Tåge, blæst og regn
… i en daglig og herlig blanding

DSCN8340

På vej fra lufthavnen til Torshavn blev der gjort flere fotostop. Foto: Annette Hartung.


Tur til Færøerne 12. – 17. maj 2017

Da flyet fra Atlantic Airways – Færøernes luftfartsselskab – den 12. maj landede i Vága Floghavn på øen Varga med 28 deltagere fra Journalisternes Veteranklub på en 6-dages tur til Færøerne, regnede det ikke. Skyerne lå i en vis højde og generede den dag ikke flyet på vej ned. Men ellers byder de nordatlantiske øer på daglig tåge og tunge skyer, stærk blæst og regn. Næsten da.

DSCN8336#001

Vinden rev i tøjet fra start til slut. Foto: Annette Hartung.

Retfærdigvis skal det nævnes, at solen var fremme nogle gange på en særdeles oplevelsesrig tur til mange af de 18 øer som tilsammen er Færøerne. Øerne i den nordlige del af Atlanterhavet mellem Skotland, Island og Norge er af vulkansk oprindelse.

Storslået natur
Besøget i et tætpakket program blev umiddelbart efter landingen indledt med en flere timers skøn sightseeing-tur under ledelse af vores næsten alvidende turguide Sámal Blåhamar. Gruppen fik et mageløst indtryk af den storslåede natur med de brede og i maj endnu ikke så grønne  kæmpeskråninger, hvis lagdelte sider tydeligt viser fortidens vulkanudbrud. Solen var med os og gjorde indtryk undervejs på Vágar-øens nordlige del. Vi passerede bygden Bø og Gásadalur, hvorfra der var en bjergtagende udsigt til øen Mykines mod vest. Vi blev på øen og så naturligvis ikke den lille holm, Mykineshólmur, på Mykines, der er adskilt fra øen med en 35 meter lang gangbro. Holmen er det vestligste punkt i Europa og i virkeligheden beliggende i en anden tidszone end Færøerne.

Deltagerne fik samtidig strakt fødderne på en gåtur ved Gásadalur fossen. Her fik vi også at mærke, hvor kraftig blæsten er. Vandet i fossen forvandlede sig løbende til en regnsky, når blæsten tog rigtig fat.

Bøur kirke er en traditionel trækirke fra 1865.

Bøur kirke er en traditionel trækirke fra 1865. Foto: Annette Hartung.

I Bø så vi den sorttjærede trækirke fra 1865 med hvidt firkantet tårn, som ses på mange af kirkerne. Pudsigt for mange af os var også byskiltet, som adviserer at nu skal hastigheden sættes ned, fordi man kommer ind i ”bymæssig bebyggelse” – også selv om antallet af huse og veje er beskedne.

Notabiliteter
Indkvarteringen foregik på Hotel Hafnia midt i Tórshavn beliggende i den sydlige del af Færøernes største ø Streymoy og ganske tæt ved havnen. Fra konferencelokalerne øverst oppe på hotel Hafnia var der mulighed for at nyde udsigten over byen med domkirken tæt ved, havnen og de mange huse med græs på taget. Hotel Hafnia er et godt valg for besøgende. Det er her man bor. Hotellet ligger i behagelig gåafstand fra butikker, seværdigheder og turistkontor, medmindre man vælger at tage de gratis busser, som transporterer passagerer rundt næsten overalt i byen.

Karen3

Klædt på til Færøvejr. Foto: Karen Fredslund Ellegaard.

Notabiliteter som Mærsk Mc-Kinney Møller, Kim Larsen og Dirch Passer har også boet på hotellet. Vores notabilitet ved middagen første aften var to gæster: Den færøske erhvervsleder og medlem af Folketinget, Magni Arge. Han er tidligere radioreporter i tilknytning til sportsbegivenheder og tidligere administrerende direktør for Atlantic Airways gennem otte år samt i besiddelse af rigtig gode talegaver. Magni Arge gav i sit indlæg til os veteraner en levende og interessant beskrivelse af Færøerne med en række eksempler på færingernes liv, politik, ønsker og drømme – og økonomi. Han fortalte om sit personlige forhold til landets tilknytning til Danmark eller løsrivelse og om befolkningens delte ønsker om emnet. Alt sammen krydret med små historier, lidt skønsang og ansats til solo-kædedans. Hele gruppen morede sig herligt.

Magni Arges ’optræden’ gik lidt ud over aftenens anden gæst, Beate Samuelsen, som i stedet blev Veteranklubbens gæst den sidste aften, hvor vi overnattede på Hotel Føroyar. Beate Samuelsen berettede her om sit liv og virke på Færøerne. Hun er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 1969 og tidligere chefredaktør for avisen Dimmalætting efter sin far. I dag er hun redaktør af Færøernes Turistblad.

Hotel Føroyar er Tórshavns nyeste hotel beliggende ovenfor byen og bemærkelsesværdig for sin arkitektur med græs på tagene. Fra samtlige værelser er der udsigt ud over Tórshavn. Hotellet er Færøernes største og tegnet af de danske arkitekter Friis & Moltke.

Kulturel højborg
Vores bus holdt tidligt om formiddagen foran hotellet for at bringe os rundt til alskens seværdigheder. Først ca. 15 km til Kirkjubø på Streymoy’s sydvestkyst, som er en gammel kulturel højborg. Her ligger den ikke færdigbyggede kirke Magnuskatedralen fra 1300-tallet og Olavskirken, der er Færøernes ældste kirke, samt et lille museum. Midt på vejen ligesom på mange af de øvrige veje måtte bussen ofte sætte farten ned, da vi passerede får med små nyfødte lam. På Færøerne passer man godt på fårene. De er en indtægtskilde ligesom de færøske laks. Det koster nemlig  kassen at køre dem ned.

 I dag kan man opleve hans malerier og container-glasmosaikken på Færøernes Kunstmuseum, Listasavn Føroya i Thorshavn.

Trondur Pattersons glasmosaik kan man opleve på Færøernes Kunstmuseum, Listasavn Føroya i Thorshavn.
Foto: Karen Fredslund Ellegaard.

En af Færøernes mest betydende billedkunstnere, den internationalt kendte, Trondur Patterson, født 1944, har sit hus og atelier tæt ved Kirkjubø. Han er en mand, der ikke gør meget væsen af sig selv. Hans bolig er bygget af drivtømmer og sten, som han har samlet. Hans værker taler for sig selv – både malerier og smukke glaskunst. Et af hans malerier hænger i Folketinget. En kæmpe glasmosaik bygget i samme mål som en container var udstillet i København i 1996, da København var europæisk kulturby. I dag kan man opleve hans malerier og container-glasmosaikken på Færøernes Kunstmuseum, Listasavn Føroya i Thorshavn. Museet rummer verdens største samling af færøsk billedkunst. Også i Tórshavns indkøbscenter ses hans glasmosaik. Som næsten nabo til Trondur Patursson passerede vi også den beskedne hytte og vindblæste Michelin restaurant Koks med plads til omkring 20 gæster.

Det gamle Tórshavn
Spadsereturen i Tórshavns gamle bydel var en oplevelse i smalle og bugtede stræder og gader med smukke, malede huse i sorte, røde, gule og hvide farver. Mange med et tykt og isolerende lag græstørv på taget. Ved havnen stod vi på stenene, hvor verdens ældste parlament Tinganes for år tilbage tog vigtige beslutninger. Vi så huset, hvor læge Niels Finsen, den første færøske og den første danske nobelpristager, er født i 1860. På egen hånd kunne vi vælge blandt byens lange række af tilbud. Et af dem var Nordens Hus, som er Færøernes betydeligste kulturcenter indviet i 1983 og finansieret af de nordiske lande. Et andet tilbud var det historiske Nationalmuseum beliggende i en bygning, der mest af alt ligner en fabriksbygning. Indenfor er der dog en fin udstilling med bl.a. de berømte stolegavle fra Kirkjubøur.

Foto: Karen Fredslund Ellegaard.

Foto: Karen Fredslund Ellegaard.

Fuglefjeld og lodrette klipper
En særlig oplevelse var regnvejrsdagen med sejlturen til Vestmanna fuglebjerge. Imellem smalle løb på ganske få meter og dybe grotter, står klipperne lodret op over 300 meter op af havet. På heldagsturen til Nordøerne passerede vi Atlanterhavsbroen mellem Eysturoy og Streymoy og senere den lange tunnel til Bordoy farvebelyst af Trondur Patursson og broen over til Kunoy. Ad meget smalle asfaltbelagte veje med vigepladser blev vi ført langt ud i naturen og endte ved en fjord og en kirke dekorativt placeret fjernt fra bygden med får og lam græssende rundt omkring. Landskabet var fuldendt med de mange vandfald, som efter regn er brusende fosser og få timer senere forvandlet til rolige løb.

Vores guide Sámal kunne berette om alt og alle. I så godt som alle bygder var der information om deres historie, kirker, antal arbejdsløse (ikke mange) hvor mange indbyggere, økonomi (det går fantastisk godt) etc. Og i øvrigt fortalte han, at alle veje på Færøerne er belagt med asfalt. Utroligt hvad han som et omvandrende leksikon berigede os med af informationer. Rosinen i pølseenderne bragte efterhånden smilet frem. Det var hans faste særoplysninger om antallet af børn og ældre i bygdernes børnehaver og plejehjem.

Karen2

Astrid Andreasen, Tórshavn fortalte at hun har udformet altertavlen som et stiliseret træ.
Foto: Karen Fredslund Ellegaard.

Altertavle i Vestmanna kirke
Turen gik videre gennem Klaksvik mod Kunoy. Vi besøgte den smukt restaurerede kirke i Vestmanna. Her fortalte Astrid Andreasen, Tórshavn, at hun har udformet altertavlen som et stiliseret træ, der nærmest gror op af kirkegulvet foran et gyldent kors. Astrid Andreasen er oprindelig uddannet på Den klassiske Broderiskole i Kerteminde. Livets træ er titlen på denne udsmykning, som er skåret ud i aluminium og lakeret i afdæmpede farver. I træet flyver duer som symbol på Helligånden. Rundt om i grenene hænger små gyldne æbler. Det er dem duerne kommer efter. Alt er udformet livagtigt, enkelt og smukt.

Sidste dag var kort. Ved frokosttid var der afgang til lufthavnen fra Hotel Føroyar. Nogle af deltagerne nåede en sidste tur ned til Tórshavn, mens andre valgte en sidste spadseretur i området.

Lufthavnen ligger cirka et halvt hundrede kilometer fra Tórshavn, og solen dukkede igen op på vejen, mens vi sagde farvel til et meget smukt land med stolte indbyggere og til en forrygende tur arrangeret af Annette Hartung og Peter Hertz.
                                                                                     Af Karen Fredslund Ellegaard

DSCN8586#001

Den ensomt liggende kirke i Saksun blev i 1858 flyttet hertil fra Tjørnuvik, men fik ydermure af sten i stedet for de oprindelige træfacader. Foto: Annette Hartung.

De velholdte gamle huse på Tinganes i Torshavn er centrum for regeringsmagten.

De velholdte gamle huse på Tinganes i Torshavn er centrum for regeringsmagten. Foto: Annette Hartung.

 

 Farvel til et meget smukt land. Foto: Annette Hartung.

Farvel til et meget smukt land. Foto: Annette Hartung.