Referat af Generalforsamlingen 2023

Referat af generalforsamlingen i Journalisternes veteranklub
9. maj 2023 i Bethesda, Rømersgade, København

Klubbens formand Helle Bygum bød velkommen til en velbesøgt generalforsamling i Bethesda. Jens Peter Skaarup blev valgt til dirigent og indledte med at konstatere, at bestyrelsen havde kludret lidt i indkaldelsen til generalforsamlingen. Hans bemærkninger affødte en let irettesættelse til bestyrelsen og til munterhed blandt de ca. 85 fremmødte deltagere.
Herefter gav dirigenten ordet til formanden, som bad forsamlingen rejse sig for at mindes de gode kolleger, som Veteranklubben har mistet siden 1. maj 2021: Merete Hoff Hansen, Søren Larsen, Elise Nørgaard, Pierre Jacques Sales, Inger Merete Aller, Jens Kofod og Benny Gorm Hansen.
Æret være deres minde!

Travlt år og gode foredragsholdere
Herefter aflagde Helle Bygum beretning.
-Vi har haft et, herlig travlt år med mange virkelig gode foredragsholdere og virksomhedsbesøg. Hvis altså man kan kalde Den Franske Ambassade en virksomhed. Men det kan man vel godt kalde Den Danske Bank, omend det var den museale del, vi var så heldige at blive vist rundt i. Vidunderlige gamle stuer, en god historie om Det Erichsenske palæ – og kunst i overdådige mængder.
Pragtfuld kunst fik vi også i den spritnye Østre Landsret, hvor retspræsidenten selv viste os rundt.
Enigma nåede lige at åbne, så stod vi der. Og senest har vi besøgt Kosmopol, det gode gamle Lorry – en vending jeg ikke tror de helt bryder sig om, for Kosmopol skal gerne være ny og anderledes regional tv-formidling.
Jeg har fået at vide, at kunsten at kede, er at ville have det hele med! Så nu nævner jeg blot i flæng store foredrags oplevelser: Mathilde Kimer om at være krigskorrespondent i Ukraine og forbandet af russerne. Politisk analytiker Michael Kristiansen skød sæsonen i gang efter sommerferien med et brag af en underholdende gennemgang af de politiske partier, de enkelte politikere, valgscenarier og politiske skandaler. Besøget på Forsvarsakademiet som både var vellykket og lærerigt.
Vi har sunget med Georg Metz og Mogens Bänchke, hørt Thomas Ubbesen om den utrolige rejse langs grænsen til Rusland, hørt om spioner, og fået taget temperaturen på regeringen af Lars Trier Mogensen efter de første 100 dage, samt repeteret og perspektiveret vores viden om arbejdsmarkedet og forhandlinger af prof. Emeritus Flemming Ibsen. Philip Khokhar berettede om sin tid som Asien korrespondent med base i Kina. Senest har journalist Hans Davidsen-Nielsen  forsøgt at klargøre, hvad der er op og ned på sagen mod tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og tidligere FET-chef Lars Findsen.

-Jeg nævner tillige den tilbagevendende og herlige bogcafé.
Vi har selvfølgelig også haft en god julefrokost. I år på Kareten, hvor de gerne vil se os i år.
Vi var på sommerudflugt til bl.a. Korsør, og om lidt tager vi på sommertur til Malmø. Og når jeg nu er ved at se frem og ikke kun tilbage, så vil jeg da lige slå på tromme for Søren Brostrøm, som kommer her 6. juni. Vi har også inviteret Barbara Bertelsen, men hun har ikke svaret endnu (måske er sms’ slettet).
Nu skal jeg passe på ikke at kede, men vi har da også været i teatret mange gange. Tak til Annette Hartung og Erik Schnettler.

Hjemmesiden
– Som I måske har lagt mærke til, er vores hjemmeside under ombygning.  Da vi var i nød og Hillmose bad om at blive fritaget, sprang Peter Høvring til, og han har nu en større opgave sammen med to nidkære kvinder: Annette og mig.
Og så har jeg i den anledning en bøn/forespørgsel: Kunne nogen af jer tænke sig at vedligeholde den kasse, der handler om bøger om journalistik og den slags? Den er ikke ført ajour, og det er træls. Rubrikkerne om sære gamle ord og formuleringer og erindringer er også nødlidende, så kom bare frit frem!
Vi har ikke været ude at rejse, i det forgangne år, men det skal vi. Nogle af os til Oslo nu, og senere på året til Jaruplund syd for grænsen. Men det får I meget, meget mere at høre om.

Kaffe og kage koster
I har vel allerede noteret at kaffe og kage og vand har fået en prisregulering.
Det kan Annette fortælle meget mere om. Så nu må ordet snart være hendes. Men inden vil jeg rette en særlig og stor tak for økonomisk støtte fra Kreds 1. Vi har i år modtaget 30.000 kroner i støtte fra Kreds 1, og de falder på et tørt sted. Så tørt, at hvis vi næste år modtager 40.000 kroner, så vi kan holde det høje aktivitetsniveau, så kvitterer jeg med et kys.
Helle Bygums beretning blev enstemmigt vedtaget.

Regnskab
Herefter aflagde kassereren Annette Hartung regnskab, som er udsendt til medlemmerne. Ved udgangen af 2022 var der 320 medlemmer. Veteranklubben kan i dag glæde sig over medlemsfremgang.
-Men succes koster, det er dyrt at leje salen her – selvom Bethesda både er billig og venlig og hjælpsom. Jo oftere vi mødes, desto dyrere er det for os, forklarede hun.
-Det er ret at skaffe foredragsholdere, men stadig flere vil ikke nøjes med 3 flasker god vin. Priserne på arrangementer er derfor steget væsentligt.
Flere og flere vælger at betale via MobilePay, som koster 0,75 kr. for hver eneste overførsel. Og vi får stadig stigende udgifter til mobile pay. For at vi fremover kan holde skindet på næsen, har vi været nødt til at sætte prisen op fra 10 til 20 kr. for hhv. kaffe og kage til møderne i Bethesda. Vores underskud var over 19.000 kr.
– At sætte aktiviteterne i lavere gear vil være ærgerligt. Derfor foreslår bestyrelsen en kontingentforhøjelse gældende fra næste år på 100 kroner, så betalingen til Veteranklubben  fremefter andrager 300 kr. årligt.
Rejsekassen har sit eget regnskab. Den får bl.a. sine penge fra en evt. friplads på rejser, hvor nogle af de penge bl.a. kan bruges til en kop kaffe til deltagerne på rejser.

Adskilt regnskab
Børge Egelund kom med spørgsmål til Rejsekassens regnskab, som for ham både virker forvirrende og uforståeligt. Han foreslog at Rejsekassens regnskab skilles helt ud fra klubbens regnskab. Det forslag blev suppleret af Nikolaj Ifversen, som også støttede forslaget. Rejsekassen bør derefter have eget kontonummer. Ud over de to regnskaber findes også Teaterkassen. Men den har sit helt eget regnskab. Vedtaget at Rejsekassen skal have et særskilt regnskab, men før eventuelt oprettelse af særskilt kontonr. til Rejsekassen, skal muligheder og konsekvenser undersøges nærmere.

Regnskabet og kontingentforhøjelse blev vedtaget.

Valg
Peter Hertz, Karen Fredslund Ellegaard, Peter Kay og Erik Schnettler blev genvalgt til bestyrelsen. Terkel Spangsbo blev genvalgt som suppleant. Bilagskontrollant Marcel Buttrup blev genvalgt og Kaj Spangenberg genvalgt som suppleant for bilagskontrollanten.

Eventuelt
Der var ikke indkommet forsalg til punktet Eventuelt, hvor der ikke kan tage beslutninger. Helle Bygum bad forsamlingen om en tilkendegivelse af, om Journalisternes Veteranklub skal oprette en konto til frivillig indbetaling af beløb til støtte for journalister i Ukraine. Forslaget fik positiv reaktion fra forsamlingen med akklamation.

Helle Bygum sluttede generalforsamlingen med et par bemærkninger:
-Da jeg sagde ja til at blive formand for Journalisternes Veteranklub – jeg kan godt lide at sige det, det lyder så flot! – vidste jeg ikke, hvad jeg sagde ja til. Og det var nok meget godt.
Men jeg vil sige, at det faktisk er ret sjovt, blandt andet fordi I er meget søde til at sige tak for arrangementerne og rose os. Men allermest fordi der er en meget dygtig, behagelig og hyggelig bestyrelse. Og jeg synes, at det skal fremhæves, at alle bestyrelsesmøderne foregår hjemme hos Annette Hartung, som ikke blot stiller an med frokost, men også bager boller og rugbrød.
Jeg tror, det var hvad jeg havde på hjerte til denne lejlighed.
Tak!

ke