Erindringsglimt af Otto Leisner

”Man betaler en høj pris for at være en slags allemandseje”, skriver Otto Leisner i bogen ”Mine mange minder”: ”Man mister retten til at være sig selv. Man er til en vis grad afskåret fra at leve samme almindelige borgerlige liv med sin familie som alle andre. Jeg har været ude for falske rygter om skilsmisse og om spirituskørsel, og mit navn har været brugt og misbrugt i de mest besynderlige sammenhænge…

Jeg kan ikke tillade mig at blive sur eller irriteret eller miste besindelsen offentligt. Jeg kunne fx ikke skælde den mand ud, der engang pudsede sin hund på mig på Storebæltsfærgen. Jeg kunne heller ikke bede den berusede dame passe sig selv, som højlydt kaldte mig højrumpet, fordi jeg ikke ville danse med hende, så hun kunne vinde et væddemål med sin mand. Den slags kommer jeg tit ud for, og det er ikke altid sjovt. Man er i det hele taget afskåret fra at svare igen eller kritisere, for hvis der bliver ballade, vil det altid være mig, der bliver udlagt som skurken – ud fra den sædvanlige indstilling: ”Han tror, han er noget. Hvad bilder han sig ind!”.

Til gengæld, skriver Otto Leisner, har jeg altid moret mig over at blive drillet utallige gange i ”At tænke sig…” og i ”Svikmøllen” og ”Blæksprutten” – eller som da Helge Kjærulff-Schmidt i en monolog sagde: ”Han er så velklædt, at man slet ikke lægger mærke til, hvad der er indeni. Og det må siges at være en fordel!”.

Otto Leisners flid – et problem!

Det har altid været en gylden regel i DR, at en programmedarbejder ikke må udnytte sin stilling til at reklamere for egne bøger, sange osv. Otto Leisner fortæller om det i ”Mine mange minder”.

Af underholdningschef Jens Fr. Lawaetz blev Leisner stort set hver uge sidst i 1940erne opfordret til at sætte dansk tekst til populære udenlandske melodier eller nykomponerede danske, så sangen kunne være slagnummer i lørdagens udgave af ”Weekendhytten”. Nogle af sangene, fx ”Jens Hansens bondegård”, blev landeplager, og Leisner blev beskyldt for at tage arbejdet fra professionelle sangskrivere og skaffe sig reklame via radioen.

På få år skrev eller oversatte Leisner mange hundrede sange og refræner, ikke bare under eget navn, men også under pseudonymer som Georg Otto (Leisners fulde navn var nemlig Otto Georg Karl Leisner) eller Stig Lange, og imens tordnede aviserne med overskrifter som ”Hvorfor tolererer radioen O. Leisners refrænfabrik?”, ”Må Leisner godt optræde i dobbeltstilling?” og ”Leisners flid er stadig det store problem”.

Debatten medførte, at Leisner nedtrappede sin skribentvirksomhed, og da han begyndte med ”Pladeparade” i TV i 1950erne ”holdt jeg op og har stort set ikke skrevet en sang siden”.

Men mange af dem står tilbage endnu – et lille udpluk: ”Ole Lukøje”, ”Køb ikke en zebra”, ”Du forstår ingenting”, ”Vovsen i vinduet”, ”Der går dans i Kastilien”, ”Blå blomster til en blond pige” og ”Slentre gennem regn”.

Otto Leisners brokker

Otto Leisner gjorde meget ud af at varme publikum op før en TV-optagelse, og til det formål havde han nogle vittigheder – ”brokker” som han selv kaldte dem. I erindringsbogen ”Mine mange minder” gengiver han et par af dem:

”Jeg hører til veteranerne i DR. Mine programmer var nogle af de første, man slukkede for!” – og:

”De er det bedste fredagspublikum, jeg har haft…i denne uge. I den anledning vil der efter optagelsen blive serveret champagne til alle…der er over 70 år…og ledsaget af deres forældre!”.

(Otto Leisner, 1917-2008: Kontoruddannet i FDB, ufuldendte jurastudier, ansat i Prisdirektoratet, DR-medarbejder 1945-87)