At være øjenvidne til det største folkemord siden Holocaust og blive truet på livet som fotograf og journalist, har sine omkostninger. Foto: Peter Høvring.

Journalister kan møde rædsler så forfærdelige at de sætter spor. Ikke kun nogle timer eller dage, men i mange år. Men der er historier som skal fortælles.

Ikke så meget historierne, men om historierne var hvad fotografen Jørn Stjerneklar og hans kone, journalisten Helle Maj havde med ved Veteranklubbens møde 10. april.

Den 6. april 1994 blev den Rwandiske præsident og hans kollega fra Burundi skudt ned med to missiler netop som deres fly var lettet fra lufthavnen i Rwandas hovedstad Kigali. Attentatet blev startskuddet til folkedrabet på tutsier og på den mindre gruppe hutuer, som blev anset for at modarbejde hutu-styret.

Jørn Stjerneklar, ligene flød overalt. Foto Finn Hillmose.

Jørn Stjerneklar og Helle Maj hørte om begivenheden over BBC World samt at der var begyndt voldsomme uroligheder. De var enige om at Jørn ikke skulle tage af sted. Men så kom det amerikanske ABC-News med tilbuddet der ikke kunne afslås – 10.000 kr. pr dag for at tage til Rwanda.

Op mod 1.000.000 (en million) tutsier blev myrdet. Ligene flød overalt; langs veje, i byernes gader, i søer og flodernes strømme. En million dræbte – og landet er kun en smule større end den jyske halvø.

At være øjenvidne til det største folkemord siden Holocaust og blive truet på livet som fotograf og journalist, har sine omkostninger. Dem fortalte Jørn og Helle om. Det var en helt anden Jørn hun fik tilbage hjemme i Kenya. Irritabel, angst og nærmest bindegal. Jørn blev overtalt til at søge psykologhjælp. Diagnosen var PTSD (Posttraumatic Stress Disorder). Og stadig nu 25 år efter at have set og dokumenteret hvad der skete, kan Jørn vågne op om natten hjemsøgt af hvad han var vidne til.

Fra folkemord til dæmonisk dræber

I 2013 udgav Helle Maj bogen ”Den sorte enke” om drabet på en dansk millionær i Sydafrika. Et par år senere ringede en anden dansker, Peter Frederiksen, til Helle og fortalte at han havde en endnu bedre historie at fortælle. Nemlig om sig selv. Det blev begyndelsen på en tv-dokumentar, en radio-dokumentar og en bog på mere end 400 sider, ”Tækkemanden”, beretningen om en fuldstændig skrupelløs morder, pædofil, sadist og sexforbryder.

Peter Frederiksen fortalte uden hæmninger om hvordan han havde omskåret adskillige kvinder hjemme hos sig selv, hvordan mennesker omkring ham uforståeligt var faldet døde om og andre besynderlige historier.

Helle Maj blev politiets hjælper. Foto Finn Hillmose.

En dag læser Helle i avisen hjemme i Cape Town at politiet har anholdt en mand, som havde adskillige kvindelige kønsdele gemt i små poser i sin kummefryser. Ikke et øjeblik var hun eller Jørn i tvivl om at det var Peter Frederiksen. Hun og Jørn måtte følge historien, fik kontakt til politiet og kunne her få at vide at Frederiksen havde en mængde kalenderbøger hvor han havde noteret forskellige ting. Men politiet kunne ikke læse det fremmede sprog – altså dansk. Helle tilbød sig som oversætter og valgte for så vidt at blive politiets hjælper. Det syntes Jørn ikke var en god idé, men da han senere så hørte hvad der stod i kalenderne, så var heller ikke han i tvivl om at de måtte bryde den journalistiske kodeks om at holde sig neutral som reporter. Igen en historie der skulle fortælles.

Peter Frederiksen der i øvrigt var efterlyst af dansk politi, blev ved retten i Bloemfontein idømt to gange livsvarigt fængsel. Dommerens sidste ord til ham var: ”Du skal fjernes permanent fra samfundet”. Det blev Peter Frederiksen. Han sidder i dag i et af de mest lukkede fængsler i Sydafrika.

Men også sagen med Peter Frederiksen havde omkostninger for Helle og Jørn. De var til tider rædselsslagne ved tanken om at Frederiksen på en eller anden måde skulle sørge for at få dem ombragt. En mulighed ingen så bort fra for så vidt at anklageren og andre i retsvæsenet fik beskyttelse i en periode.

Helle Maj og Jørn Stjerneklar supplerede og kompletterede hinandens historier på fremragende vis denne eftermiddag i Bethesda. Der blev lagt øre til beretningerne. Men tidligere var der en enkelt som ikke hørte godt nok efter.

Og den fik vi med på vejen:
Da Helle og Jørn i den sydafrikanske avis læste om de dybfrosne kønsdele, var de ikke i tvivl om at det var Peter Frederiksen. Jørn ringede samme lørdag formiddag til Ekstra Bladet – men nej, kunne han ikke ringe igen på mandag. Jamen, her får i en historie til flere forsider i træk. Næ, næ – på mandag, svarede EB’s journalist (!?). Jørn ringede så til B.T. ja, og mange tak. Og så kørte den ellers. Efter sigende holdt chefredaktør et redaktionsmøde på Ekstra Bladet som sent skulle blive glemt – i hvert fald ikke af en – må man formode – ret ung journalist.                                            NI