Ukrainerne er i defensiven, europæiske NATO-lande kan ikke finde de granater, Ukraine desperat efterlyser, og USA vil – Trump eller ej – fortsat vende sig mere og mere væk fra Europa. Og det danske forsvar er efter mange års besparelser fuldstændigt på hælene.
Sådan lød de alt andet end opmuntrende budskaber fra orlogskaptajn Anders Puck Nielsen og journalist Kasper Junge Wester, der onsdag 28. februar for en stopfyldt sal i Bethesda præsenterede deres ny bog ’Krigens logik’.
Det store spørgsmål er ifølge Anders Puck Nielsen, om Rusland vil teste NATO. ”Vil USA komme til undsætning, hvis Rusland laver et angreb på Finland eller Estland?
Indtil nu har vi kunnet stole på NATO’s musketéred. Men kan vi stadig det?”.
De to oplægsholdere gjorde også opmærksom på, at vi i Danmark hele tiden har set NATO som en garanti for, at nogen kommer os til undsætning, hvis kongeriget bliver angrebet.
Men nu er det Danmark, der eventuelt skal komme de baltiske lande til undsætning. Og det kan det nedslidte danske militær ikke.
Der kan ifølge Anders Puck Nielsen ikke herske tvivl om, at præsident Putins mål ikke kun er at erobre Ukraine, men også at få NATO til at falde fuldstændigt fra hinanden. Så der er god grund til den politiske forvirring og nervøsitet i europæiske regeringer. ”Rusland har i dag halvandet års forspring, når det drejer sig om oprustning”.