Jule- & nytårshilsen

godt-nytaar

 

 


Saa er et Aar da atter gleden,
et Aar kan være aflangt nok,
men sammenlignt med Evigheden
er det ej andet som et Fnog.

Så sandt skrev vor længst afdøde kollega P. Sørensen-Fugholm i digtet “Det nye Aar”. Men hvad angår det “fnog” som hedder 2017, så har Journalisternes Veteranklub flere gode oplevelser som nok kan holde evigheden lidt på afstand.

  • Nu kan det vel nok kaldes en tradition, at vi synger det nye år i møde. Første sammenkomst er 11. januar hvor Georg Metz vil lægge op til fællessang og igen med Mogens Bähncke som akkompagnatør.
  • Og så er der “Veterancafé” hvor vores egen Jette Faurschou fortæller om sit internationale arbejde i FN-regi.
  • Vores kollega og medlem af Kreds 1’s bestyrelse, Deniz Serinci, kommer og tager os bag kulisserne hos Islamisk Stat.
  • Kaare R. Skou giver en populær fortælling om store kvinder i det politiske liv og kampen for ligestilling – fra Louise Rasmussen (grevinde Danner) til Mette Frederiksen.
  • Samuel Rachlin vil komme og fortælle om hvad der sker i Rusland og om “putismen”, der nu snart kommer til at stå overfor “trumpismen”.
  • Jens Bjerre er igen gæst i ”Veterancafé” – denne gang viser han film fra Himalaya.
  • Endelig skal det nævnes, at Folketingets tidligere ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, vil komme og fortælle om forholdet mellem politik og jura – og hvordan pressen både har brugt kendelser og også fået hjælp fra ombudsmanden i tvister om offentlighedslovens grænser.

I de kommende uger vil du i medierne høre/se meget om Royal Arena i Ørestaden, som åbner i begyndelsen af februar. Glæd dig til en rundvisning for Veteranklubben, formentlig i april.

Der kan komme flere arrangementer end dem, der er nævnt her – og i hvert fald er der, traditionen tro, en sommerudflugt som afslutning på forårssæsonen.

Og så kan I allerede nu notere i kalenderen: Generalforsamling onsdag 26. april.

Og så er der forårsrejsen – 12. til 17. maj går den til Færøerne. Invitationen er sendt ud, og tilmeldingsfristen er 15. januar, men kig på www.journalistveteraner.dk  – ud over beskrivelse af rejsen og kommende begivenheder er der mange gode historier og selvfølgelig referater og billeder fra tidligere arrangementer.

På vegne af bestyrelsen ønsker jeg alle medlemmer en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Vi glæder os til at se jer til forårets mange arrangementer.

Nikolaj Ifversen (3)@Med venlig hilsen
Nikolaj Ifversen
Formand