Hvis 60 medlemmer af Veteranklubbens medlemmer pludselig optræder med en markant forøget hukommelse, skyldes det årets sommertur til Gavnø. Under rundturen i parken ved det sydsjællandske gods var det muligt at prøvespise et blad fra tempeltræet Gingo, og vores guide, Niels Houkjær, der er skovbruguddannet og tidligere Berlingske-medarbejder, fortalte, at træets blade ikke blot styrker hukommelsen, men også virker, så datidens munke ikke behøvede at gå så ofte på toilettet, så de kunne bede hele dagen. Den sidste virkning blev dog ikke efterprøvet.
Der blev opsendt mange bønner til vejrguderne, da sommerturen skulle afvikles den 16. juni. Der var varslet skybrud over Sjælland, og det var en broget flok, der ved afgangen fra Hovedbanegården mødte op i gummistøvler, regnslag og paraplyer. Men helt forgæves, for pludselig var regnen væk, så vi kunne stige ind i bussen i tørvejr. Men da vi på vejen sydpå kom til Greve, fik vi en kraftig påmindelse om, hvor galt det kunne være gået. Men dobbeltdækkeren fra Roskilde Turistfart blev meget ren. Efter den voldsomme byge var det ren sol og varme resten af dagen. Foruden en rundtur i Gavnø slotspark, hvor vi også blev præsenteret for en sort kastanie, var der besøg på slottet, hvor vi bl.a. oplevede et galleri med hundredvis af malerier af adelsmænd, der ikke turde smile på grund af dårlige tænder. Det var alle sammen kopier, der ventede på råd til en restaurering.
Under et besøg i slotskapellet blev vi beroliget med, at det ikke længere spøger på Gavnø. Men det hedder sig, at en uheldig person engang som straf blev indmuret i en af kirkens søjler, hvor man kunne høre ham rasle i sine lænker. Ved en restaurering af kirken fandt man et skelet, der blev behørigt begravet, og siden har der været fred! Godset ledes i dag af baron Otto Reedtz-Thott, mens baronesse Helle, der er jurist, tager sig af alle aktiviteter i Gavnø Fonden, der bl.a. omfatter slotsparken, der især er kendt for sine tusindvis af tulipaner. Da vi besøgte parken, var sæsonen slut for i år, da de besøgende fik mulighed for at få de mange afblomstrede tulipanløg med hjem til deres egne parceller.
Lidt duft af tulipan fik Veteranklubbens medlemmer dog, da vi spiste en let frokost i parkens restaurant, der netop hedder Tulipanen. Øldrikkerne kunne berette, at de mange ølsorter fra Slotsbryggeriet var værd at lægge hals til.
Efter besøget på Gavnø sejlede vi med båden “Friheden” til den lille ferieby Karrebæksminde. Vores nyeste medlem, Søren Baumann, der bor i Karrebæksminde, var en livfuld guide på turen, hvor svaner, “vinkede” skarver og solen, der blinkede i bølgerne, skabte er flot billede af postkortdanmark.
I Karrebæksminde var der en time til at sidde på kajen og spise is, drikke kaffe eller købe ind i de mange fiskebutikker. Og på hjemturen var bussen lastet med ferieminder i form af røgede ål, spegesild, scampi og andet godt fra havet. Ved indkørslen til København blev vi mødt af en allé af maskingeværbevæbnet politi, der skulle passe på USA’s udenrigsminister, John Kerry. der bl.a. skulle i Tivoli. Og sådan sluttede en sommerdag for 60 fredelige veteranjournalister. LL