Vi stod ikke op i respekt, mens vi sang “Kong Christian stod ved højen mast”, men vi sang højt og kraftfuldt, mens Mogens Bähncke spillede på flygelet og Georg Metz med formidabel viden tog os med op gennem historien og belærte os om, at kongesangen slet ikke var skrevet som en nationalsang og en kongesang , men var en hyldest til søhelten Niels Juul, Tordenskjold og Kong Christian.
Men vi startede vores nytårsmøde 10 januar, hvor vi sang det nye år ind, med at gå helt tilbage til 1300 tallet med “Drømte mig en drøm i nat”. Kendt som pausesignal i radioen, men i virkeligheden en melodistump på en runesten.
Som dybest brønd havde Georg Metz kaldt sit causeri, hvor spørgsmålet var: har vi et fædreland , hvilke krav stiller det og hvad betyder det. Og i den proces kommer folket ind på en ny måde. Fra sange til kongens og Guds ære til sange om fædrelandet og folket.
Vi fik at vide, at Goethe var stærkt overvægtig, og at Schiller var hysterisk, at de som venner/uvenner, men sammen, i Weimar fødte romantikken som også stærkt inspirerede vores egen Oehlenschlæger, som herhjemme blev kaldt romantikkens konge.
Og at høre Metz læse op fra “Guldhornene” var som at høre Poul Reumert himself.
Vi kom rundt om højromantikken med “På Sjølunds fagre sletter” og Jeppe Aakjærs (den ellers mere hårdtslående kommunist) ” Jeg bærer med smil min byrde” og frem til Grundtvig og tiden med oplysning og viden. Især til ungdommen.
At lære er at ville befri sin ensomhed, var oplysnings- og vidensdigternes mantra og via Johannes V. Jensen nåede vi frem til Halfdan Rasmussen for hvem viden var alt, og som bl a skrev historien om musen og pølsesuppen og hvori den berømte sætning “gak til myren og bliv vis” forekommer.
Referenten her kan kun sige: gak til Metz og bliv vis.
Helle
(Foto: Finn Hillmose)