det har være en befrielse for mange at få sat ord på tanker, de selv har gjort sig om deres ophold på et børnehjem.
Knud Foldschack udtrykte på mødet stor tilfredshed med bogen. Men det har overrasket ham, at medierne i den grad er gået op i hans barndom i stedet for at tage nogle spændende vinkler af hans store retssager op. Så med et glimt i øjet sagde han ud i journalistforsamlingen: “Måske skulle der have været 16 sider om min opvækst og 400 sider om mine sager”.

Og så sluttede mødet i øvrigt med et par nyheder om Lene Johansen, dels at hun kommer på skærmen igen et par gange om ugen fra 1. marts som freelance-nyhedsvært på den nye DR2-samfundskanal, dels at hun er i gang med manuskriptet til en spillefilm.                                                   LL

Knud Foldschack udtrykte på mødet stor tilfredshed med bogen. Men det har overrasket ham, at medierne i den grad er gået op i hans barndom i stedet for at tage nogle spændende vinkler af hans store retssager op.

Knud Foldschack udtrykte på mødet stor tilfredshed med bogen. Men det har overrasket ham, at medierne i den grad er gået op i hans barndom i stedet for at tage nogle spændende vinkler af hans store retssager op.