Det skal ikke længere være aviserne, der kommer til brugerne.
For fremtiden skal det være brugerne, der kommer til aviserne.
Det var hovedtemaet, da forhenværende chefredaktør Per Westergård, for et halvt hundrede Veteraner fortalte om sin netop udkomne bog “Den journalistiske forbindelse”, som han har skrevet sammen med mediesociolog Søren Schultz Jørgensen.
Bogen er blevet til gennem lange rejser i USA og Europa, hvor parret har besøgt medievirksomheder, der er gået nye veje, og har fået succes.
Per Westergård kalder udgivelsen for en kogebog for mediefolk, hvor man kan lede efter det, men selv kan bruge. Han fastslår, at omnibus-avisernes tid er omme. Avisernes fremtid ligger i specialisering. Tiden hvor de politiske aviser kunne mobilisere læserne, er ovre. “Vi har fjernet os fra brugerne”, mener Per Westergård. Nu skal brugerne aktiveres i det, han kalder “sved i stedet for sværte”. Medierne skal fange brugerne med fysiske arrangementer som festivaller, debatter, konferencer og fredagsøl. “Det er på vej til at blive det megastore” fastslog han og mente, at fremtidens journalister skal være værter og entertainere for at komme tættere på forbrugerne.
Per Westergård mente ikke, at redaktionernes åbne døre for brugerne ville medføre en strøm af lobbyister, han fastslog, at det stadig var journalisterne, der redigerede aviserne, “og de kan godt skelne”.
Han mente, at fremtidens medier ikke blot skulle fremlægge problemer, men også komme med bud på løsninger. “Medierne skal være aktører frem for at være iagttagere”,, lød hans bud.
Han mente, at det kræver kamp, hvis der også skal være journalistik om 10 år.
Men hensyn til om ideen med journalister som entertainere klarede Per Westergård i Bethesdas billedsal sin optræden til pil opad. LL